Syng, syng, lov-syng livet – læg nakken tilbage, fyld lungen med luft, lad ilten da ilte dit blodrøde blod, så hjertet må pumpe og hjernen – den auditive cortex må aktivere din sang … syng, syng, lov-syng Skabelsen.
Syng, syng, lov-syng livet som Maria, der brød ud i sang, sang, lov-sang, da hun hos kusine Elisabeth mærkede 1-2-3-4 barne-spjæt i måske 6/8 dels takt – præcis som da poeten Benny A brød ud i tone og ord – i 6/8 dels takt og lovpriste tilværelsen: kolon ”Tidens mælketand. Verden er ny for dit øje. Folk er to-tre meter høje så de må bøje sig ned til dig. (Barndommens land) – ja, da hun – Maria – mærkede 1-2-3-4 barne-spjæt i sit moderliv, og hun på stedet – måske i 6/8 takt og uden svinkeærinder blev fyldt op og ud med Helligånde (Luk. 1,39ff.).
Syng, syng, gå i sang-ud-brud som englen og dens medfølgende himmelske hærskare gjorde det i lutter lovsang på Betlehems marker hin nat, da Skaberen selv brød ud af evigheden, fyldte sin egne små spæde barnelunger med luft og ramte timeligheden med en afgørende iltmættet vejrtrækning, der fik verden til at bryde ud i sang (Luk. 2,14) … sang, lov-sang.
De brød ud – Maria – englene – GudJesus – folket – og vi bryder ud – for det er jo i bund og grund det eneste, vi mennesker kan, når vi sådan pludselig står overfor det glædelige – omringet af det mirakuløse – underlagt det forunderlige – konfronteret med det mageløse – ja, overfor det som vi uden at vide hvorfor vi overhovedet bliver inddraget i og omsluttet af – ikke kan andet end lade os bade i – bade i og lade os overøse af himmelsk livgivende velsignelse og kærligt omsiggribende nærvær …
Saulus – Paulus – den frygteligt alvorlige og ganske ofte udskældte hedningeapostel – formanede og belærte – bestemt og opbyggeligt Efesos-kirken om at de skulle: kolon ”tal(e) til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, – syng og spil af hjertet for Herren.” (Ef 5,19) opmuntrede Paulus dem til.
OG derfor synger, synger, lov-synger vi Skaberen, når organisten søndag efter søndag – år ud og år ind – ihukommer hviledagen og tager os med på lov-syngende søndags-udflugt !!! Efter at bedeslagenes Fader-Søn-Helligånd / Fader-Søn-Helligånd / Fader-Søn-Helligånd har lydt over byens tage – så sætter orglet – den store tone-mekaniske spilledåse med den gigantiske lunge-maskine – os i gang, vækker os, giver tegn til, at kirkeskibet skal lette … lette – bare for en stund lette – for at vi sammen kan og SKAL og vil lov-synge livet trods synd og død – for at vi sammen skal fylde kroppen med den livgivende ilt, som har sit egentlige ur-spring i skabelsen selv – dengang ALT var øde og tomt og Gud med sit STORE ord skabte og SÅ, at det var godt!
ET tonefyldt take-off – et åndeligt frikvarter om man vil, hvor vi hjertens gerne må sætte hverdagens trummerum på standby – og bare lægge nakken tilbage – tilbage for at TAKKE Gud for den signede dag – TAKKE ham for, at vi – sammen med alle øvrige folkeslag uden undtagelse for EVIG og ALTID er hans … TAKKE bare TAKKE … imens tonerne – fra orgel og menneske gribes – opfanges af evigheden … for langsomt at fortone sig i det største af alle NU’er for, at vi bliver mindet os vort sande jeg – som Guds elskede skabninge – landes vi atter langsomt – for at rejse os – gå ud på gaden – ud i verden … fortsætter livet – klar til dagen og den nye uge … tanket op af sang, sang, velsignende livs-sang … AMEN
En bundet opgave: ”POETRY SLAM over Davids salme 108 & 107 i uddrag” i anledning af min gode organist-kollega Margrethe T. Østergaards 60 års jubel-fest! Min tekst indgik som et af ledene i ”Ouverture i form af lille fest gudstjeneste”
De 2 salmeuddrag fra GT:
Sl. 108
v1 En sang. Salme af David.
v2 Mit hjerte er trygt, Gud,
jeg vil synge og spille.
Vågn op, min sjæl,
v3 vågn op, harpe og citer,
jeg vil vække morgenrøden. v4 Jeg vil takke dig blandt folkene, Herre,
jeg vil lovsynge dig blandt folkeslagene.
v5 For din godhed når helt op over himlen,
din troskab til skyerne.
Sl. 107
v33 Han kan gøre floder til ørken,
kildevæld til udtørret jord,
v34 frugtbart land til saltørken
på grund af beboernes ondskab.
v35 Han kan gøre ørken til oase,
den tørre jord til kildevæld;
v36 dér lod han de sultende bo,
og de grundlagde en by, hvor de kunne bo.
v37 De tilsåede marker og plantede vingårde
og høstede deres afgrøde.
v38 Han velsignede dem, og de blev talrige,
han gav dem rigeligt kvæg.
v39 Men de blev få, og de bøjedes
under tryk af ulykke og møje.
v40 Han, som overdænger stormænd med foragt,
lod dem flakke rundt i et uvejsomt øde.
v41 Han reddede den fattige af nød
og gjorde slægterne talrige som småkvæg. v42 De retskafne skal se det og glæde sig,
munden skal lukkes på al uretfærdighed.
v43 Den vise skal mærke sig dette,
han skal give agt på Herrens trofasthed.
GÅ DA FRIT... 