Den svære død

~ Henriette Pedersen

Skal vi genoplives eller skal vi ikke? Hva’ hvis vi er tudsegamle eller uhelbredeligt syge?

Vi bliver nødt til at blive bedre til at tale om døden. Ikke kun i sundhedsvæsenet men overalt. Kronikken af Marie Seibæk og Jørgen Jeppesen (begge overlæger) er et fint indlæg i en tiltrængt debat.

“… Loven er lavet for at beskytte patienterne. Og det er smukt. Patienterne må hverken påtvinges behandling eller berøves behandling. Det lyder helt rigtigt. Problemet er bare, at loven i rigtig mange tilfælde slet ikke passer til eller på patienterne. Livets skrøbelighed får trange kår i en kølig og stringent lovtekst. Udgangspunktet i loven er, at alle ønsker at vide alt – også når den sidste time er nær. Og sådan forholder det sig ikke. Udgangspunktet er også, at døden er noget, vi er herre over. Og sådan forholder det sig heller ikke. Loven siger ikke et ord om, at døden er den naturlige afslutning på et langt liv …”

Læs hele kronikken her: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1208052/lad-vaere-at-doe-i-min-vagt/

Fra “Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe”

~ Henriette Pedersen

En kollega gjorde mig opmærksom på ovennævnte bog af Suzanne Brøgger og gav en smagsprøve: Den forfriskende S. Brøgger om Else Marie Bukdahl i forhold til – eller snarere i modsætning til ateisterne:

“E.M. Bukdahl bekender sin tro og tilhører ikke disse missionerende ateister, som i hele deres fanatisme kun afslører deres umusikalske farveblindhed. De tror åbenbart ikke der er brug for Tjekhov, bare fordi man har opfundet brødristeren….. Gudsfornægterne er ekstra religiøse, fordi de åbenbart tror, at der findes noget at fornægte. Men først og fremmest afslører de i deres iver efter at omvende andre til deres lille forkølede verdenssyn, at de aldrig har været… ude på det dybe og fornægter derfor hårdnakket det høje. Men hvem ved, måske er de heldige – disse temmelig uerfarne væsener, der vælter uvidende omkring på jorden. De har hverken fået deres hjerter kogt eller stegt ved kærlighedens gåde…”

Jeg kan desværre ikke henvise til siden i bogen! Derfor er der nu al god grund til selv at læse den.

Tabuer og tynde nerver

~ Henriette Pedersen

Af-stigmatisering

Om ikke så lang tid skydes den store landsdækkende AF-STIGMATISERINGS-KAMPAGNE i gang. Landets 5 regioner og en lang række bruger- og pårørendeorganisationer har bestemt sig for at sætte fokus på de forskellige psykiske lidelser. Den generelle mangel på viden om sindslidelser har været med til at cementere et negativt billede af personer med psykiske problemer. Derfor vil kampagnen forsøge at få afdækket de tabuer, som cirkulerer imellem os alle. Det være sig blandt de såkaldt raske, de kronisk syge, de tidligere syge, ægtefæller, kærester, arbejdspladser, venner, bekendte, familier og i sundhedssystemet.
Stigma kommer af græsk og betyder brændemærke. Og i en nylig udgivet undersøgelse oversættes stigma med ”miskrediterende særtræk” og henviser til en gruppe, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra normen eller fra idealbilledet om det velfungerende menneske.
Mens jeg læste mig igennem rapporten, så stod det mig på en gang lysende klart, at Jesu gang på jorden på en måde kan beskrives som en lang AF-STIGMATISERINGS-KAMPAGNE.
I rapporten er der udsagn fra både raske og syge mennesker og det jeg især måtte hæfte mig ved, var skammen over at leve med en psykisk lidelse. Alt for mange vil helst leve i det skjulte med deres sygdom. For eksempel vil 1 ud af 5 skjule sygdommen for deres partner, nære venner og familie. 1 ud af 4 vil helst ikke fortælle kollegaerne noget. Tænk sig, hvor mange kræfter et menneske, der i forvejen har det skidt skal bruge oveni for at holde facaden… altså lige indtil den krakelerer.
Men kristendommen vil ikke, at vi skal skjule vores tynde nerver og slet ikke, at vi skal skamme os over dem.  Alt kan tåle at komme frem i lyset og alle slags problemer var Jesus vedkommende. Hans løsninger pegede altid hen på fællesskabet. Og så er det faktisk et fedt, hvad vi har med os i bagage. Vi er velkomne med al vores skam og skyldt.
Jesus mødte med andre og mere moderne ord mennesket, hvor det nu engang var. Peter der svigtede, Judas der forrådte. Kvinden der blev grebet i hor, tolderen der krævede penge ind til besættelsesmagten, farisæeren der stædigt holdt fast på sin religiøse doktrin. Han mødte lamme, spedalske, blinde, forrædere og alle os andre. Og det han ville er, at vi skal leve vort liv i fællesskab med hinanden. Hvis nogen havde dømt os ude, så ændrede han nådigt den dom og dømte os inde. For intet menneske skal nogensinde overlades til sig selv og sit eget mørke.
På grund af denne grænseløse kærlighed til sit medmenneske blev Jesus langfredag klynket op på korset. Og på det kors tog han alle vore ”miskrediterende særtræk” med sig, Han kunne have valgt en anden løsning, f.eks. være steget ned, gået sin vej og dermed valgt sig selv. Men han valgte os, han hang for os og gik så at sige planken ud og fik ad den vej det sidste ord (kom i Budolfi og Klosterkirken i påsken og hør dem udlagt!)
Kærligheden viste sig dermed i kød og blod at være den konkrete Guds virkelighed. Det er den grænseløse kærlighed, som vil, at også vi skal leve vort liv med de mentale sårmærker, som ethvert menneskeliv pådrager sig i mere eller mindre grad.
Omsluttet af Jesu Kristi kærlighed skal vi turde rumme hinanden og få modet til at tale højt om de såkaldt ”miskrediterende særtræk”, så intet menneske behøver at gemme sig i skam over ikke lige at passe ind i den norm, som efterhånden, og Gud ske tak og lov for det, er blevet langt mere broget og mangfoldig end engang.

Danske Regioner, Dansk Sundhedsinstitut og Det Nationale Forskningscenter For Velfærd: ”Stigma og psykiske lidelser – som det opleves og opfattes af mennesker med psykiske lidelser og borgere i Danmark”.  2010

(from påskeklumme i Budolfi Sogneblad 2011)

C.G. Jung skriver:

~ Henriette Pedersen

”Det overvældende flertal af mennesker er helt ude af stand til individuelt at sætte sig ind i sjælen hos et andet menneske. Dette er oven i købet en ganske sjælden kunst, der ikke engang rækker særlig langt. Selv det menneske, som vi mener at kende allerbedst, og som selv bekræfter over for os, at vi forstår det helt til bunds, er i grunden fremmed for os. Det er anderledes. Og det yderste og bedste, som vi formår at gøre, er i det mindste at ane dette Andet, at agte det, og at vogte os for den voldelige stupiditet at ville tyde det.”

(§ 363)

et glimrende link!

~ Henriette Pedersen

http://aalborgstift.dk/Publikationer/Stiftsbogen/Stiftsbog2001/dom-og-frelse.php

Uddrag af Hans Vium Mikkelsens tekst:

” (…) Frelsen er altså altid indeholdt i dommen. Dommen er altså altid indeholdt i frelsen, omend der er en kvalitativ forskel på de to. Frelsen er altid Guds sidste ord. Det sidste er sagt som et udtryk for det håb, hvori og hvor ud fra det kristne menneske lever. Det er ingen intern konflikt i Gud, når Gud beskrives som værende både kærlig og retfærdig. Netop i sammenstillingen af Guds kærlighed og retfærdighed brydes menneskets egen erfaringsverden, hvor kærlighed og retfærdighed ofte ses som to modsatrettede bevægelser. (…)

HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE?

~ Henriette Pedersen

HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE? en refleksion over forholdet mellem hvorfor og hvordan.

Et af de første spørgsmål som oftest melder sig, når vi rammes af sygdom, naturkatastrofer og andre uforudsete hændelser er: HVORFOR? Hvorfor skal netop jeg rammes? Er der en overordnet plan med MIN lidelse? Er der en rød tråd i tilværelsen og dermed en mening med, at jeg (eller andre) skal rammes. Er vi i virkeligheden brikker i en guddommelig plan, hvor vi ender op i at tillægge lidelsen en højere mening, som i sidste ende skal føre os til frelse? Eller betyder min lidelse, at jeg en gang for alle er forkastet, fordømt og dermed kastet bort til evig fortabelse?

Det er spørgsmål, som altid har summet med, når det frygtelige sker. Vi kan ikke lade være med at søge mening i det meningsløse! Lad mig derfor straks slå det fast, at for mig som menneske og præst, er lidelsen meningsløs. Jeg kan ikke se den højere mening i hverken jordskælv, cancer, trafikuheld eller sindslidelse. Continue reading “HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE?” →

NOGET OM TID

~ Henriette Pedersen

”Timerne går, behøver jeg at sige det. Timerne vikler sig ud og ind mellem hinanden, vælter rundt mellem søvn og faste spisetider. Om morgenen får man som regel en hel bunke ind ad døren, hvor de ligger og roder rundt, timerne, fortvivlede, indtil man tager dem op i hænderne, hvis man tager dem op i hænderne: ind imellem kan det være en fordel bare at lade dem løbe gennem hænderne uden at vide hvor de bliver af, uden at vide hvor de forsvinder hen, hvis de forsvinder, hvis de ikke bare har lagt sig bag radiatoren, sammen med selvangivelsen: andre gange skal man virkelig, og så snart de kommer ind ad døren, timerne, skynde sig at få dem organiseret, i hovedet eller i en kalender, man skal skynde sig at opdele dem i grupper, gerne efter farve, størrelse, navn, ja, man skulle ikke tro det, men de fleste timer lyder faktisk et navn: uanset hvad man gør, skal man passe på ikke pludseligt at løbe tør for timer, det kan gå frygteligt galt, og det ser så fjollet ud (mennesker der løber tør for timer, kan man kende på deres ledeløse gang) skulle alt gå galt, findes der imidlertid de såkaldte låneordninger.”

Katrine Marie Guldager