… jeg husker da vi for mange år siden havde Møllehave på besøg! Hans hurtig-kørende hjerne satte både organist og liturgi til vægs … fx. altergangens autoriserede “lirumlarum-remser” erstattede han med fortællingen om den barmhjertige samaritaner … at I nadveren tager Jesus det slagne menneske på nakken, slæber det på sygehuset og får det helbredt med kærlighed for hvad det måtte døje med – især i samvittigheden – og på den måde blev alterskranken en muddergrøft, hvor de tilstedeværende blev genoprejst med fornyet mod … og det kan man så mene om, hvad man vil … men pludselig gav hokus-pokus-ritualet mening for flere end de få … og prædikenen nå ja: morgenens avis var med under armen og den blev der læst højt af – og dagens tekst blev aktualiseret i meget lang tid med en højaktuel begivenhed og mange associationer … OG det var måske Møllehaves force at gøre hvad som helst nærværende og så måtte formen vige … og når formen viger, så kommer præsten måske for meget i centrum, vil nogen sige – især hvis man ikke kan li præsten … og se! præster vil så gerne elskes og derfor må de hele tiden markere sig både her og der – Møllehave ville også gerne elskes – selv nu, hvor han er død er der en kort film på DR, som måtte vises, når han var gået til ikke-væren, hvor han fortæller os, at han er væk!
GÅ DA FRIT... 