(…) stod og så alt dette på afstand … sådan er det vist ofte … vi står på afstand … vi står og ser … og hvad kan vi gøre … på afstand! Falde hen i en art nihilistisk resignation, sådan som forfatteren til Prædikerens bog i GT gør det: Der er intet nyt under solen! For alle dage har menneskeheden banket hver andre … alle dage har menneskeheden delt sig op i os og dem … de gode og de onde … de rene og de urene … de tro og de utro … det er denne trang til kategorisering jeg vil tillade mig at dvæle ved i dag.
Den 22. februar 1796 blev Lambert Adolphe Jacques Quételet født i Gent i Belgien. Hans hovedfag var primært matematik; men også fysik og astronomi – det er dog statistik,han huskes for i dag, hvor han introducerede begrebet: Det gennemsnitlige menneske! (på fransk: L’homme moyen). Han tilskrives at have “udviklet” det såkaldte BodyMassIndex – i daglig tale BMI – altså hvad et menneske “bør” veje ud fra dets højde og dets vægt – og dermed hvornår der er tale om undervægt og overvægt – og normalvægt. Glosen normal betød forøvrigt på dette tidspunkt: vinkelret på!
For at kunne udvikle formler og opsætte kurver over det gennemsnitlige menneske, så inddrog Quételet fejlteorien (error theory). Det gjorde han, fordi datidens astronomi og fysik havde fastslået, at det var umuligt at observere og måle et objekt med en nøjagtighed på 100%. Der vil altid være en usikkerhed. At ramme præcist er stort set umuligt (husk vi er i tiden før laser og andre digital-tekniske løsninger). Videnskabsmanden måtte derfor måle adskillige – ja mange gange for at kunne beregne et gennemsnit. Gennemsnittet blev da det mest pålidelige, der var at sige om et menneske.
PÅ den måde begyndte videnskaben at sætte mennesket på formel – fysikkens og astronomien metode med at måle verden blev overført til mennesker – der blev tegnet kurver – og enten befandt hin enkelte sig indenfor normalområdet eller også gjorde hin enkelte det ikke – det gennemsnitlige menneske var født – og blev det gældende ideal. Quételet kastede sig også over at undersøge kriminelle mennesker; en kortlægning af den menneskelige habitus så dermed dagens lys.
Quételet var en travlt forsker – et af hans forsøg gik ud på at opmåle brystkasseomfanget på i alt 5738 skotske soldater og nåede frem til et gennemsnit på 40 tommer – dvs 101,6 centimer – faktisk ramte ingen soldat præcis de 101,6 centimer. Men han udtrykte faktisk en tanke om, at den mand, der ramte de 40 tommer – altså de 101,6 centimeter, var skabt af Gud! Omvendt havde han ikke fundet en eneste, der ramte gennemsnittet. Samtlige soldater afveg. Efter mange flere målinger af andre kropsdele konkludere Quételet, at ingen var Gud lig! Ingen kom nær gudbilledligheden.
Hele idéen om gudbilledligheden havde den tyske teolog og filosof von Herder arbejdet med. For ham var mennesket en rå marmorblok, der med tiden ville blive Gud mere og mere lig. Når vi vokser – eller vækster – i Kristus, så ville kanterne blive slebet og langsomt ville konturerne af vores gudbilledlighed komme frem. Spørgsmålet er selvfølgelig om man kan vokse i Kristus, som om dåben ikke er alt nok! Det diskuterer teologer til stadighed. For mig er pointen, at talen om gudbilledlighed fastholder, at mennesket uanset hvad ALTID har en værdighed. At ethvert menneske har værdighed og værdighed kommer altid før andet! Før systemer – før ordninger – før konstruktioner – før ideologier – før idéer – før størrelsen på kraniet og brystkassen! Menneskets værdighed først …
Francis Galton – forøvrigt halv-fætter til Charles Darwin – tog skridtet videre og begyndte at måle intelligens. Det der med gennemsnit-mennesket a la Quételet opmålinger af kroppen anså Galton ikke for holdbart. Galton – ville derimod rangere menneskelige træk og egenskaber. Han ville arbejde med arvemateriale og skabe elite-mennesket – han og andre videnskabsfolk ville racehygiejne. Verden over blev det et forskningsfelt og en politisk mulighed – også her i landet. Ifølge Lene Koch – forfatter til bogen ”Racehygiejne i DK 1920 -1956″ blev der ”mellem 1929 og 1938 (…) med støtte fra alle Rigsdagens partier vedtaget et racehygiejnisk inspireret lovkompleks, hvis indhold vedrørte sterilisation af, og ægteskabsforbud for personer, hvis forplantning man fandt var uønsket set ud fra et samfundshensyn. Dem, der blev berørt af lovgivningen, var personer med legemlige handicaps, sindssygdomme samt psykotiske tilstande, men også sædelighedsforbrydere, brandstiftere, epileptikere, alkoholikere og især lettere åndssvage.” (citatet er fra en anmeldelse på historie-online.dk)
I løbet af mindre end 100 år gik forskningen igang med at definere det såkaldte gennemsnits-menneske til opdyrke elite-mennesket. God versus ond / ren versus uren / tro versus utro. Vi havde fået nok en kategori at dele hinanden ind i: normal versus afviger. Vi har bevæget os fra Quételets opmålinger af brystkasse og kriminelle til Galton og andres registreringer og definitioner af intelligens, moral og habitus i al almindelighed. På den måde begyndte vi at berøve hinanden værdigheden eller gudbilledligheden – det blev endda legalt i forhold til lovgivninger i mange nationer. Ved at dømme en hel gruppe eller den enkelte ude, så kunne den såkaldte normalitet kræve magten eller fastholde den. Ved at udråbe – udpege – udgrænse afvigeren, så kan borgerskabet, middelklassen, proletariatet eller hvem der måtte sidde på flæsket retfærdiggøre sig selv. Endda tage skridtet til at opstille ordninger – f.eks. skabelsesordninger, hvor der ikke er plads til alle. Og som ender med at berøve “hin enkelte” livet …
VI stod og så alt dette på afstand … Jesus, der hang på korset mellem 2 forbrydere … Jesus der hverken tænkte i gennemsnit eller elite – eller for den sags skyld havde brug for at udpege den anden som afviger – tværtom så var han den, der altid solidariserede sig med den, der blev udråbt til at være lovbryderen … tænk f.eks. på kvinden, der blev grebet i hor og skulle stenes af de der kendte loven og hvordan hele menings-udvekslingen endte med den berømte sætning: DEN, der er uden synd, kan kaste den første sten.
SYNDEN der stikker en kæp i hjulet på den stening! SYNDEN der bliver et frisættende prædikat – selvom synden ofte får skylden for at være et snærende og livsfjendsk etikette – fordi nogen fejlagtigt har forvekslet synd med liv og ladet moralsk småborgerlighed erstatte Jesu syndsforståelse … MEN faktisk er det synden, der sætter de lovkyndige fri af at skulle stene kvinden. På samme måde sætter SYNDEN os fri af at skulle kategorisere hinanden i elite eller gennemsnit eller afviger. Vi behøver det ikke … selvom vi slet ikke kan holde nallerne fra at gruppere hinanden i rene og urene – tro og utro – gode og onde.
Jesus lever kærligheden til mennesket helt ud langfredag! Om vores selvforståelse er: elite, gennemsnit eller afviger, så beder Jesus vores fælles Gud om at tilgive hver enkelt af os – endda med tilføjelsen om, at vi – også os der står på afstand af både tid og sted – ikke ved, hvad vi gør!
FOR er det ikke netop her kæden hopper af, når vi tror, at vi ved, hvad vi gør … samtidig med, at vi fornægter den andens gudbilledlighed – glemmer den andens værd … når vi ikke tager vores egen SYND – forstået som ufuldkommenhed – til efterretning og lægger den sten vi – eller måske bare nogen af os – altid har liggende parat i lommen til mentalt eller konkret at kyle afsted … Langfredag maner til eftertanke! PÅ afstand må – ja skal – vi turde tro, at tilgivelsen altid er modsvaret til vores stræben efter magt på “hin enkeltes” bekostning. Endda det eneste modsvar – for det er i tilgivelsen, at vi – som røveren på korset – bliver hvisket i øret: I dag skal du være med mig i Paradis.
GÅ DA FRIT... 