– essayistiske freestyle betragtninger over den dogmefri teologi….
Klokken 10 mødes vi til en appetizer i kirkerummet. Lidt spredt salmesang, lidt monoton højtlæsning, lidt almene præstetanker, og så står den på vin og brød i beskedent mål. Det handler om ham, som kaldes ”Livets brød”.
Bagefter går vi hjem til præstens kone, som supplement til præstens prædiken har hun bagt en galopkringle til os. Den består af:
125 g margarine
75 g melis
2 æg
revet skal af citron eller appelsin
1 dl rosiner
3 tsk. kardemomme
225 g mel
3 tsk. bagepulver
Til sidst ¾ dl kold mælk.
Det slås sammen og formes til en krans, pensles med æg og drysses med mandler og the-sukker. Bages lige under midten i ovnen ved 225 grader i ca. 25 minutter.
Hun har udviklet kringlens idé og er begyndt at rulle den ud til et rektangel; og i midten fylde den med remonce. Derefter bukker hun ¼ af hver side inde overmidten. På den måde bliver den også lidt wienerbrødsagtig i fremtoningen. Hun er for år tilbage holdt op med at høre mandens prædikener; hun gik simpelthen sukkerkold. (Det skete cirka samtidig med, at han gravede dogmatikken ned ved siden af hunden.) Hun kan ikke lade være med at tænke på, at de arme sognebørn må have det på samme måde – de skal have noget at vågne op på igen. Det er det bedste hun kan give dem !
Vi sidder ved et langbord og der dufter af friskbrygget kaffe ! Duften er tyk og brun. Der er brugt gode bønner. Gad vide hvilket mærke det er ? Er der tænkt på ubudne gæster eller er det Irmas den blåternede ? Bordet er dækket med rødternede duge og det slagfaste institutionsstel er på bordet. Galopkringlen bliver andægtigt båret ind.
Der er en hyggelig stemning, alle kender hinanden. Snakken går, kaffen fyldes i koppen og der er sørme også piskefløde. Den afskårne kringle bliver sendt bordet rundt, sultne øjne vælger ubeskedent og stykket individualiseres over på tallerkenen. Alle mulige slags tandstillinger sættes i den. Uhm – hvor er den lækker – hvem har bagt ? – ros til ”bageren”. Og kaffen – som kun er for de indbudte – komplimenteres. Der er tilfredshed. Præstens kone har skabt rum og liv. Der er tilfredshed i stuen søndag lige før middag.
Der kommer præsten. Han skulle lige snakke med kordegnen og kirketjeneren. Og kjolen skulle børstes af og hænges ind i skabet. Resterne af Jesu blod og legeme er af-eksisteret. Hvor skal det gøre godt med kaffe og kringle.
Snakken går om lørdagens tv; om vejret og om de nye, der er flyttet ind henne om hjørnet. Flinke folk, mon de vil komme i kirken – det kunne være rart med nogle unge børnefamilier. Jo, præsten vil snart aflægge dem et besøg og byde dem velkommen i sognet. Ja, og nu kommer den nye salmebog snart – det er vist i pinsen. Og gamle fru Jørgensen bliver 90 på fredag. Der hygges, der drikkes kaffe og spises kringle – LIVETS BRØD !
Langsomt begynder de første at sive hjemad. De skal hjem og spise frokost – måske bare lidt let ovenpå kringlen. Præsten skal jo også have lidt søndagsro. En to tre – så er stuen tømt. Og tilbage står tomme kopper, tomme tallerkener og tomme galopkringlefade. Endnu en søndagsgudstjeneste er afholdt. Vi var da 17 i kirke inklusiv personalet. Men der er spist op. Og vi kom da til at sidde tæt sammen og mærke fællesskabet omkring kirkekaffen. Præstekonen overvejer allerede hvilken kage (måske skulle hun prøve at lave ægte wienerbrød), der kan samle menigheden næste søndag.
Den liturgiske kirkekaffe og den sakramentale kringle. Det er her fællesskabet er fælles. LIVETS BRØD. Gudstjenesten var appetizer’en til galopkringlen og den varme kaffe. Vi ses næste søndag. Gå med Guds fred.
GÅ DA FRIT... 