Salmer: 291 – 396 – 294 – 20
Vi er nu nået til den 4. søndag efter opstandelsens morgen, hvor kvinderne kom ud til den tomme grav og en engel lod dem vide, at Jesus er gået den vej – opstanden fra de døde er han gået i forvejen.
Vi er også på vej, sådan er livet jo i al sin mangfoldighed: Den sidste officielle storbededag er vinget af, Struensees helligdagsreduktionsreform af 26. oktober 1770 er skrevet ud af kalenderen. Sognets konfirmander er velsignet og på vej videre for at holde blå mandag i morgen. AaB vandt endelig en fodboldkamp i torsdags og er snart på vej mod Parken for at spille pokalfinale. De lyse nætter er tilbage, vi er på vej mod sommer og alt hvad den årstid bringer af duftende hyld og hanegal over lyse sind, som Thøger Larsen digter løs i “Danmark, nu blunder den lyse nat”.
I kirkeåret er vi konkret på vej mod pinse – dagens evangelium kredser da også om den helt særlige begivenhed – måske ikke i direkte vendinger og så dog alligevel, når disciplene IKKE spørger Jesus: hvor går du hen? Efterhånden må de arme disciple være helt rundforvirrede … Jesus ved, at de føler sorg, det har de gjort stort set siden tiden efter påskemorgen, som har været en lang op- og nedtur for dem. Først var Jesus død – henrettet af folket – og så var liget borte – pludselig dukkede han op på vejen til Emmaus – og da brødet blev brudt og vinen skænket, så de ham i et splitsekund – de har været i tvivl grænsende til fortvivlelse – de har været bange og frygtet fremtiden. Jesus har til tider talt uforståeligt – sådan som johannæisk kan lyde, også i mine ører – han har sagt, at han er her og så er han her ikke og så er han her og så er han her ikke. Disciplene har forståelig nok spurgt efter mening og er ikke blevet meget klogere – gad vide om vi andre er blevet det? MEN så i dag fornemmer jeg, at der trods alt kommer lidt mere kød på skroget – for i dag lader Jesus disciplene og dermed os vide, at Talsmanden skal komme – talsmanden er sandhedens ånd og denne kan kun være her, hvis Jesus er borte – der er ikke plads til dem begge, det kommer jeg tilbage til, så lige nu er den opstandne i gang med at “installere” den ånd, der skal fortsætte med at levendegøre, hvad Jesu lod sine samtidige vide.
Sandhedens ånd skal fortsætte “arbejdet” med at repetere, hvad der en gang for alle er sket: at Jesus blev født – voksede op – gik omkring – spredte håb – helbredte syge – opvakte døde – gjorde tegn, som Johannes siger det … tog imod dem, igen kunne lide … døde på Golgata, mens han bad Gud tilgive alle og enhver – for på 3. dagen at lade kærligheden sejre. Sejre over døden og volden og hævnen og ondskaben. Sejre over alt det, vi mennesker griber til, når vi åbenbart ikke magter andet end os selv og vort eget lille ego! Jesus er med andre ord lige her og nu i gang med at bane vejen for at hans tro, hans håb og hans kærlighed vil og skal leve videre som sandhedens ånd … til glæde og gavn for hele menneskeheden – uden undtagelser.
Forsvinder Jesus “bare” sådan ud i det blå, som han jo på en måde gør på Kristi Himmelfart, så ville historien om ham blot være nok en historie på linje med Struensee og alle de andre dødelige skikkelser. Men fordi talsmanden kommer, så forbliver Jesu liv, død og opstandelse hos os i al evighed. Samtidig med at Jesu bortgang på Kristi Himmelfart bindes sammen med den prolog, der juledag lyder: Ordet blev til kød … Jesu bortgang og himmelfart fortæller os dermed, at Kristus er Guds ord. Og det fra nu af er talsmanden, der skal vidne, der skal gøre ordet levende i blandt os … der skal indgyde os mod … vel at mærke i Kristi navn. Alt hvad vi siger og gør i gudstjenesten skal drive på Kristus – det var hele Martin Luthers pointe – det skal vokse ud af Jesu liv, død og opstandelse … ud af hans tro, hans håb og hans kærlighed!
Kristi ord skal – med ordene fra Ezekiel, som blev læst fra alteret – fjerne stenhjertet fra jeres krop og give jer et hjerte af kød, som der står skrevet: “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre” og med ånden i hjertet er vi vej mod himmelfart – mod pinse. Vi er på vej mod “skin over vang som en morgen med sang”, som kun Grundtvig digter det – vi er på vej til at lade 16:30-gudstjeneste her i Klosterkirken efter postludiet i dag gå i dvale indtil det bliver september – vi er på vej til at AaB forhåbentlig bringer pokalen hjem til byen … vi er på vej som I.P. Jacobsen skriver mod: “Sommer var det, midt på dagen, i et hjørnet af hegnet” … vi er på vej mod byger, der går og kommer – vi er på vej, mens livet fortsætter trods op- og nedture – trods meningstab i det store som det små. Vi er på vej og måske vi i et splitsekund ser det hele – gennemskuer altings mening, som så atter er pist borte og vi måske igen er fanget i det fragmenterede, det usynlige, det ukonkrete, det forvirrede, det sorgfulde. Vi er på vej under opstandelsens fortegn – altid under den kærlighed, der sejrede over den nihilistiske død og ødelæggelse. Vi er på vej omsluttet af tro, håb og kærlighed – vi er på vej i troen på, at det er nok – godt nok – til både at leve og død på … på vej med ånden i hjertet … mens talsmanden vogter de små for falk og høg – vækker de dorske – styrker de svage – tugter de trygge – trøster de spage … vi er på vej … AMEN
GÅ DA FRIT... 