Møllehave er død!

… jeg husker da vi for mange år siden havde Møllehave på besøg! Hans hurtig-kørende hjerne satte både organist og liturgi til vægs … fx. altergangens autoriserede “lirumlarum-remser” erstattede han med fortællingen om den barmhjertige samaritaner … at I nadveren tager Jesus det slagne menneske på nakken, slæber det på sygehuset og får det helbredt med kærlighed for hvad det måtte døje med – især i samvittigheden – og på den måde blev alterskranken en muddergrøft, hvor de tilstedeværende blev genoprejst med fornyet mod … og det kan man så mene om, hvad man vil … men pludselig gav hokus-pokus-ritualet mening for flere end de få … og prædikenen nå ja: morgenens avis var med under armen og den blev der læst højt af – og dagens tekst blev aktualiseret i meget lang tid med en højaktuel begivenhed og mange associationer … OG det var måske Møllehaves force at gøre hvad som helst nærværende og så måtte formen vige … og når formen viger, så kommer præsten måske for meget i centrum, vil nogen sige – især hvis man ikke kan li præsten … og se! præster vil så gerne elskes og derfor må de hele tiden markere sig både her og der – Møllehave ville også gerne elskes – selv nu, hvor han er død er der en kort film på DR, som måtte vises, når han var gået til ikke-væren, hvor han fortæller os, at han er væk!

(fotografiet er fra en kirke på Fyn)

Stille, hjerte, sol går ned …

Stille, hjerte, sol går ned,
sol går ned på heden,
dyr går hjem fra dagens béd,
storken står i reden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Viben slår et enligt slag
over mosedammen,
før den under frytlens tag
folder vingen sammen.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Fjerne ruder østerpå
blusser op i gløden,
hededamme bittesmå
spejler aftenrøden.
Stille, stille, hjerte, sol går ned!

~ Jeppe Aakjær (1912)