Valdemarsdag 2018

(tekstlæsning: Matt 22,15-22)

Valdemarsdag er en sand festdag, hvor vi fejrer vort flag! Myten vil, at for 799 år siden d. 15. juni 1219 dalene Dannebrog ned over Kong Valdemar og hans hær, da de var allermest trængt, under slaget ved det nuværende Tallinn i Estland. Resultatet blev, at det himmelfaldne flag gav kongen og hans hær både kræfterne og troen tilbage på, at de kunne sejre! Hvilket de så gjorde.

C.A. Lorentzen (1746-1828), Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallinn) i Estland den 15. juni 1219, 1809

Den historie har vi taget til os! Der er vist flere udlægninger, men summasummarum jeg tror faktisk ikke, der findes et folk, der i den grad bruger flaget så meget, som vi gør her til lands! Mange af os flager så snart, det er muligt! Der er de officielle flagdage for kongehuset, så er der kristendommens højtider og d. 9. april og d. 5. maj – og ikke mindst d. 5. september, hvor vi mindes og ære de soldater, der faldt for Danmark – og så er der selvfølgelig også dagen i dag!  Dertil er der alle de uofficielle, når vi i blandt familie og venner fejrer fødselsdage, begivenheder, mærkedage med dannebrog hejst til tops og/eller velplaceret i lagkagen. Der er de triste og sørgelige dage, når vore kære er døde. Så er der havnefester og fint besøg! Når vi afvikler idrætsstævner og når de frivillige organisationer er samlet!

Fornylig læste jeg om en kappestrid mellem 3 gamle sovjetrepublikker: hvem  af dem kan mønstre den højeste flagstang – ifølge min kilde har Aserbajdsjan pt. med en stang på 170 meter! Det kræver så et flag på 60 x 30 meter (med en vægt på 350 kg)! Min tanke var: de har muligvis den højeste … til gengæld tror jeg ikke, at der findes noget land i verden, der har så mange flagstænger som os her til lands! Jeg tænker ikke på det officielle Danmark, men på det folkelige – på os som privat personer … i kolonihaverne, i parcellerne, på mindre og større ejendomme landet over – og de mange lystbåde – både med sejl og motor – de har jo også flag på, når de sejler ud! Hvorfor vi er så glade for at flage skyldes nok flere ting: dels er Valdemars-festen en solid tradition – og dels tænker jeg også, at Genforeningen har sat sine solide spor!(H.P. Hanssen taler på Dybbøl ved Danmarks genforeningsfest d. 11. juli 1920)

I dag er det 98 år siden, at Sønderjylland officielt blev genforenet med resten af kongeriget! Blev genforenet efter at have været under tysk herredømme som følge af det blodige slag i 1864. Under Bismarck var der strenge regler for alt det, der havde noget med Danmark og det at være dansk at gøre. Sønderjyderne måtte fx. ikke tale dansk – og de måtte slet ikke flage med Dannebrog. Oprindeligt var det kun kongen og statsmagten, der måtte flage. I 1834 kom der et direkte forbud mod, at private måtte bruge Dannebrog. Men i forbindelse med Treårskrigen 1848-50 – 1. slesvigske krig (som vi vandt) – flagede befolkningen imidlertid med Dannebrog i udstrakt grad, og i 1854 blev forbuddet helt ophævet. Så vores tradition for at flage går langt tilbage. Men som sagt, mens Sønderjylland var tysk blev det forbudt at sætte flaget. Alligevel fandt man på en udveje, fx. var det “moderne”, når det blev lunt i maj at plante blomster i røde og hvide farver, så de stod med rød bund og hvidt kors. På mange kaffestel var der Dannebrog. For noget af det sønderjyderne mødtes til var kaffe! Kaffeborde med kage – 7 hårde og 7 bløde – og så har nogen måske gættet, at det store overdådige sønderjyske kaffebord faktisk havde en funktion – en samlende funktion! Da Bismarck ikke havde forbudt sønderjyderne, at mødes over kaffebordet, så gjorde det jo ikke noget, at det trak ud! Det tager faktisk en rum tid at komme igennem 14 slags kage med dertilhørende kaffe! Mens man spiste og drak kunne man få snakket – både sønderjysk og dansk – og man fik sunget og man kunne få talt sammen om, at en dag ville der komme en genforening!
Genforeningen kom takket være H.P. Hanssen. Han kæmpede en utrættelig kamp fra 1888 for at sikre de dansksindede ordentlige vilkår. Han var med til at stifte en vælgerforening og blev ad den vej valgt ind i det preussiske landdag. Senere blev han også valgt til den preussiske rigsdag. H. P. Hanssens virke var aldeles realpolitisk og mod slutningen af 1. verdenskrig krævede han på et møde i rigsdagen “det nordslesvigske spørgsmål” løst på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret. Dette krav blev efter våbenstilstanden i 1918 anerkendt af den tyske rigsregering. Så blev det muligt at lave en afstemning. Politikerne i København var ikke tilfredse. De ville en ren politisk løsning – en politiker-forhandlet grænsedragning. Men H. P. Hanssen holdt fast – og gudskelov og tak for det – grænsedragningen skulle trækkes efter folkets ønske! Danmark skulle kun have den del af Slesvig tilbage, der ved en fri afstemning tilkendegav sit danske tilhørsforhold.
Se, det var en genistreg! Jeg tror, at det helt præcist er en af grundene til, at der aldrig har været uro i grænselandet. Sådan som der var og stadig er det i andre grænseområder: Balkan, Cypern – og tænk på, hvordan briter og irere (protestanter og katolikker) har kæmpet i Nordirland.
Så tænker jeg, at det, at vi både nord og syd for grænsen er protestanter, hvor vi holder fast i luthersk kernelærdom om 2-regimentelæren – “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” – har en afgørende betydning! Hver ting til sin tid – aldrig blande politik og religion sammen! Hvad jeg kan læse mig til, så har Gud aldrig været blandet ind i den grænsedragning – i hvert fald ikke som officielt argument.
At hverken kirke eller københavner-politikerne fik lov til at blande sig i placeringen af den dansk-tyske grænse har været afgørende. Det var folket, der bestemte! Det var de folk, der havde levet en hverdag under tysk herredømme, og i det skjulte og omkring kaffebordene med dannebrogs-stellet. Det var de folk, der nu bestemte og stemte sig hjem til Danmark! Så de igen kunne snakke dansk både hjemme og i det offentlige rum, leve efter dansk lovgivning og få deres danske statsborgerskab! Og de kunne atter flage alt det de ville med Dannebrog! Vel at mærke leve i fredelige sameksistens med deres tyske naboerne.

(Genforeningssten i Guderup på Als afsløret 15. juni 1921)

For mig – som sønderjyde – er der en klar sammenhæng mellem Valdemarsdagen, hvor vi samles om Vort Flag og så Genforeningsdagen, som vi også fejrer hvert eneste år d. 15. juni! De er begge begrundet i det folkelige – de har solide rødder i vores historie og vores kultur sammen med hinanden. Aldrig kan – eller må – hverken genforeningen eller flaget blive spændt for den politiske eller religiøse vogn! Hvor politik og religion alt for nemt skiller os ad, så samler både Valdemarsdagen og Genforeningsdagen os på tværs af skel! – på tværs af konfessioner – på tværs af politiske manifestationer. På præcis sammen måde som Dannebrog også samler os i foreninger og klubber og på de store officielle mærkedage og til forskellige events og på fodboldstadionet i morgen aften i Saransk – 700 km syd-øst for Moskva – hvor de rød-hvide drenge skal møde Peru og hvor danske fans vil møde op i en mangfoldighed af udlægninger (ansigtsmaling, klaphat, trøjer etc.) af det flag – der muligvis faldt ned fra himlen for 799 år siden – men som i hvert fald er et af verdens ældste – måske endda det ældste flag – og som altid vil minde os om, hvad vi er rundet af!

Glædelig Valdemarsdag – og Glædelig Genforeningsdag – til alle!