vi fik
ikke faste pladser
eller lyssej med safran
måske fik vi heller ikke – eller fik vi
drømmen om
meget mere mening
den store selvforglemmende utopi
må vente
– stunden er oprunden til jubilarisk tidsfordriv!
fragment, præk, repris, teologisk tidsfordriv … og hunde ❤️ – UNDSKYLD!
vi fik
ikke faste pladser
eller lyssej med safran
måske fik vi heller ikke – eller fik vi
drømmen om
meget mere mening
den store selvforglemmende utopi
må vente
– stunden er oprunden til jubilarisk tidsfordriv!
støvbad
hvor du krampede
din sidste dødstrækning
næste…
der mules
regnormene ligger højt i år
nogen må dø!
Undskyld!
bambus
bambum
bambi
bambo
(…) bamborum
Hvorfor skal rødspætter have lige så dybt vand som hvaler? (Storm P)
– essayistiske freestyle betragtninger over den dogmefri teologi….
Klokken 10 mødes vi til en appetizer i kirkerummet. Lidt spredt salmesang, lidt monoton højtlæsning, lidt almene præstetanker, og så står den på vin og brød i beskedent mål. Det handler om ham, som kaldes ”Livets brød”.
Bagefter går vi hjem til præstens kone, som supplement til præstens prædiken har hun bagt en galopkringle til os. Den består af:
125 g margarine
75 g melis
2 æg
revet skal af citron eller appelsin
1 dl rosiner
3 tsk. kardemomme
225 g mel
3 tsk. bagepulver
Til sidst ¾ dl kold mælk.
Det slås sammen og formes til en krans, pensles med æg og drysses med mandler og the-sukker. Bages lige under midten i ovnen ved 225 grader i ca. 25 minutter.
Hun har udviklet kringlens idé og er begyndt at rulle den ud til et rektangel; og i midten fylde den med remonce. Derefter bukker hun ¼ af hver side inde overmidten. På den måde bliver den også lidt wienerbrødsagtig i fremtoningen. Hun er for år tilbage holdt op med at høre mandens prædikener; hun gik simpelthen sukkerkold. (Det skete cirka samtidig med, at han gravede dogmatikken ned ved siden af hunden.) Hun kan ikke lade være med at tænke på, at de arme sognebørn må have det på samme måde – de skal have noget at vågne op på igen. Det er det bedste hun kan give dem !
Vi sidder ved et langbord og der dufter af friskbrygget kaffe ! Duften er tyk og brun. Der er brugt gode bønner. Gad vide hvilket mærke det er ? Er der tænkt på ubudne gæster eller er det Irmas den blåternede ? Bordet er dækket med rødternede duge og det slagfaste institutionsstel er på bordet. Galopkringlen bliver andægtigt båret ind.
Der er en hyggelig stemning, alle kender hinanden. Snakken går, kaffen fyldes i koppen og der er sørme også piskefløde. Den afskårne kringle bliver sendt bordet rundt, sultne øjne vælger ubeskedent og stykket individualiseres over på tallerkenen. Alle mulige slags tandstillinger sættes i den. Uhm – hvor er den lækker – hvem har bagt ? – ros til ”bageren”. Og kaffen – som kun er for de indbudte – komplimenteres. Der er tilfredshed. Præstens kone har skabt rum og liv. Der er tilfredshed i stuen søndag lige før middag.
Der kommer præsten. Han skulle lige snakke med kordegnen og kirketjeneren. Og kjolen skulle børstes af og hænges ind i skabet. Resterne af Jesu blod og legeme er af-eksisteret. Hvor skal det gøre godt med kaffe og kringle.
Snakken går om lørdagens tv; om vejret og om de nye, der er flyttet ind henne om hjørnet. Flinke folk, mon de vil komme i kirken – det kunne være rart med nogle unge børnefamilier. Jo, præsten vil snart aflægge dem et besøg og byde dem velkommen i sognet. Ja, og nu kommer den nye salmebog snart – det er vist i pinsen. Og gamle fru Jørgensen bliver 90 på fredag. Der hygges, der drikkes kaffe og spises kringle – LIVETS BRØD !
Langsomt begynder de første at sive hjemad. De skal hjem og spise frokost – måske bare lidt let ovenpå kringlen. Præsten skal jo også have lidt søndagsro. En to tre – så er stuen tømt. Og tilbage står tomme kopper, tomme tallerkener og tomme galopkringlefade. Endnu en søndagsgudstjeneste er afholdt. Vi var da 17 i kirke inklusiv personalet. Men der er spist op. Og vi kom da til at sidde tæt sammen og mærke fællesskabet omkring kirkekaffen. Præstekonen overvejer allerede hvilken kage (måske skulle hun prøve at lave ægte wienerbrød), der kan samle menigheden næste søndag.
Den liturgiske kirkekaffe og den sakramentale kringle. Det er her fællesskabet er fælles. LIVETS BRØD. Gudstjenesten var appetizer’en til galopkringlen og den varme kaffe. Vi ses næste søndag. Gå med Guds fred.
Velsign mit barn, du kære Gud, og lad det holde livet ud
og tænd et lys på sjælens tinde for verden og for os herinde.
(Dåbsbøn af digteren Simon Grotrian)
Når vi viser vores ansigt, så viser vi os selv! Ansigtet er nok noget af det mest personlige, vi har. For her afsløres ALT. Øjnenes glans eller tårer, smilet, de aldersbetingede furer, det forvrængede, det lidelsesfulde, det forbavsede – vort ansigt afslører, hvem vi er her og nu!
Tænk på Kain! Kain der stod side om side med sin bror Abel. Kain der i modsætning til sin bror fik sin offergave forkastet – underkendt – og som efterfølgende slog sin Abel ihjel. Kain måtte sænke sit ansigt, ja han måtte skjule det.
Og Kain skjulte netop sit ansigt, fordi han så udmærket vidste, at dommen over hans misgerning – brodermordet – allerede stod malet i ansigtet på ham. Han var sjæleligt mærket langt før Gud satte sit berømte mærke i panden på ham! Det mærke som på en og samme tid gjorde ham både fredløs og fredet. På TRODS af brodermordet blev han beskærmet af Gud.
Herren velsigne og bevare dig.
Herren lade sit ansigt lyse på dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.
Disse ord som lyder hver eneste gang vi samles om evangeliet i kirken, er også en tilsigelse af Guds beskærmelse til og over hver enkelt af os. Vi velsignes og bevares – vi lyses og løftes – netop for Guds ansigt.
Ansigt til ansigt møder mennesket Guds ansigt. Det stærkeste udtryk for nærhed og tæthed. Al fremmedhed, afstand og søgen bliver afløst af samhørighed. En samhørighed – en kærlighed – som ser dig og vil dig lige meget hvad! Guds uforbeholdne hengivelse til sin skabning.
Sognepræst i Lyngby Jørgen Demant skriver det sådan i: ”Søndag morgen – mødet mellem Gud og mennesker”:
”Velsignelsens livsoverskud er at blive lyst på af et ansigt, der får én til at se på sig selv med andre øjne. At spejle sig i Guds blik er at komme ud af selvspejlingens blik, der ofte er det mest tyranniske blik, fordi det både rummer selvanklagens og selvmedlidenhedens blik.
Velsignelsens blik er at være set og kendt af det faderlige eller moderlige kærlighedsblik, som betingelsesløst og uforbeholdent vedkender sig én, som den man er. Som vil se til én med al den godhed og lykke, der kan tænkes, og som vil sørge for, at man får det, som man kan kalde et godt og ordentligt liv.
Og at være velsignet er at blive mødt af det nådige og lysende blik. At se bort fra det fordømmende og anklagende blik. Og i stedet spejle sig i Guds barmhjertige blik, det vil sige i Kristi blik, som ser bort fra det forbandede blik. Menneskets fejlfinderblik er forvandlet af Guds kærlighedsblik, som kan se det som andet og mere end et menneske, der er fyldt med skyld og skam over det fejlslåede liv.
Og endelig er velsignelsens lys over mig som et solbad, hvor jeg gennemvarmet og gennemlyst får energi og kraft til at gå og handle. Som stod jeg foran Gud på den første jord – nyskabt og fri – klar til at tage verden i besiddelse. Og kunne og ville. Ansigt til ansigt som et ansvarligt og selvstændigt menneske overfor Gud, der har sat mig til at værne og drage omsorg for det, som er hans og min verden. At blive velsignet er at få lyst og mod til at bære velsignelsens liv videre i den verden, som venter uden for kirkedøren”
i al sin glans nu
stråler solen rammer hjer
teparabolen
så skabningen kan ses som dén
virkelighed den egentlig er
uden forvrængning i al sin
herlighed og dødelige pragt
in nomine in
nomine i jesu navn
da tungen gløder
(Klaus Høeck: In Nomine – 2001)