Fortællingen der bærer den voldsomme og på alle måder dramatiske titel: Kvinden der blev grebet i hor … har været en historie, som vi igen og igen er vendt tilbage til i undervisningen. Og det er vi, fordi det – efter min ringe teologiske mening – er en af kristendommens helt store kerne-beretninger – og det er den af hele 3 grunde – tillad mig at ridse dem op.
1)
Jesus gør i beretningen op med den “guddommelige” dødsstraf. At der skulle være gerninger som guden ikke bryder sig om og som derfor kræver, at det skyldige menneske skal bøde med sit liv – skal straffes – skal stenes ihjel.
Ingen kan efter denne formiddag, hvor de lovkyndige præster kom slæbende med kvinden, dømme nogen til døden i Guds navn. Tværtimod så satte Jesus menneskelivet – det helt almindelige hverdagsliv – dit og mit – med dets plusser og minusser – over regler og forordninger og systemer og hvad der ellers måtte stå skrevet i de bibelske tekster.
Han gør det ikke med forbud eller magt. Han gør det ved at sætte relationen i centrum. Relationen mellem os mennesker bliver det nye omdrejningspunkt! Hvor det før havde handlet rigtig meget om forholdet mellem Gud og mennesket – så er det fra NU af forholdet mellem dig og mig, der bliver vigtig – bliver alt afgørende.
2)
Kristendommen handler om livet – om det liv der udspiller sig lige her og nu mellem os! Og derfor måtte Jesus da også også give de lovkyndige præster igen, da de udfordrede ham. Jesus udtalte da de berømte ord: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.
Uden synd?!! Hvad vil det nu sige? Synd? Åh nej tænker én måske, så skal vi lige trækkes en tur igennem det der sorte kirke-sprog … fyrer præsten nu op under den store grukedel, som vi ryger i, hvis vi spiller kort, danser på bordene eller får os en lille tår over tørsten eller slet og ret morer os … har intimt samkvem før ægteskabet og så videre … vi magter ikke den snak om synd og slet ikke på en skøn konfirmationsdag i maj …
MEN jo siger jeg så – vi tager den lige alligevel – tillad mig derfor at sige et par ord om synd. Synd er et fælles eksistensvilkår, der betyder, at vi alle som en er født med fejl og mangler – ikke i forhold til førnævnte emner: kort, dans, drinks, kys og anden fornøjelse … men SYND betyder derimod, at vi alle træder forkert i ny og næ – og nogen gange betræder vi hinandens ligtorne og enemærker så voldsomt så, at det efterlader både ømme tæer og ar … og vrede og gråd … og vores relation med hinanden kan gå i udu …
Synd er derfor et frisættende begreb – ikke fordi det er specielt frisættende, når vore relationer går i smadder. MEN synds-begrebet vil fastholder os i, at vi er uperfekte … også selvom vi anstrenger os for det modsatte … uperfekte selvom vi måske hader, at andre får øje på vore blinde vinkler og sårbarhed … syndsbegrebet sætter os fri af ar stræbe efter det umulige: at bliver perfekte og ‘plet-fri’ mennesker.
Da Jesus sagde til de lovkyndige præster, at den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten … så taler han til det menneske, der kan sige sig fri af fejl og mangler, som gennem et helt liv aldrig er trådt forkert! Mændene der kom slæbende med kvinden endte da også med at lægge stenene fra sig … for de havde, da alt kom til alt, ikke noget at lade andre høre …
Så foruden at kristendommen handler om relationen mellem dig og mig, så handler den også om, at vi skal se indad før vi kaster noget som helst efter hinanden. Hvordan er det nu, man siger? Jo, når jeg peger 1 finger mod dig, så peger 3 fingre ind mod mig selv. Og så er det, at jeg også lige kan huske på det der med at kaste med sten, når man selv bor i et glashus ofte er en rigtig dårlig idé.
3)
Den sidste grund jeg vil nævne i forhold til dagens evangelie-uddrag er, at kristendommen sætter os fri til at være, hvem vi er! Det kan godt være, at kvinden blev grebet med fejl og mangel … men det giver os ingen tilladelse til at dømme hende. På en måde fødes det individuelle menneske den dag, da de lovkyndige præster kom slæbende med kvinden.
Lad mig samle op: Kristendommen handler om:
1) relationen mellem dig og mig
2) at jeg skal kigge indad – før jeg dømmer
3) jeg har lov til at være mig – med mine fejl og mangler
Derfor er vi – konfirmanderne og jeg – vendt tilbage til denne historie igen og igen – indimellem af mangfoldige omveje … og det er vi for livets skyld. Det er for livets skyld, at I – kære konfirmander – blev døbt! Der ved døbefondet blev I ved navns nævnelse kaldt Guds børn – og I fik syndernes forladelse: det vil sige Guds livgivende og evige kærlighed, der vil Jer lige meget, hvad andre finder på at sige eller dømme Jer for … og lige meget, hvilken modstand I møder i Jeres relationer nu og fremover. I ER for evig og altid Guds børn … og det lige meget, hvordan I forvalter eller bøvler med den kristne tro.
Om lidt skal I op til alteret – her vil I ved navn nævnelse blive velsignet. Måske nogen vil undre sig over, at I ikke skal svare JA, men SE det gjorde Jeres forældre, da I var små og det JA gælder alle dage … konfirmationen er ikke noget tros-forhør … selvom visse medier går gevaldigt meget op i, hvorfor I bliver konfirmeret i dag … men se, svaret på jeres tro er ene og alene et forhold mellem individet og Gud – mellem dig og Gud. Her i dette rum skal ingen dømmes … vi er her for livets skyld! Må Gud derfor velsigne og forbavse Jer på Jeres vej videre i livet …
Til slut skal I have et TAK for godt samvær – I har allerede fået masser af roser med fra mig – og ja I har været det bedste hold nogen sinde! Det har været en stor fornøjelse at være sammen med Jer hver eneste onsdag morgen. Lad mig slutte her med en gammel keltisk velsignelse, der lyder:
Må vejene åbne sig for dig, min ven,
og vinden blæse bag dig.
Må solen skinne på dit ansigt
Og regnen falde mildt på dine marker
Indtil vi mødes igen.
Må du hele tiden være i Guds hånd. AMEN
(den bibelske tekst står at læse i Johannes evangeliet kap 8, 1-11)
GÅ DA FRIT... 