Det allerførste vi gør, når vi træder ind i et rum, er at orientere os om siddepladsernes placering (ifølge MAA Louise Tougaard)! Altså hvor og hvordan vi kan sidde.
Og alt efter temperament vælger vi så vores stol! Nogen vil gerne sidde på første række – nogen vil gerne sidde bagerst – andre vil gerne lade sig opsluge af midtens mængde. Andre igen foretrækker at have ryggen mod muren eller være så tæt på døren som mulig. Nogen vil helst sidde klods op og ned ad mødelederen, formanden eller kongen. Måske ud fra devisen: ”når det regner på præsten, så drypper det på degnen” – i min optik forstået som, at der jo ad den vej kunne dryppe lidt ære ned på én!
Og så er der begrebet ”faste pladser”. Det hører skolen og konfirmandundervisningen til. Så sidder alle i orden, som igen er funderet i temperament – ingen larmer! Der er en hvis tryghed over faste pladser. Og i gamle dage havde borgerne her i Budolfi også faste pladser! Ikke fordi præsten var bange for, at de ville snakke med sidemanden under kirkegangen. Men de velstillede Ålborgensere købte sig til de gode pladser! Så kunne pøblen så kæmpe om resten.
Sådan er det gudskelov ikke længere og alligevel oplevede vi for nylig til bispevielsen, at der er regler og forskrifter for, hvem der skal inviteres til en sådan begivenhed og ligeledes protokoller for placeringen – udelukkende efter stand! Og nogen – de fleste – var der så slet ikke plads til på den dag!
Men se alle disse ordninger, anvisninger, regler – i forhold til vores trang til at sidde på bestemte stole – er mennesketænkte – og de har deres udspring i tradition – og sikkert også i evolutionen plus vore forskellige neuroser.
Og dagens 3 tekster handler i bund og grund også om, hvordan vi skal forholde os i både krop og sind til guden! For der må da være nogle anvisninger og regler…
I den første tekst fra det gamle testamente er det mennesket, der spørger, hvad det skal bære frem for guden! Guden må her formodes at være stationær. Og tilhængerne er bestemt ikke fedtede, tværtimod så er de villige til at komme med kalve – med væddere – med olie – ja, selv med deres førstefødte barn! De er villige til at træde frem med ALT det, der har værdi for at blive set af Gud!
Men i evangeliet vendes det ALT sammen på hovedet! For det nye, det, der er kristendommens omdrejningspunkt, er, at guden er bevægelig! Han har ikke en fast plads, hvor han passivt tager imod. Han sidder ikke fjernt derude i horisonten utålmodigt ventende på duften af overdådig beuf’ bourgignon, som vi mennesker til lejligheden har ladet koge til gudens ære!
Næ, æresbegrebet er sammen med gudens faste plads kastet højt op i den klare sensommer luft – kastet op for dernæst blidt at lade det regne med velsignelse ned over enhver skabning jorden over!
Kristus var ikke til faste pladser, heller ikke selvom han i de fleste kirker i dag har en fast plads på korset! Jesus var i konstant bevægelse – og han satte sig, hvor og når han ville. Skævede ikke til kald og stand – for ham handlede det om at være, hvor mennesker var og er – sætte sig i den andens sted – også selvom det betød, at denne – hans forståelse – af kærlighed i sidste ende tvang ham i knæ og lod ham udånde på korset!
Og efter denne første påske – så mødte han igen folk – med præcis den samme kærlighed!
For eksempel på vejen til Emmaus – en fortælling, som vi læser i kirken 2. påskedag.
Lad mig kort referere: To mænd – faktisk to af de 12 disciple – er på vej – de går og snakker – snakker om alt det, der er sket de sidste dage – de er triste – Jerusalem har været i total oprør – kaos og angst – meningsløshed – Jesus er blevet henrettet! Og pludselig midt i denne samtale slår en 3. mand følge med dem!
Den 3. mand er Jesus – det fortælles vi af evangelisten. Men de 2 kan ikke genkende ham – de antager ham derimod for at være fremmed – så fremmed at han åbenbart ikke har fuldt med i, hvad der er sket i byen.
De 2 fortsætter derfor med at fortælle, at de sådan havde håbet på, at Jesus ville befri dem alle – hele folket og hele nationen – men sådan skulle det åbenbart ikke være – og ikke nok med, at det ikke blev som de havde håbet. Nu var hans lig også væk.
Og som om det ikke skulle være nok – nogle kvinder var ved den tomme grav blevet mødt af engle, der havde fortalt dem, at Vor Herre Jesus Kristus lever…
En uforståelig beretning – ikke kun for de 2 mænd på vejen – men siden hen for generation efter generation. Så uforståelig at Jesus må gå i rette med dem… men den irettesættelse må I kære menighed vente med at få udlagt til det bliver 2. påskedag.
Men de 3 mænd går videre – det er blevet sent. Jesus inviteres med ind – de sætter sig rundt om et bord. Der er brød – det velsignes og det deles! OG pludselig kan de SE – i et nano split glimt ser de, hvem den 3. mand er: det er ham, som englene har forkyndt lever. Det er Kristus – og vupti så han væk! Nær og så væk – en slags ”nær-væk”.
Når jeg vælger at genfortælle denne beretning, så er det også med henvisning til det bæger, som Jesus spørger, om vi kan drikke! Hvortil der bliver svaret JA – og JA vi bliver i hvert fald tilbudt det! Alle som en er vi inviteret til vin og brød – blod og kød!
Omkring alterbordet er alle velkomne – ingen faste pladser – ingen bookingsystemer! Din stand er aldeles underordnet – kom i laser – kom i pjalter – kom i marengs – kom med høj hat!
Kristus er selv usynligt tilstede – det er hans tro, hans håb og hans kærlighed vi i fællesskabet spiser og drikker! Det er nærvær – æd det – drik det! Det er Guds velsignelse, der kærtegner din kind som solens stråler på den første forårsdag. Og rejs dig så – gå ud i verden – med alle dens faste og u-faste pladser og med alle de mange stole der i et hvert liv er mulighed for at sætte sig mellem!
Og til slut må jeg kort nævne Paulus og hans brev til Timotheus, som jeg læste før barnedåben – det eneste Paulus i bund og grund kan overfor Gud er at TAKKE! Her handler det ikke om at bære dyrt offer frem eller om forlods at få bestilt plads i kongelogen (nu var Paulus vist heller ikke det mindste i tvivl om, at han nok skulle få en go plads med udsyn til det hele).
Overfor Gud kan vi kun TAKKE. Takke for livets og skabelsens storhed. Det være sig, når vi står med et nyfødt barn i vore hænder eller når vi står i den anden ende sammen med det gamle levede liv! Når vi står midt i mellem disse timelige yderpunkter – og svagt i et nano-split-sekund fornemmer evigheden vingesus – så er der måske ikke så meget andet at sige end:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højt lovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
GÅ DA FRIT... 