Kategori: OPBYGGELSE

diverser txt – flomme fromme

Tabuer og tynde nerver

~ Henriette Pedersen

Af-stigmatisering

Om ikke så lang tid skydes den store landsdækkende AF-STIGMATISERINGS-KAMPAGNE i gang. Landets 5 regioner og en lang række bruger- og pårørendeorganisationer har bestemt sig for at sætte fokus på de forskellige psykiske lidelser. Den generelle mangel på viden om sindslidelser har været med til at cementere et negativt billede af personer med psykiske problemer. Derfor vil kampagnen forsøge at få afdækket de tabuer, som cirkulerer imellem os alle. Det være sig blandt de såkaldt raske, de kronisk syge, de tidligere syge, ægtefæller, kærester, arbejdspladser, venner, bekendte, familier og i sundhedssystemet.
Stigma kommer af græsk og betyder brændemærke. Og i en nylig udgivet undersøgelse oversættes stigma med ”miskrediterende særtræk” og henviser til en gruppe, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra normen eller fra idealbilledet om det velfungerende menneske.
Mens jeg læste mig igennem rapporten, så stod det mig på en gang lysende klart, at Jesu gang på jorden på en måde kan beskrives som en lang AF-STIGMATISERINGS-KAMPAGNE.
I rapporten er der udsagn fra både raske og syge mennesker og det jeg især måtte hæfte mig ved, var skammen over at leve med en psykisk lidelse. Alt for mange vil helst leve i det skjulte med deres sygdom. For eksempel vil 1 ud af 5 skjule sygdommen for deres partner, nære venner og familie. 1 ud af 4 vil helst ikke fortælle kollegaerne noget. Tænk sig, hvor mange kræfter et menneske, der i forvejen har det skidt skal bruge oveni for at holde facaden… altså lige indtil den krakelerer.
Men kristendommen vil ikke, at vi skal skjule vores tynde nerver og slet ikke, at vi skal skamme os over dem.  Alt kan tåle at komme frem i lyset og alle slags problemer var Jesus vedkommende. Hans løsninger pegede altid hen på fællesskabet. Og så er det faktisk et fedt, hvad vi har med os i bagage. Vi er velkomne med al vores skam og skyldt.
Jesus mødte med andre og mere moderne ord mennesket, hvor det nu engang var. Peter der svigtede, Judas der forrådte. Kvinden der blev grebet i hor, tolderen der krævede penge ind til besættelsesmagten, farisæeren der stædigt holdt fast på sin religiøse doktrin. Han mødte lamme, spedalske, blinde, forrædere og alle os andre. Og det han ville er, at vi skal leve vort liv i fællesskab med hinanden. Hvis nogen havde dømt os ude, så ændrede han nådigt den dom og dømte os inde. For intet menneske skal nogensinde overlades til sig selv og sit eget mørke.
På grund af denne grænseløse kærlighed til sit medmenneske blev Jesus langfredag klynket op på korset. Og på det kors tog han alle vore ”miskrediterende særtræk” med sig, Han kunne have valgt en anden løsning, f.eks. være steget ned, gået sin vej og dermed valgt sig selv. Men han valgte os, han hang for os og gik så at sige planken ud og fik ad den vej det sidste ord (kom i Budolfi og Klosterkirken i påsken og hør dem udlagt!)
Kærligheden viste sig dermed i kød og blod at være den konkrete Guds virkelighed. Det er den grænseløse kærlighed, som vil, at også vi skal leve vort liv med de mentale sårmærker, som ethvert menneskeliv pådrager sig i mere eller mindre grad.
Omsluttet af Jesu Kristi kærlighed skal vi turde rumme hinanden og få modet til at tale højt om de såkaldt ”miskrediterende særtræk”, så intet menneske behøver at gemme sig i skam over ikke lige at passe ind i den norm, som efterhånden, og Gud ske tak og lov for det, er blevet langt mere broget og mangfoldig end engang.

Danske Regioner, Dansk Sundhedsinstitut og Det Nationale Forskningscenter For Velfærd: ”Stigma og psykiske lidelser – som det opleves og opfattes af mennesker med psykiske lidelser og borgere i Danmark”.  2010

(from påskeklumme i Budolfi Sogneblad 2011)

C.G. Jung skriver:

~ Henriette Pedersen

”Det overvældende flertal af mennesker er helt ude af stand til individuelt at sætte sig ind i sjælen hos et andet menneske. Dette er oven i købet en ganske sjælden kunst, der ikke engang rækker særlig langt. Selv det menneske, som vi mener at kende allerbedst, og som selv bekræfter over for os, at vi forstår det helt til bunds, er i grunden fremmed for os. Det er anderledes. Og det yderste og bedste, som vi formår at gøre, er i det mindste at ane dette Andet, at agte det, og at vogte os for den voldelige stupiditet at ville tyde det.”

(§ 363)

SIND-Daghøjskoles juleafslutning

~ Henriette Pedersen

Her går vi så rundt og forsøger at finde svar. Finde svar på, hvorfor vi egentlig er her! Finde svar på, hvad vi egentlig skal lave. Finde svar på, hvad det vil sige at elske. Undrer os over, at vi skal dø og alle de andre store spørgsmål i livet! For hvad skal det hele i bund og grund gøre godt for? Hvad er meningen med mig og mit liv – med mine sorger og glæder – med min lidelse og med alle de andres?

Og mens vi vandrer rundt i klit og vang eller bare sniger os langs panelerne eller drister os ud i midtbyen en forfrossen fredag formiddag eller som hyrderne står på Herrens mark, så åbner himlen sig som den julenat, da englene i hobetale truttede på en gang majestætisk og samtidig lystigt i trompeter og andre blæseinstrumenter.

Julenatten er stjerneklar og måbende må vi med dem – hyrderne – lægge nakken tilbage og  bare glo på det forunderlige – på dramaet – det himmelsk drama – som udspiller sig lige for øjnene af os. For os alle – om vi er små, høje, brede eller smalle – om vi er hyrder, på pension eller en af de kornfede nordjyske bondeknolde – om vi er rige eller fattige i ånden eller hånden – om vi er til øko eller ganske konventionel sødmælk i kaffen – om vi er totalt ude af den eller syrligt forbitrede indkrogede i os selv – om vi er gale eller særligt normale – så står vi der og kan på en måde slet ikke slippe uden om tanken: Hvad i himlens navn sker der lige her?

Og mens vi tænker og står som uforstandige får: så lander Vor Herres eget sendebud mit i blandt os – og pludselig betyder det intet om du står inderst eller yderst, forrest eller bagerst – for englen lander virkelig midt i blandt os med al himlens kundskab og indsigt og den siger kort og godt: FRYGT IKKE!

Og vi venter og vi venter og vi venter på flere ord, som skal forklare os altings sammenhæng! Vi hænger ved englens læber, fordi vi tror, at vi NU skal indvies i mysteriet om den store gåde – en art åndelig opadstræben, som vil gøre os klogere på hele molevitten. Så vi håber og tror, at vi ad den vej kan blive bekræftet i, at der må være en større sammenhæng. En mening med sygdom – en mening med død og ødelæggelse – en mening med lidelse – en mening med ulykker og tilfældigheder. Ja, en mening med ALT det, som vi har en idé om bedre at magte, hvis det indgår i “den store plan”!

Og alt imens opstiller vi frygt-scenarier i hoved og krop. For der er så meget at frygte – dagen i dag – juletiden – mørket – ondskab – os selv og hinanden og så er der alle de store kollektive frygtfænomener: klimaet – at vandet virkelig stiger så meget, så vi kun kan overleve i Aalborg tårnet, frygten for terror – så selv en glemt gymnastikpose udløser et opkald efter Rulle Marie og svineinfluenza – så vi på valgdagen her fornylig overvejede om det nu også var klogt at dele kuglepen i stemmeboksen og alle syge fik besked om at blive hjemme.

Så hvis vi ikke i forvejen kæmper vores egen lille kamp mod angsten og frygten, så skal den i hvert fald nok blive plantet i os via medierne og andre senkapitalister, der øjner et marked. Ja, eksperter taler ligefrem om, at vi lever i en frygtkultur, hvor potentielle farer – dem der muligvis kunne ske med en brøkdels sandsynlighed, men som vist primært produceres og aktiveres i vores fantasi – bliver ophøjet til reelle farer! Det er guf for en god spændingsfilm – men uhensigtsmæssigt for vores velvære – for det kræver overskud at kunne sige skæg for sig og snot for sig!

Og i dette vort åndløse øjeblik åbner englen atter sin englemund og siger til dig og mig: FRYGT IKKE! Det er svaret på den store kollektive frygt og vores egen lille solo frygt! FRYGT IKKE kære venner!

For det er det eneste svar, der gives os! FRYGT IKKE! Det er svaret på altings undren – det er svaret på livets store og uoverskuelige gådefuldhed! Så når vi ind imellem må stirre ud i luften og spørge efter meningen i vort eget liv – i forholdet til hinanden, til kærligheden, til ensomheden,  til sorgen, til døden, til dagen i dag, til guden,  til depressionen, til stemmerne der buldrer i hovedet – ja når vi føler, at vi står midt i meningsløshedens gabende tusmørke og fryser langt i sjælen, så lyder det samme svar til os igen og igen: FRYGT IKKE! På de to ord skal vi sammen og hver for sig turde være midt i livet!

Glædelig jul! AMEN

MAN BAGER DA EN GOD GALOPKRINGLE!

~ Henriette Pedersen

– essayistiske freestyle betragtninger over den dogmefri teologi….

Klokken 10 mødes vi til en appetizer i kirkerummet. Lidt spredt salmesang, lidt monoton højtlæsning, lidt almene præstetanker, og så står den på vin og brød i beskedent mål. Det handler om ham, som kaldes ”Livets brød”.

Bagefter går vi hjem til præstens kone, som supplement til præstens prædiken har hun bagt en galopkringle til os. Den består af:

125 g margarine
75 g melis
2 æg
revet skal af citron eller appelsin
1 dl rosiner
3 tsk. kardemomme
225 g mel
3 tsk. bagepulver
Til sidst ¾ dl kold mælk.

Det slås sammen og formes til en krans, pensles med æg og drysses med mandler og the-sukker. Bages lige under midten i ovnen ved 225 grader i ca. 25 minutter.

Hun har udviklet kringlens idé og er begyndt at rulle den ud til et rektangel; og i midten fylde den med remonce. Derefter bukker hun ¼ af hver side inde overmidten. På den måde bliver den også lidt wienerbrødsagtig i fremtoningen. Hun er for år tilbage holdt op med at høre mandens prædikener; hun gik simpelthen sukkerkold. (Det skete cirka samtidig med, at han gravede dogmatikken ned ved siden af hunden.) Hun kan ikke lade være med at tænke på, at de arme sognebørn må have det på samme måde – de skal have noget at vågne op på igen. Det er det bedste hun kan give dem !

Vi sidder ved et langbord og der dufter af friskbrygget kaffe ! Duften er tyk og brun. Der er brugt gode bønner. Gad vide hvilket mærke det er ? Er der tænkt på ubudne gæster eller er det Irmas den blåternede ? Bordet er dækket med rødternede duge og det slagfaste institutionsstel er på bordet. Galopkringlen bliver andægtigt båret ind.

Der er en hyggelig stemning, alle kender hinanden. Snakken går, kaffen fyldes i koppen og der er sørme også piskefløde. Den afskårne kringle bliver sendt bordet rundt, sultne øjne vælger ubeskedent og stykket individualiseres over på tallerkenen. Alle mulige slags tandstillinger sættes i den. Uhm – hvor er den lækker – hvem har bagt ? – ros til ”bageren”. Og kaffen – som kun er for de indbudte – komplimenteres. Der er tilfredshed. Præstens kone har skabt rum og liv. Der er tilfredshed i stuen søndag lige før middag.

Der kommer præsten. Han skulle lige snakke med kordegnen og kirketjeneren. Og kjolen skulle børstes af og hænges ind i skabet. Resterne af Jesu blod og legeme er af-eksisteret. Hvor skal det gøre godt med kaffe og kringle.

Snakken går om lørdagens tv; om vejret og om de nye, der er flyttet ind henne om hjørnet. Flinke folk, mon de vil komme i kirken – det kunne være rart med nogle unge børnefamilier. Jo, præsten vil snart aflægge dem et besøg og byde dem velkommen i sognet. Ja, og nu kommer den nye salmebog snart – det er vist i pinsen. Og gamle fru Jørgensen bliver 90 på fredag. Der hygges, der drikkes kaffe og spises kringle – LIVETS BRØD !

Langsomt begynder de første at sive hjemad. De skal hjem og spise frokost – måske bare lidt let ovenpå kringlen. Præsten skal jo også have lidt søndagsro. En to tre – så er stuen tømt. Og tilbage står tomme kopper, tomme tallerkener og tomme galopkringlefade. Endnu en søndagsgudstjeneste er afholdt. Vi var da 17 i kirke inklusiv personalet. Men der er spist op. Og vi kom da til at sidde tæt sammen og mærke fællesskabet omkring kirkekaffen. Præstekonen overvejer allerede hvilken kage (måske skulle hun prøve at lave ægte wienerbrød), der kan samle menigheden næste søndag.

Den liturgiske kirkekaffe og den sakramentale kringle. Det er her fællesskabet er fælles. LIVETS BRØD. Gudstjenesten var appetizer’en til galopkringlen og den varme kaffe. Vi ses næste søndag. Gå med Guds fred.

KÆRLIGHEDSBLIKKET!

~ Henriette Pedersen

Velsign mit barn, du kære Gud, og lad det holde livet ud

og tænd et lys på sjælens tinde for verden og for os herinde.

(Dåbsbøn af digteren Simon Grotrian)

Når vi viser vores ansigt, så viser vi os selv! Ansigtet er nok noget af det mest personlige, vi har. For her afsløres ALT. Øjnenes glans eller tårer, smilet, de aldersbetingede furer, det forvrængede, det lidelsesfulde, det forbavsede – vort ansigt afslører, hvem vi er her og nu!

Tænk på Kain! Kain der stod side om side med sin bror Abel. Kain der i modsætning til sin bror fik sin offergave forkastet – underkendt – og som efterfølgende slog sin Abel ihjel. Kain måtte sænke sit ansigt, ja han måtte skjule det.

Og Kain skjulte netop sit ansigt, fordi han så udmærket vidste, at dommen over hans misgerning – brodermordet – allerede stod malet i ansigtet på ham. Han var sjæleligt mærket langt før Gud satte sit berømte mærke i panden på ham! Det mærke som på en og samme tid gjorde ham både fredløs og fredet. På TRODS af brodermordet blev han beskærmet af Gud.

Herren velsigne og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse på dig og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Disse ord som lyder hver eneste gang vi samles om evangeliet i kirken, er også en tilsigelse af Guds beskærmelse til og over hver enkelt af os. Vi velsignes og bevares – vi lyses og løftes – netop for Guds ansigt. 

Ansigt til ansigt møder mennesket Guds ansigt. Det stærkeste udtryk for nærhed og tæthed. Al fremmedhed, afstand og søgen bliver afløst af samhørighed. En samhørighed – en kærlighed – som ser dig og vil dig lige meget hvad! Guds uforbeholdne hengivelse til sin skabning.

Sognepræst i Lyngby Jørgen Demant skriver det sådan i: ”Søndag morgen – mødet mellem Gud og mennesker”:

”Velsignelsens livsoverskud er at blive lyst på af et ansigt, der får én til at se på sig selv med andre øjne. At spejle sig i Guds blik er at komme ud af selvspejlingens blik, der ofte er det mest tyranniske blik, fordi det både rummer selvanklagens og selvmedlidenhedens blik.

Velsignelsens blik er at være set og kendt af det faderlige eller moderlige kærlighedsblik, som betingelsesløst og uforbeholdent vedkender sig én, som den man er. Som vil se til én med al den godhed og lykke, der kan tænkes, og som vil sørge for, at man får det, som man kan kalde et godt og ordentligt liv.

Og at være velsignet er at blive mødt af det nådige og lysende blik. At se bort fra det fordømmende og anklagende blik. Og i stedet spejle sig i Guds barmhjertige blik, det vil sige i Kristi blik, som ser bort fra det forbandede blik. Menneskets fejlfinderblik er forvandlet af Guds kærlighedsblik, som kan se det som andet og mere end et menneske, der er fyldt med skyld og skam over det fejlslåede liv.

 Og endelig er velsignelsens lys over mig som et solbad, hvor jeg gennemvarmet og gennemlyst får energi og kraft til at gå og handle. Som stod jeg foran Gud på den første jord – nyskabt og fri – klar til at tage verden i besiddelse. Og kunne og ville.  Ansigt til ansigt som et ansvarligt og selvstændigt menneske overfor Gud, der har sat mig til at værne og drage omsorg for det, som er hans og min verden. At blive velsignet er at få lyst og mod til at bære velsignelsens liv videre i den verden, som venter uden for kirkedøren”