Konfirmationspræk 2020

Der på knæ sidder kvinden! Hun er skræmt fra vid og sans … for hvad skal der nu ske med hende … skal hun virkelig stenes til døde?

Nej, vi kender slutningen. Som vi hørte i evangeliet, går det hende – gudskelov – anderledes! Jesus vil, ,at hun skal leve! Han vil også, at mændene skal leve – leve på ny – i stedet for at lytte til alt det gamle – og gøre hvad andre synes eller har bestemt – så vil han, at de skal vende blikket indad – OG tænke sig om!

Bruge hjernen – overveje om jeg virkelig har noget at lade andre høre … har jeg selv så meget rent mel i posen, så jeg kan tillade mig at pege fingre ad de andre – pege deres fejl ud … kaste med sten, når jeg selv bor i et drivhus … og hvordan vi ellers siger det.

SÅ alle sættes på en måde fri, da de møder Jesus! Sættes fri af andres regler – og af egne fordomme – sættes fri til at leve.

Historien bliver faktisk aldrig læst højt til søndagsgudstjenesten – og det er en skam! FORDI den på mange måder er en nøglehistorie – altså en afgørende historie til at åbne kristendommen med!

1)      den gør op med stening  – den religiøse afstraffelse og dødsdom i Guds navn afskaffer Jesus.

2)      i stedet for at rette sig efter diverse religiøse dogmer (der ikke gavner livet), så beder Jesus os alle hver især om at tænke selv! OG skal jeg gøre en lang historie kort, så handler det altid om, hvorvidt vore tanker og handlinger gavner livet! Bygger vi op eller bryder vi ned! Vil vi hinandens liv på den gode måde eller vil vi dømme – fordømme … Schiller – en tysk digter – siger det på en anden måde: LEV og LAD LEVE.

LEV og LAD LEVE … det lyder måske nemt nok! Men for mændene der står der rundt kvinden er det svært … de vil jo bare følge deres religion! Deres gamle skrifter som der er tradition for! Det er skrifterne, der er deres fundament. MEN Jesus ligesom sætter en kæp i deres hjul! For hvad han i bund og grund beder dem om er at bære over med kvinden og hendes gøren.

Det er også hvad vi skal gøre – kristendommen vil, at vi skal vise storsind i det daglige – og det utilgivelige, ja det, er det, vi skal tilgive …

OG alt det kræver MOD! Dåben – kristendommen – gudstjenesten – salmerne – alt det, som vi har været omkring har som sin fornemste opgave at give os mod! Mod til at leve – mod til at lade andre leve – mod til at bære over – mod til at tilgive – og ikke mindst mod til selv at turde tage imod tilgivelsen, når vi fordømmer – har fordømt og kastet sten – billedligt eller måske endda konkret – efter et andet menneske eller en hel flok …

SAMTIDIG fordres det, at vi tænker … tænker os om og tager ansvar. Og tør sige dogmer, selvfølgeligheder og stivnede regler imod, hvis vi mener, at det er sådan, det må være. FOR på den måde bliver vi livsduelige mennesker …

Kære konfirmander – kære familier – ja kære alle sammen. Konfirmationen blev ikke helt, som vi havde forestillet os! Da vi mødtes for første gang – den første onsdag i september måned sidste år … så havde vi tid nok – tid til at nå det hele – vi sang morgensalmer her i rummet, mens organisten spillede for – vi læste i Menneskesønnen – vi legede “byen sover” – og Benny (vores konfirmandkonsulent og inspirator) kom og fortolkede historien om steningen, der ikke blev til noget … og I omsatte historien i, hvad vi kan se her! OG pludselig lukkede Danmark ned … og alt blev sat på standby … MEN nu skal I konfirmeres – DET er sikkert som amen i kirken! Grundet hele situationen – så bliver I siddende – og det er mig der kommer rundt! I skal velsignes – og I skal bekræftes i jeres dåb. MÅSKE nogen vil undre sig over, at I ikke skal svare på noget … dertil er der kun at sige, at I som spæde har svaret JA – det gjorde en voksen på jeres vegne … og det JA gælder lige til verdens ende – så derfor er dagen i dag en ren velsignelseshandling. Efter motetten begynder konfirmationen. På de ord vil jeg ønske Jer en dejlig dag og ALT godt fremover