Gennem den senere tid er der blevet stillet krav til præstens tro i stillings-opslag. Det er nu ikke noget nyt, det skete allerede i foråret 2006, hvor jeg samme uge måtte skrive en søndags-prædiken herom (se længere nede). I fremtiden vil jeg tro, at der vil komme flere af den slags opslag.
Hvorfor de så netop melder sig nu – der har vist været 2 – er dog mere interessant. Det virker som om den nye ægteskabslov har gjort noget ved nogen. Også selvom der i folkekirkelig regi er en indbygget mulighed for at nægte at vie eller velsigne – ikke kun fraskilte – men også par af samme køn. Dog er det ikke nok for nogen og derfor knyttes præstens troende-tro op på et imod. En “troende” præst er altså at forstå som en art kode … på samme måde som da et sogn nord for København søgte “en person, der elsker Jesus” …
Prædiken til 1. søndag efter påske 2006. Budolfi: Joh. 21,15-19
”Vi ønsker en person, der elsker Jesus”, sådan stod der i et stillingsopslag til en præstestilling.
Hold da helt ferie, tænkte jeg, mens kaffen med nød og næppe undgik den forkerte hals. For hvad vil det egentlig sige at være en person, som elsker Jesus ? OG hvordan i himlens navn føles det ?
Jeg vil straks understrege, at det på ingen måde er min mening at gøre mig lystig over ordlyden i stillingsopslaget. For hver eneste menighed i folkekirken er selvstændig og må derfor ansætte præcis den præst, som de synes, passer bedst ind i sognet. OG gudskelov og tak for det.
Men alligevel så provokerede sætningen mig. OG hvorfor i grunden det. Jo, så tror jeg ikke på, at vi kan elske Jesus. Vi kan elske hinanden, som kærester, som gifte folk, som forældre og børn, som familie og venner. For da kan vi se, høre og røre ved hinanden. Vi er konkret tilstede overfor hinanden og afgrænsede i vores kropslighed.
Men Jesus ham forestiller vi os. Vi har de bibelske fortællinger til rådighed og disse er blevet fortolket igennem tiderne på forskellig sæt og vis. Indenfor samtlige kunstarter er evangeliet og Jesus Kristus blevet beskrevet, gendigtet og udlagt. Nogle udlægninger bedre end andre skal straks tilføjes herfra. Derfor er der da også nogle beskrivelser og karakteriseringer af ham, som falder os bedre i smag end andre. Tænk bare på altertavler. Nogen vil gerne have dem af ældre dato og andre kan ikke få dem modernistiske nok.
Det, som jeg vil frem til, er, at hvis jeg skal elske Jesus, så må det uvilkårligt bero på en fortolkning og dermed en forestilling inde i mit hoved, altså på min fortolkning af den fortolkning som kunstneren, digteren eller for den sags skyld præsten er kommet frem til gennem sit arbejde med og omkring biblen. Og undskyld mig, men det virker nu en smule bizart at elske sine egne forestillinger og fortolkninger.
Men det er anderledes i dagens tekst, hvor Jesus hele tre gange på forskellig vis spørger Peter, om han elsker ham. For Peter er konkret tilstede sammen med Jesus. Jesus er ingen forestilling for Peter. De to har fulgt hinanden i tykt og tyndt siden Jesus fiskede ham op ved søen og bad ham følge med. De er nærmest at betragte som familie, som bedste venner. De har spist sammen, leet og grædt sammen. De har misforstået hinanden, men alligevel holdt sammen.
Sådan er det også nu.
Men før vi overvejer de 3 jaer bliver vi nødt til at vende blikket tilbage på påskens beretninger. Nemlig da Peter benægtede ethvert kendskab til Jesus Kristus overfor ypperstepræsten og hans folk, da de gik ham på klingen. Næ, for Peter kendte i hvert fald ikke noget til Jesus. Havde aldrig set eller hørt ham. Og så fulgte det berømte hanegal. Den føromtalte samhørighed mellem Peter og Jesus var afløst af en ”ham kender jeg sørme ikke noget til” attitude.
Efter verdens mest berømte fornægtelse fulgte dage med tvivl, kaos, rådvildhed, dårlig samvittighed og Jesu korsfæstelse. Men på tredje dagen genopstod Jesus Kristus. Kvinder kom ud til graven og fandt den tom. Stenen var trillet bort fra det indesluttede mørke og graven var frygtelig tom. Tvivl blev til fortvivlelse. Men hvorfor leder vi efter den levende blandt de døde. Gud havde skubbet stenen bort, så hans lys kan overtrumfe vores fortvivlelse og angst. Lyset har sat os fri. Lyset satte dermed også Peter fri.
Evangeliet til i dag begynder med, at Jesus og disciplene lige har spist. De har i fællesskab delt brød og fisk. Jesus har tilgivet Peters løgn og vi andres svigt. På trods så er fællesskabet intakt. Stenen er virkelig skubbet fra graven, også selvom vores menneskelige higen efter retfærdighed og logiske ræsonnementer igen og igen med snublende præcision placerer stenen foran graven. Gudsrigets store spisebord er trukket ud og fyldt med nåde til alle.
Men hvorfor skal måltidets hygge pludselig afløses af Jesu spørgsmål til Peter. De kan tolkes som modsætningen til de tre benægtelser, som Peter kom med i ypperstepræstens gård. Derfor er det slet ikke så interessant, hvad Peter rent faktisk svarer i denne omgang. For Simon Peter har evangelierne igennem som oftest haft rollen som klassens kvikke og duksede dreng, og nogen gange måske svaret det, som han mente, andre gerne ville høre.
Men efter min mening, så handler Jesu spørgsmål til Peter i langt højere grad om, at Jesus fastholder disciplene og dermed også os i, at kærligheden altid er tilstede og altid er en mulighed. Også selvom vi svigter og svigtes og siger NEJ en, to eller mange flere gange. Eller når vi banker hinanden og os selv langt ned under gulvbrædderne og i afmægtighed oplever lukkede porte og smækkede døre. For Jesu Kristi opstandelse er budskabet om, at der altid er tro, håb og kærlighed.
Når vi i dag har døbt Daniel, Mathias og Emil, så er det i troen på, at håbet og kærligheden må og skal omslutte dem. Det er evangeliets budskab kogt ind til essensen af Jesu Kristi liv, død og opstandelse.
Når Jesus Kristus binder himmel og jord sammen, er det ikke med henblik på, at vi skal miste jordforbindelsen og dermed tro os fritaget fra livets mange provokationer. Nej, himlen og jorden bindes sammen så de tre små drenge og vi andre for evigt er spundet ind i Guds store fortælling om livet, døden og kærligheden.
Det betyder, at vi helt konkret er uadskillelige fra Gud Fader. Også når vi rammes og lammes af død, sygdom, fjendskab, tvivlsomme tanker og meninger. Så er vi i et og alt bundet til Gud i al evighed.
For som det lød ved døbefondet, så er vi genfødt til et levende håb. Ord der igen vil lyde ved vores grav. Ord der i fuldkommen kærlighed forbinder livet og døden. Ord som efter min mening gør vore eventuelle forsøg på at besvare sætningen: ”elsker du Jesus” aldeles overflødig. AMEN
GÅ DA FRIT... 