Dåbstale

“Far ikke vild” – sådan formaner forfatteren til Jakobsbrevet os – “Far ikke vild”!
Siden kirkens allerførste tid har der været rift om at styre gudsriget enten med ideologi eller pave eller andre selvbestaltede talsmænd/talskvinder – styre gudsriget som Kristus efterlod os. Styre i forhold til hvem, der skal sidde hvor og hvornår. Kort sagt hvem skal bestemme? Hvem skal arve fortællingen om gudsriget, når Jesus dør? Jesus er godt klar over, at det kan gå helt galt, når han ikke er iblandt sine disciple mere. For hvem skal så korrigere vildfarelser – korrigere os, når det render af med os?

Lige før hørte vi de 2 tekster:
Den første handler om, at Jesus er med os til verdens ende – at vi i al evighed har Gud i ryggen og aldrig nogensinde på nakken.
Den anden tekst – og det er den, der er interessant lige nu – handler om, at en flok forældre gerne ville hen til Jesus med deres børn … MEN disciplene greb ind – for ingen skulle forstyrre deres mester – slet ikke larmende og savlende småbørn! Hvortil Jesus måtte sige: “Lad de små børn komme til mig, det må ingen hindre dem i” … han måtte korrigere – irettesætte – han måtte belære disciplene om, at ingen – absolut ingen nogensinde må hindre nogen i at komme til Jesus – til Guds inkarnerede kærlighed – til den velsignelse der overtrumfer enhver forbandelse … den forbandelse, der altid hviler som en mulighed i enhver relation os mennesker imellem, især når vores ego vil presse egen dagsorden igennem.
Men betyder det så, at vi slet ikke skal blande os? At vi ikke må belære hinanden om det rette eller det sande liv? Skal kirken – hvem kirken så end måtte være fx. præster eller bisper eller anden gejstlighed – så ikke blande sig i, hvordan du indretter dig – blande sig i hvilke valg, som vi hver især måtte træffe? NEJ, kirkens opgave er og bliver aldrig at agere trospoliti – ingen skal det siges: ikke en eneste – gejstlige – eller for den sags skyld læg – har mandat til at svinge den religiøse pisk, sådan som vi ser, at det sker i teokratier som Iran eller Saudi-Arabien! Eller sådan som paver, folkekirkepræster, sekter og diverse religiøse retninger i gudens navn gennem tiden har uddelt moralske kindheste efter forgodtbefindende. Nej, vi skal ikke belære – men vi skal tage ansvar … hvis ikke for andre, så i hvert fald for vores egen gang på jord.
Dåben skal fylde os med mod til at tage det ansvar! I dåben bliver vi ved navns nævnelse kaldt Guds barn og vi overøses med syndernes nådige forladelse og det evige liv! Så dåben er virkelig en sand velsignelse!

Velsignelse er altid det modsatte af forbandelse – velsignelse giver livsoverskud!

Velsignelsens livsoverskud er at blive lyst på af et ansigt, der får én til at se på sig selv med andre øjne.

Velsignelsens blik er at være set og kendt af det faderlige eller moderlige kærlighedsblik, som betingelsesløst og uforbeholdent vedkender sig én, som den man er.

At være velsignet er at blive mødt af det nådige og lysende blik. At se bort fra det fordømmende og anklagende blik og i stedet spejle sig i Guds barmhjertige blik.

Og endelig er velsignelsens lys over dig og mig som et solbad, hvor vi gennemvarmet og gennemlyst får energi og kraft til at gå og handle – fri og klar til at tage verden i besiddelse. Og kunne og ville.  Ansigt til ansigt som et ansvarligt og selvstændigt menneske overfor Gud, der har sat mig og dig til at værne og drage omsorg for det, som er hans og din og min verden. At blive velsignet er at få lyst og mod til at bære velsignelsens liv videre i den verden, som venter uden for kirkedøren.
Du har arvet fortællingen om Guds rige – den er nu din – lev med den – lev på den! Og husk på: intet – absolut intet – kan skille dig fra den eller fra den velsignelse og det løfte, du får i din dåb! AMEN