Ultimative krav er en velkendt politisk disciplin, men erfares også i vores relationer f.eks. “hvis du ikke gør sådan og sådan, så vil jeg skilles”. Kravene modtages forskelligt: i god tro, med skepsis, undren eller latter. Når de så falder til jorden eller bliver gjort til skamme, så råber vi alle: løftebryder, løftebryder, løftebryder.
Peter er en af kristendommens legendariske løftebrydere. Han forlod familie og arbejde for at blive Jesu discipel. Men da alt kom til alt, så kunne han ikke forlade sig selv. Han kunne ikke give afkald på sit eget liv. Langfredag måtte han hele 3 gange benægte sit kendskab til Jesus. Dette på trods af, at han havde lovet: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig.” Ak ja, mennesket har gennem alle tider som oftest været sig selv nærmest og det vidste Jesus, da han på Peters løfte replicerede: “før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.”
Det ultimative krav, som vi stilles i dagens evangelium af ham, der er givet al magt i himlen og på jorden, virker voldsomt ja nærmest grænsende til det absurde for “hallo” (som de unge vist siger): At hade sine relationer og sig selv. Det kan intet menneske eller ? og hvordan passer det ind i vort billede af den ellers normalt så omsorgsfulde og flinke Jesus, der vendte den anden kind til og dermed lod kærligheden sejre, da mennesket myrdede ham på korset.
På trods af vores Jesus-glansbillede, så kræver han altså i dagens tekst, at du som discipel skal give afkald på dig selv og dine relationer. Det er et ufravigeligt krav, som ikke kan reduceres med lunkenhed til lunkenhed. Hade kan ikke sådan semantisk nivelleres og gøres til mindre, end det er. Så hvad i himlens navn gør vi? Vi der i dåben fik titlen Guds børn og hvor det i dåbsbefalingen lyder: Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple. Hvis svaret var enkelt, så ville det muligvis indbringe fred på jorden. Men svaret er ikke lige til.
Vi må – og skal – forstå, at Guds kærlighed er ultimativ. Vi skal anerkende, at Guds kærlighed ikke står til forhandling. Vi skal huske, at Gud ikke går på kompromis med sin kærlighed, der i al evighed ER konstant. Som Guds børn skal vi selvforglemmende give afkald på, hvad vi selv vil, kan og tror. Dette sagt i en verden, hvor vi døgnet rundt – året igennem – forhandler og kæmper om magten i det store som i det små: i familien om alt fra oprydning til farven på den nye bil – i foreningen om frivillighed og kontingentforhøjelser – i det kollegiale om hvem der laver for meget og hvem for lidt – i de folkevalgte organer om hvem der skal bestemme og hvad de skal bestemme. Det er nu engang livets vilkår, at vi konstant hugger en hæl og klipper en tå – at vi tilpasser, indrømmer og gør kompromiser for at komme videre …
Men Guds ufravigelige kærlighed til os er ikke et kompromis og den forpligter. Den kræver, at vi tager ansvar – vel vidende, at vort ego som oftest skygger for den anden, som Peters gjorde det, da det gjaldt. Guds kærlighed stiller os igen og igen i eksistensens alvor, hvor vi skal træffe afgørelser i det store som i det små. Teologen og filosoffen Løgstrup kalder det for spontane livsytringer – situationer der hverken kan konstrueres eller iscenesættes. De sker, når de sker og du handler selvforglemmende. Du går tur ved Limfjorden og ser et menneske eller en hund falde i vandet fra kajen. Spontant og uden tankevirksomhed springer du efter. Handlingen tjener din næste og hvem ved, måske du i det øjeblik er discipel.
Jesu’ tale er ofte fyldt med disse – for os – så uendelig umulige fordringer: som når han kræver, at vi skal elske fjenden! Skal borgerne i Ukraine virkelig elske de angribende russere? Kan vi elske den, der har frarøvet os alt?
Eller når Jesus belærer os om, at kun den rene må kaste med sten, som da de skriftkloge kom trækkende med en kvinder, der var grebet i utroskab og Jesus roligt sagde: den, der er ren, kan kaste den første sten! Er det muligt for os at lade både stenen og fordømmelsen af hinanden ligge?
Kristendommen er ingen religiøs manual. Vi er hinandens ansvar. Uagtet de umulige fordringer, som vi stilles, så kræver evangeliet også, at vi igen og igen vender blinket indad og reflekterer over eget liv og gøren. Som når f.eks. vort overjeg minder os om, at vi lovede hinanden langt mere end vi kunne holde – og en indre stemme fordømmende hvisker os i øret: løftebryder – løftebryder. Så må vi lige krybe til korset, se os selv i øjnene og sande, at Paulus måske ramte plet, da han formulerede den barske kendsgerning, at “det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.
Gud ske tak og lov for, at vi så midt i al denne selvreflektion over egen elendighed og uformåenhed og alverdens løftebrud kaldes ud, så vi ikke ender med at pille os i navlen resten af livet. Vi kaldes ud af stemmen, der har magten i himlen og på jorden. Den stemme der igen og igen siger: “Jeg er med Jer alle dage indtil verdens ende”. Guds egen stemme der vil, at vi med mod i hjertet skal turde møde de mange ultimative krav og modsætninger og lære at leve med alt det, vi hverken forstår eller formår. AMEN
(salmer: 726 – 447 – 163 — 292 – 752 v 4+5)
GÅ DA FRIT... 