Salmer: 749 – 69 – præk – 478 – konf. velsignelse – 752 – 29

SÅ oprandt dagen – endelig – NU skal der festes! Alle har forberedt sig. I dag skal vi fejre DÅBEN – helt præcist de unge menneskers dåb! For det er jo, hvad konfirmationen ER – det er (som min kollega plejer at sige) den fest konfirmandernes sov fra som spæde … I dag er hele dagen i jeres tanker, kære konfirmander, så måske I ikke lige nu magter at høre præstens præk! SÅ derfor er denne præk især rettet til alle de voksne, som I har inviteret med i Budolfi.

Da Martin Luther tog det store teologiske opgør med romerkirken – ryddede han også ud i sakramenterne – og tilbage stod: dåben og nadveren. Ud røg bl.a. konfirmationen. ALT sker nemlig i dåben – her bliver mennesket skrevet ind i Guds historie – vi får det evige liv – og ikke mindst syndernes nådige forladelse – og det betyder, at ingen – ikke en eneste – kan blandet sig i forholdet mellem Gud og mennesket … hverken præster eller paver. Guds kærlighed til den døbte ER absolut!

Så når konfirmationen nu røg ud i 1537, dengang vi blev protestanter her i Danmark – ja, så spørger én måske: hvorfor ER vi så her i dag. Svaret kan vi takke Christian d. 6. for. Han var en meget from konge og han forbød forlystelser om søndagen – han indførte kirketugt og det medførte, at kom man ikke til højmesse søndag, så stod den på bøder og gabestok … og for at opbygge danskernes tro genindførte han tvungen konfirmation. Den blev adgangsbilletten til voksenlivet: til et pas – til at blive gift – til et arbejde i al almindelighed. Man kunne slippe, hvis man var særligt dårligt begavet. Hvis man derimod pjækkede eller fjollede eller saboterede forberedelsen, så røg man i tugthus … konfirmationen var altså en art prøve ud i kongens fromhed og skulle bestås inden det fyldte 21. år.

I dag er vi tilbage ved reformationens kerne: at DÅBEN er det vigtigste i et kristent menneskeliv. Konfirmationen er at forstå som et dannelsesforløb, hvor de unge og jeg har snakket kristendom – og med større eller mindre entusiasme morgensunget hver eneste onsdag, hvor præsterne på skift har fortalt om noget væsentligt for menneskelivet, vi har uge efter uge repeteret trosbekendelse og hver gang bedt den bøn, som I – og vi – fik i dåbsgave, nemlig: Fadervor.