Da jeg var barn, løb jeg hurtigt,
men tiden var langsom.
Nu er det omvendt.
Hver ny årstid
lægger sig til alle mine årstider
i styrke og skønhed;
hvert forår endnu grønnere,
hvert efterår endnu mere svangert.
Jeg græder når børn synger.
Jeg genkalder mig min mors hænder.
Jeg er blevet sært optaget af fugle.
Jeg forsøger at afgøre, om ikke rødbøgens løv
har den sprødeste raslen af alle blade?
Det er livet om at gøre at få plantet latyrus.
Nu er det for sent at dø ung.
Helle S. Søtrup ~ ‘Armeret med fjer’
GÅ DA FRIT... 