1. Når æbletræets hvide gren
strør blomster på min trappesten
og luften har det lyse skær
af nyudsprungne bøgetræer
så ved jeg det igen er maj
og sommer er på vej.
2. Nu er det Kristi Himmelfart
bag hvide skyer ser du klart
at sådan en velsignet sol
må komme fra hans kongestol.
Han åbner rummet over dig
og pinse er på vej
3. med vingebrus og helligånd
der løser vore tungebånd
så munden løber over med
hvad hjertet fyldes af og ved.
Et glædesbud forplanter sig:
Guds rige er på vej.
4. Det lignes ved det mindste frø
der tåler sne og frost og tø
og vokser til et vældigt træ
med fuglesang i blomsterlæ
det bedste man kan tænke sig
en forårsdag i maj.
~ Lisbeth Smedegaard Andersen 2011
