”Timerne går, behøver jeg at sige det. Timerne vikler sig ud og ind mellem hinanden, vælter rundt mellem søvn og faste spisetider. Om morgenen får man som regel en hel bunke ind ad døren, hvor de ligger og roder rundt, timerne, fortvivlede, indtil man tager dem op i hænderne, hvis man tager dem op i hænderne: ind imellem kan det være en fordel bare at lade dem løbe gennem hænderne uden at vide hvor de bliver af, uden at vide hvor de forsvinder hen, hvis de forsvinder, hvis de ikke bare har lagt sig bag radiatoren, sammen med selvangivelsen: andre gange skal man virkelig, og så snart de kommer ind ad døren, timerne, skynde sig at få dem organiseret, i hovedet eller i en kalender, man skal skynde sig at opdele dem i grupper, gerne efter farve, størrelse, navn, ja, man skulle ikke tro det, men de fleste timer lyder faktisk et navn: uanset hvad man gør, skal man passe på ikke pludseligt at løbe tør for timer, det kan gå frygteligt galt, og det ser så fjollet ud (mennesker der løber tør for timer, kan man kende på deres ledeløse gang) skulle alt gå galt, findes der imidlertid de såkaldte låneordninger.”
Katrine Marie Guldager
GÅ DA FRIT... 