Muskulær kristendom

En juleklumme!

I den sidste halvdel af det 1800-århundrede var victorianismen fremherskende i Storbritanien. Kodeordene for denne isme var arbejdsmoral, pligtfølelse og selvstændighed. Enhver for lystbetonet adfærd blev forkastet. Gudsfrygten var streng og kristendomsforståelsen bar i det hele taget præg af en streng puritanisme.

Midt i denne tid voksede så den “muskulære kristendom” frem. Foruden at ovenstående skulle efterleves, så skulle hin enkelte også stræbe efter fysisk sundhed. Det vil sige, at det var mandens opgave at udvikle en kraftig maskulinitet gennem en veltrænet krop. Tanken man fandt tilbage hos Paulus, når han skriver: “Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.” (1 Kor 9,24-27).

Den muskulære kristendom satte i de følgende år spor verden over, hvor kristne grupperinger dannede sportsklubber. I USA hvor basketball og volleyball blev udviklet i YMCA-regi. Herhjemme dannede KFUM i 1918 en idrætsafdeling, der tilbød både sundhed og fællesskab. Bevægelserne har siden ændret karakter og i dag dyrker både kvinder og mænd sport side om side og det være sig på alle planer fra hygge-motion til elite-niveau. En behagelig hverdagssekularisme har sneget sig ind og dermed er der også skruet gevaldigt ned for den puritanismen, der kendetegnede bevægelsen i tidernes morgen.

Så kunne én tro, at den muskulære kristendom i sin oprindelige form er død. Men nej det er den ikke. Den danske teolog, journalist og debattør Iben Thranholm har flere gange peget på den russiske præsident Putin som en kristen verdensleder, der repræsenterer en åndelige fornyelse ved at fremhæve og værne om de kristne værdier. Når Putin troner frem i bar overkrop på ryggen af en bjørn eller en hest eller går gennem tundraen med et voldsomt våben i de lige så bare næver eller når han redder løver eller flyver med traner så er han “muskulær kristendom”.

Thranholm skriver i Kristeligt Dagblad 20.01.2012: “TABET AF MASKULIN kraft i kristendommen kan få en fatal udgang for den verdenshistorie, som skrives i disse år. Når kristendommen gøres til slap, blodfattig samtaleterapi drænet for testosteron, gøres den samtidig passiv og verdensfjern. Hvad der er brug for, er en muskulær kristendom, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer.”

Tak for kaffe – kan jeg ikke andet end tænke her på vej ind i adventstiden, hvor vi sammen verden over igen i år vil fejre det lille Jesusbarn. Kristendommen er skrøbelighedens væren i verden – præcis som et nyfødt barn er det. Og ja skrøbelighed kan bestemt anskues som både slap og blodfattig, men gør det noget? ER budskabet ikke netop julenat, at med krybbebarnets fødsel følger Vorherres eget ønske om fred til alle! Fred mellem folkeslag, fred mellem mennesker i dagligdagen, fred mellem mennesker i familien – og så ikke mindst ønsket om fred med os selv. At vi hver især får modet til at være, hvem vi er på trods af vore forskelligheder. Det giver mening!

Skrøbeligheden er et grundvilkår – et livsvilkår, som ingen af os kan melde sig ud af og det lige meget hvor veltrimmede vi så måtte være på det fysiske, psykiske, spirituelle, økonomiske etc. plan. Derimod skal vi midt i det skrøbelige lade julefreden sænke sig over krop og sind – og måske der så også bliver plads til den glæde, der fødes julenat. GLÆDELIG JUL!