Kristendommen er en dogmatisk religion, idet den er formuleret ud fra nogle læresætninger (dogme betyder læresætning på græsk), som udgør fundamentet for den kristne lære. De fleste dogmer blev formuleret i den oldkirkelige periode dvs. i de første århundreder af kristendommens historie, ofte under store teologiske stridigheder. Men dogmer er ikke statiske grundsætninger. De må bestandig tolkes ind i en moderne kontekst og forstås i lyset af det liv, vi lever lige nu. Nogle af kristendommens dogmer er mere udskældte end andre. Det gælder de tre dogmer, der vil blive behandlet i de kommende numre af sognebladet: Treenigheden, arvesynden og dogmet om fortabelse og frelse.
(De 2 første artikler er skrevet af medlem af menighedsrådet lektor, cand.theol Marlene Jellesen og findes i Sogneblad 1 og 2 årgang 2011)
—
De udskældte dogmer III: Fortabelse og frelse
”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte” – sådan står der at læse i Lukasevangeliets kapitel 19 vers 10.
Med andre ord så hænger fortabelse og frelse sammen. Spørgsmålet er så, hvad ordene fortabelse og frelse dækker over. Det er, hvad denne sidste artikel i serien om ”De udskældte dogmer” vil forsøge at udfolde i korte vendinger.
Fortabelse som katastrofisme
Alle dage har menneskeheden været optaget af begrebet fortabelsen. Både før og efter døden.
I det levende liv kan angsten for fortabelsen omskrives til noget i retningen af: ”Hjælp, det er ude med os”. Scenarier, ikke mindst gengivet i spillefilm, om alt fra naturkatastrofer, over udslip af bakterier eller radioaktivitet til meteorangreb fra atmosfæren, har underholdt os siden stumfilmens dage. Når katastrofen så først har ramt, så venter vi alle med tilbageholdt åndedræt på helten, som ofte er udstyret med super kræfter eller anden overnaturlig styrke. Eller også er der et menneske i gruppen, som lader sig ofre for fællesskabets skyld og derved redder hele menneskeheden. Men dog sjældent uden at dø, og for det meste bliver vedkommende hyldet efterfølgende og kommer ad den vej til at fremtræde som en rollemodel for tilskuerne.
Men det er ikke kun indenfor film, at katastroferne har et stort publikum. Den franske filosof Pascal Bruckner (Information 15.07.2011) taler direkte om, at en katastrofisme fylder vanvittig meget – især i den vestlige verden. Det betyder, at vi i det daglige er fyldt op med frygt. Det være sig for kogalskab, terror, svineinfluenza, drivhusgasser, naturen, fødevarer og hver især kan vi sikkert fylde mere på vores kollektive frygt/fortabelses-liste.
Kristendommens udlægning af fortabelse
Inden for kristendommen har fortabelsestænkningen haft sit primære udspring i livet efter det jordiske liv – altså efter døden og her kædes fortabelse altid sammen med frelse. Kristus er og bliver garanten for frelsen – han er helten, der ofrer sig for menneskeheden, som i lydighed fastholder, at Gud er kærlighed. Mennesket er dermed fritaget fra at skulle frelse menneskeheden! Det er sket.
Tre udlægninger af fortabelse og frelse:
Den dobbelte udgang med en forestilling om, at alle mennesker på dommens dag vil blive fordelt i to grupper. De rettroende kan forvente den evige frelse. Hvorimod de ”vrang”-troende må forvente evig pine i helvede.
Evigheden deles ind i 2 rum: en himmel og et helvede, som blandt andet tolkes ud fra Matthæusevangeliets kapitel 25 vers 32-33 om den store verdensdom: ”Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.”
Det er en lære, der kendes fra en af oldkirkens store teologer Augustin (354-430) og som også lever hos reformatoren Martin Luther (1483-1546). Martin Luthers tro hjælper Philipp Melanchthon (1497-1560) var med til at formulere Den Augsburgske Bekendelse (aka CA), som også er Folkekirkens bekendelsesgrundlag. Bekendelsen er inddelt i paragrafer og i §17 står at læse:
”De (menighederne red.)lærer ligeledes, at Kristus vil komme til syne ved verdens ende for at dømme, og at han vil opvække alle døde. De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og bestandige glæder, men ugudelige mennesker og djævle vil han fordømme til at pines uden ophør.”
En af pointerne med denne § var dog at fastslå, at mennesket ene og alene frelses ved Guds nåde. Vi kan ikke selv gøre os fortjent til Guds kærlighed gennem egne gerninger. Og dog så er der mulighed for, at kun nogle udvælges til den evige frelse. Mens andre må forvente fordømmelse og pine. Jeg har ladet mig fortælle, at Luther vist nok mente, at kun meget få (og slet ikke ham selv) ville blive frelst – ja, faktisk ikke flere end, der kan tælles på 2 hænder. Dette faktum var Luther til fulde klar over og derfor kunne han også påpege:
”Mennesket skal med andre ord tro på, at det er frelst, og lade være med at søge bagom Guds aktuelle handling i Kristus. For mennesket kan ifølge Luther ikke forstå Guds motiver, så lidt som det kan se hvem der skal dømmes til evig frelse, og hvem der skal dømmes til evig fortabelse. Luther begrunder dette med, at hvis mennesket begynder at spekulere for meget over fortabelsens mulighed, vil det ikke længere kunne se forskel på Gud og Djævelen.” (Lektor i teologi: Hans Vium Mikkelsen, Aalborg Stift Årbog 2001)
Tilhængere af den dobbelte udgang lægger afgørende vægt på dommen. At Gud er dommer og dermed har sin suveræne frihed til at dømme hvem og hvor han vil. Derfor er både fortabelse og frelse en mulighed for Gud. Og vil vi mennesker hævde andet – for eksempel at alle bliver frelst – så er det at gribe ind i Guds frihed til at være gud. Vi tager dermed Guds suverænitet fra ham og det er om noget en synd.
Den anden store lære om det evige kaldes Frelsesuniversalisme eller apokatastasis, som betyder genoprettelse. En lære, som tror på, at alle mennesker vender tilbage til evig frelse hos Gud og som i Apostlenes Gerninger beskrives i kapitel 3 vers 21: ” (…) da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. Den første, der tænkte disse tanker, var kirkefaderen Origenes af Alexandria (ca. 185-245). Han blev senere dømt for kætteri på det 5. økumeniske koncil i 553 for disse tanker.
Synspunktet om alles frelse har dog siden vundet større udbredelse, blandt andet gennem den tyske teolog Schleiermacher (1768-1843). I nyere tids danske teologi er det især den nordjyske præst og teolog Kaj Mogensen, der har gjort sig til talsmand for denne lære og han skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad (12.03.2001): ”Jeg tror på, at Gud til sidst vil genoprette det faldne skaberværk, og at Guds vilje til at frelse ethvert menneske til sidst vil virkeliggøres.”
Den sidste af teorierne, som primært forkyndes i den ortodokse kirke, og som jeg derfor ikke vil bruge så meget tid på, er annihilations-teorien:
Annihilation betyder tilintetgørelse eller annulering og findes i to varianter. Den ene lægger sig i forlængelse af læren om den dobbelte udgang, men forstår fortabelse som en evig udslettelse frem for en evig pine, og bliver på den måde en mildere lære om dobbelt udgang.
Den anden annihilationsforståelse afviser læren om den dobbelte udgang. Det er det onde, som findes i mennesket, der vil gå fortabt. Dommen går ikke imellem to menneskegrupper, men tværs igennem det enkelte menneske.
Fortabelse som en eksistentiel erfaring
I det folkekirkelige landskab foregår der i perioder heftig diskussion mellem ”tilhængerne” af ”den dobbelte udgang” og ”alles frelse”.
For mig at se så er spørgsmålet om fortabelse og frelse ikke først begreber, der aktualiseres, når vi dør. Vi er i al evighed en del af Guds skabelse. Fortabelse i min teologiske optik er en af livets muligheder. Når vi stående på Herrens mark erfarer gudsforladthed og ramt i vores eksistens ikke aner vore (eller andres) levende råd. Når vi knap ved, hvem vi selv er, fordi tæppet er trukket væk under vores identitet, så er det, at en identitet står fast, nemlig at vi er i al evighed Guds. Så kan og skal vi ty til de Jesu ord, som jeg indledte denne tekst med: ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.
Jeg må derfor erklære mig enig med Kaj Mogensen og den kætterske tanke om ”alles frelse”. Vi lever vore liv på godt og ondt, vi svigter og vi fejler, vi glemmer både Gud og næsten. MEN på korset i følge Lukas beder Kristus for os med ordene: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”.
Med andre ord så genopretter Jesus vort forhold til Gud. Se, det er sand frelse.
(Budolfi Sogneblad 2011)
GÅ DA FRIT... 