1. søndag efter påske 2023

Første søndag efter påske 2023 i Frederikskirken – den danske kirke i PARIS.

Salmer: 736 – 31 – 750 – 164 – 749

Hvad skal der til for at tro … i det hele taget, hvad vil det sige at tro … det er et spørgsmål, der har optaget mennesket i mange sammenhænge. Ofte vil vi gerne se for at tro … se, at det er sandt. Vi stoler åbenbart primært på vores øjne.

Da Marco Polo (opdagelsesrejsende og handelsmand fra Italien 1254-1324) i 1292 rejser mod øst støder han ind i et næsehorn på Java. Han ved ikke, at det er et næsehorn, men det ved vi, der lever i tiden efter, at ALT, der kan vejes, måles og kategoriseres ER navngivet og klassificeret. 

Det er første gang, han overhovedet ser et sådant væsen – han aflæser et par detaljer, som han genkender: 4 ben og et horn midt på snuden… ergo må det være en enhjørning. Men jo mere han kigger jo mere bliver han i tvivl … for enhjørninger er jo både hvide og slanke – den her har (ifølge hans egne optegnelser) “oksepels og fødder som leonfanter”. Hornet er sort og væsenet er slet ikke spor yndefuldt: tungen er tornet og dets hoved ligner et vildsvins. Marco Polo beskriver selv, hvad han så: “Det er et meget hæsligt dyr at se på. Det er ikke, som man siger her, således, at den lader sig fange af en mø. Men det er omvendt”. (Umberto Eco: Kant og Næbdyret p. 64)

Det bør for en ordens skyld tilføjes, at enhjørningen var en del af den kristne symbolik – den kom ind via en oversættelsesfejl, hvor det hebræiske ord (Re’em) for vildbøffel blev oversat til enhjørning. I korsriddertiden afbilledes Jomfru Maria gerne med en såret enhjørning i skødet. Sårene kommer fra de spyd, som soldater langfredag havde stukket i den – Kristussymbolikken ligger lige for. Et billede fra en kirke – jeg husker ikke lige hvor i Danmark – viser ærkeenglen Gabriel (ham der lod jomfruen vide, at hun skulle føde det lille Jesus-barn), der ankommer med 4 hunde ved sin side og jager en enhjørning hen i Marias skød. I Aalborg Kloster hænger der i en af de gamle munkestuer en korsfæstet Jesus – og over ham svæver – måske beskyttende – 2 enhjørninge med kroner på hovedet.

Med andre ord så “levede” enhjørninge på den tid i bedste velgående i både religion/myter/kultur/kunst … Marco Polo kunne derude i Java have tilføjet et nyt dyr – det han rent faktisk så – til de levendes univers af alverdens pattedyr, men i stedet valgte han at korrigere den gældende beskrivelse af enhjørningen, den han havde set på diverse ikoner og malerier … han skabte overensstemmelse, så andre fremover ville kunne genkende væsenet, som det i virkeligheden så ud.

I evangeliet i dag møder vi Thomas – han er også i tvivl om, hvad og hvem han ser. Han har hørt, at Jesu krop var pist-borte påskemorgen – den morgen, da kvinderne kom til graven for efter skik og brug at se til liget og smøre det med salver. Han havde hørt rygtet om, at en engel havde forskrækket kvinderne, da den sagde, at Jesus var opstået og gået dén vej. Han havde også hørt, at de blev så bange, så de måtte rende deres vej. Han havde hørt … både det ene og det andet … men kunne han nu også stole på det. 

Måske Thomas vidste, hvad også vi kan erfare, at det sagte kan udvikle sig – kan ændre indhold eller mening: det kan blive til det rene ingenting – det kan blive til sladder og misforståelser – hvad vi hører kan blive mistolket – sådan er kommunikation – vi ved i bud og grund aldrig, hvad folk hører, når vi fortæller noget … og slet ikke når det er så vildt som, at en korsfæstet mand – forladt af Gud – angst og ensom DØR; for da at blive pillet ned af korset, gravlagt og derpå i triumf sejrer over døden – snyde destruktionen – narre undergangen og så bare gå evigt videre i livet … det er jo grænsende til det absurde – for nogen nonsens – for andre en utopi OG i kristendommen det fundament, vi kender som Kristus: som den evige kærlighed, der tåler ALT – også mennesket med dets til tider livsfornægtende valg. Vi vil så gerne selv se – se med vores egne øjne! Så vi får indblik i sår-mærkerne – så troen på påskemiraklet bliver håndgribeligt – konkret – til et noget, der er til at føle på. 

Vi vil se for at turde tro … vi vil se for troværdighedens skyld … Thomas vil … OG da er det, at Jesus kalder ham frem og siger: så mærk! Noget sker – noget forandrer … spørgsmålet er om det i virkeligheden handler om at stikke fingrer – hænder – arme ind i Jesu blodige kød, som var Thomas en slagter eller en kirurg – ELLER om det i bund og grund ikke langt mere handler om, at der skabes en relation mellem den opstandne: Kristus og ham tvivleren Thomas … jeg tror det sidste: for tro ER relation mellem Gud og mennesket.

Gud kommer til os, når vi fejrer gudstjenesten sammen, som vi gør det lige her og nu i Frederikskirken. Han kommer til os, når vi hører ordet – synger salmerne – når vi døbes – når vi holder altergang – når der inviteres til bryllup eller konfirmation – og når livet er levet til ende og vi kommer med vores døde for at sige tak og farvel på ordene om det evige liv i Guds nærvær. Måske det – når alt kommer til alt – handler om, at vi kommer til at se, når vi hører … hører ordene om, at vi er Guds elskede børn – når vi hører ordene om, at vi S K A L elske vores næste – i særdeleshed hvis næsten er vores fjende og det synes mere end umuligt … når vi forlades vores synd og tilgives selv det utilgivelige … når helligånden blæser livsmod ind i vores hjerte, så vi tør vælge det gode og ikke spærrer os inde: bange for verden og hinanden og alt det ukontrollerbare – det uforudsigelige – det vi ikke forstår – eller tør konfronteres med – det vi ikke sådan kan aflæse (næstehorn eller enhjørning) – det vi ikke kan tyde …

Jesus inviterer Thomas og os andre ud! Thomas og hans venner var bange for jøderne – og her skal det for en god ordens skyld understreges, at det ikke var den gængse jøde – men det derimod var det etablerede præsteskab, der i blodrus førte an i koret, der skreg KORSFÆST HAM!  Jesus kalder os ud – hver evig eneste gang vi korsfæster, tvivler og ønsker syn for sagn … han kalder os ud med ordene: FRED VÆRE MED JER!