Nøgne kommer vi ind i verden og nøgne, forlader vi verden. Det er lektien i dag hos såvel prædikeren fra Det gamle Testamente som fra Paulus. Budskabet om, at vi intet kommer med og intet kan tage med os er også bagtæppet for Jesu lignelse om den rige mand – hvor en konklusion kunne lyde: Vogt Jer imod havesygen!
Prædikeren – den første læsning fra det gamle testamente – indleder med et frontalangreb: Trangen til at eje er umættelig! Mer’ vil ha mer’!
Den rige er ikke lykkelig, næh for han er bekymret: tænk nu, hvis der skete noget med alle hans ting og sager og det øvrige skrammel, som han har slæbt til huse. Hans søvn bliver ødelagt af tankemylder og bekymring … for tænk sig, hvis nu?! Jordisk gods og guld er forgængelige størrelser. Rigdom er skøn at have, men den er også som et vindpust på en varm sommerdag – forfriskende og svalende og med et kan den være pist borte.
Prædikeren lægger derfor på fornemmeste vis bolden op til evangelieteksten om den rige mand, som samler til huse uden at skænke det en tanke, at hans liv kan blive krævet af ham samme nat.
Som med H. C. Andersens Konen med æggene. På vej til marked med sine æg fra den ene høne, hun har derhjemme – gør hun sig fantasier om hvad hun vil kunne købe for de penge, hun vil tjene på salget i dag: flere høns – ja, et helt hønseri – og måske endda et får – og så to køer og en skønne dag vil en galant mand komme og fri og hun ville blive gårdejerfrue: fin fornem og ærværdig. Hele denne opadstigende tanke får hende til at knejse lidt ekstra med nakken på vej til marked – pludselig falder alle hendes 20 æg ud af kurven og knuses på vejen sammen med alle hendes drømme.
Moralen må være, at lader man sig forføre til at drømme om de helt store planer, som ingen rod har i virkeligheden, så kan det ende så grueligt galt.
Vækst og fremgang kan forblænde og give os et forvredent blik på vores ejendele og låse os fast i et forskruet begær efter at få mere. Ak ja … det er hvad dagens tekster vil fortælle os! Betyder det så, at vi alle sammen i et ruf burde skaffe os af med vort gods. Forfatteren til Lukas-evangeliet ville uden tøven svare ja: gør dig fri i en fart – for mennesket kan ikke tjene både Gud og mammon. Den tekst kan vi med glæde se frem til søndag d. 5. september næste år. MEN indtil da kan vi jo hver især overveje om vi ønsker den frihed? Elsker vi ikke at pakke os med ting og sager – gerne i rigelige mængder …
Tillad mig her at gøre en ekskurs og fortælle lidt om den såkaldte velstands- eller fremgangsteologien, som har sit udspring af den karismatiske kristendom, der fylder godt i Amerika – men som også har gjort sit indtog på vore længdegrader. Her betragtes rigdom som et tegn på sand tro – jo mere “du tror” jo mere påstås det, at du belønnes med guld og grønne skove – plus en masse børn. Trosbekendelsen kunne snildt I den sammenhæng lyde: God bless my goldcard / på dansk Gud velsign min kreditkort. Det handler her om at vise sig frem til gudstjenesten: SE mig og mit succesfulde liv med min perfekte familie, der strutter af sundhed – og se mine mange penge, som jeg uden tøven hælder i prædikantens lomme. SE, Gud er med mig!
Det virker ejendommeligt i en evangelisk luthersk folkekirke at gøre Gud til kræmmer og i fuld alvor at prædike, at den rette tro – hvad end det så betyder – skulle udløse overdådig høst og fulde lader. Og hvad angår den såkaldt rette tro, så må jeg ihukomme den for længst afdøde præst: Ivar Heje, der var med til at oprette tidsskriftet Tidehverv for 100 år siden. Heje tog sammen med andre unge præster et vigtigt opgør med religiøs føleri og moralsk fromhed. OG Heje indledte gerne sine prædikener med en bøn og en af dem lyder: “Fader i himlen – vi bekender for dig – at vi ikke har tro – og ikke forstår din tale om liv og død – men vi beder dig – at du stadig vil tale til os om liv og død – at vi må leve livet og dø den død, vi er dig skyldige.”.
FOR spørgsmålet er jo om mennesket har en tro, som det kan blære sig med overfor andre – spørgsmålet er jo også, om vi i det hele taget har noget at vise frem overfor Gud – og om det i bund og grund er nødvendigt at ville lege Hjallerup marked med den Gud vi kender som sand kærlighed.
Den tro, vi har, skænkes vi i dåben – vi får den for intet – vi får den som små mennesker – som små nøgne mennesker – helt uden goldscards. Det er den kærlighed, vi skal leve i og af. Den er den guds kærlighed, vi bliver mindet om søndag efter søndag, når vi kommer til kirke – og omkring alterbordet gentages syndernes nådige forladelse, når vi deler brød og vin. SÅ vi har gud ske tak og lov altid noget at klamre os til og håbe på, når vi knuges af bekymringer bag den synlige og usynlige ligusterhæk – når vi i et splitsekund erfarer, at alt det vi stræber efter og puger sammen dybest set er ligegyldigt, som ham den rige mand, der lægger store planer, men dør om natten. ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”, skriver Lukas lakonisk.
Nuvel – hvad stiller vi op? Kan vi ikke bare lade os overmande af dovenskab – af ugidelighed, fordi vi ved, at alting kan tages fra os med et fingerknips? Og tørt konstatere, at vi fødes nøgne for at dø lige så nøgne – og derfor kan såre lidt betale sig.
SE, det er jo ikke rigdommen i sig selv, der klandres i dagens tekster – den må vi erkende er både god og nyttig at have. Problemet er, når vi knytter os til rigdommen, så den gør ufri, så den baster og binder os i verden – det er den kendsgerning, der anfægtes i alle tre tekster – thi rigdommen er flygtig: “Nøgne kommer vi ind i verden og nøgne, forlader vi verden”. Når vi elsker vores rigdom højere end alt andet sløres blikket for det vigtige i livet. Tiden går med at holde øje med alle sagerne – vogte godset, så ingen kommer rendende og stjæler fra os eller vi i anden henseende snydes … og mens dagene går med det, så ser vi slet ikke hinanden. Vi glemmer næsten – medmennesket. Da kalder også Jesus os ud af vores havesyge, ud til et liv, der er mindre selvcentreret – til et liv med færre bekymringer og i større fællesskab. AMEN
GÅ DA FRIT... 