Konfirmations-præk 2023

Salmer: 749 – 69 – præk – 478 – konf. velsignelse – 752 – 29

SÅ oprandt dagen – endelig – NU skal der festes! Alle har forberedt sig. I dag skal vi fejre DÅBEN – helt præcist de unge menneskers dåb! For det er jo, hvad konfirmationen ER – det er (som min kollega plejer at sige) den fest konfirmandernes sov fra som spæde … I dag er hele dagen i jeres tanker, kære konfirmander, så måske I ikke lige nu magter at høre præstens præk! SÅ derfor er denne præk især rettet til alle de voksne, som I har inviteret med i Budolfi.

Da Martin Luther tog det store teologiske opgør med romerkirken – ryddede han også ud i sakramenterne – og tilbage stod: dåben og nadveren. Ud røg bl.a. konfirmationen. ALT sker nemlig i dåben – her bliver mennesket skrevet ind i Guds historie – vi får det evige liv – og ikke mindst syndernes nådige forladelse – og det betyder, at ingen – ikke en eneste – kan blandet sig i forholdet mellem Gud og mennesket … hverken præster eller paver. Guds kærlighed til den døbte ER absolut!

Så når konfirmationen nu røg ud i 1537, dengang vi blev protestanter her i Danmark – ja, så spørger én måske: hvorfor ER vi så her i dag. Svaret kan vi takke Christian d. 6. for. Han var en meget from konge og han forbød forlystelser om søndagen – han indførte kirketugt og det medførte, at kom man ikke til højmesse søndag, så stod den på bøder og gabestok … og for at opbygge danskernes tro genindførte han tvungen konfirmation. Den blev adgangsbilletten til voksenlivet: til et pas – til at blive gift – til et arbejde i al almindelighed. Man kunne slippe, hvis man var særligt dårligt begavet. Hvis man derimod pjækkede eller fjollede eller saboterede forberedelsen, så røg man i tugthus … konfirmationen var altså en art prøve ud i kongens fromhed og skulle bestås inden det fyldte 21. år.

I dag er vi tilbage ved reformationens kerne: at DÅBEN er det vigtigste i et kristent menneskeliv. Konfirmationen er at forstå som et dannelsesforløb, hvor de unge og jeg har snakket kristendom – og med større eller mindre entusiasme morgensunget hver eneste onsdag, hvor præsterne på skift har fortalt om noget væsentligt for menneskelivet, vi har uge efter uge repeteret trosbekendelse og hver gang bedt den bøn, som I – og vi – fik i dåbsgave, nemlig: Fadervor. 

Konfirmanderne har været kreative: se omslaget på sangprogrammet, som er en collage over salmen: MORGENSTUND HAR GULD I MUND – to og to har de fortolket verselinjerne. Vi har læst biblens skabelsesberetning og pillet den helt fra hinanden i et forsøg på at forstå, hvad myten egentlig kommer os ved. Vi har snakket om højtiderne: jul – påske – pinse. Vi har læst tegneserien Menneskesønnen OG fra den har jeg så også valgt det uddrag af evangeliet, som jeg begyndte med at læse: om kvinden som de lovtro mænd ville stene til døde, fordi hun var sin mand utro!

Den tekst er efter min teologiske mening en KERNETEKST (og indgår af en eller anden måske from grund slet ikke i tekstrækkerne). Netop denne tekst bryder med al praksis – og den skiller sig den dag i dag stadig ud fra andre religioner. 

I teksten sker 3 helt afgørende opgør med gældende praksis:

1. Jesus gør op med religiøs dødsstraf
2. Jesus beder mændene med de kasteklare sten om at rydde op i eget drivhus, før de kaster med sten
3. Jesus fordømmer ingen – og slet ikke kvinden

Jesus beder både mændene og kvinden om noget meget fundamentalt i livet og kristendommen: nemlig tag ANSVAR! Han gør det helt konkret, for ansvar er nemlig noget, vi tager i situationen – i øjeblikket – her og nu. Når vi står overfor valget: skal jeg kaste den sten … eller skal jeg vende blikket indad og tjekke op på, om jeg egentlig selv har noget at lade andre høre?

ANSVAR er ikke en dyd – en følelse – noget vi kan lovgive om – det er heller ikke noget, vi kan ligge derhjemme på sofaen og bestemme os for. 

ANSVAR er noget, vi vælger, når vi står midt i situationen – ansigt til ansigt overfor vores medmenneske og skal vælge: vil jeg elske min næste: altså vil jeg kere mig – drage omsorg … ELLER vil jeg fordømme, hævne, dræbe: konkret eller karakter-myrde, sådan som vi raskvæk gør det – f.eks. på de sociale medier  … 

ANSVAR og tro er hinandens tvillinger. I skabelsesberetningen spiste de to første mennesker: ADAM og EVA et æble, de måtte egentlig ikke. MEN vi gør ofte, hvad vi ikke må, for vi er fra tidernes morgen udstyret med både undren og nysgerrighed … Nå, men de spiste og deres øjne åbnedes og pludselig kunne de SE – se, hinanden – se sig selv og de gemte sig. Imens gik Gud sig en aftentur i paradisetshave og kunne ikke finde menneskene – de to – og han kaldte og kaldte og måtte spørge: Adam, hvor gemmer du dig? OG endelig – langt om længe – svarede Adam an: han tog med andre ord ANSVAR. Så ansvar er både, at vi hører, hvad Gud vil os, sådan som det sker i enhver gudstjeneste OG ansvar er, at vi gemmer netop de ord i vores hjerter – bærer dem med os og lader dem hjælpe os med at træffe valget, når vi står overfor vores næste og vælger … at lægge stenen … Hjerte-ordene – Guds ordet – blev første gang sagt til os i dåben, hvor vi fik syndernes nådige forladelse, som konkret betyder, at Gud tilgiver, aldrig fordømmer og er med os til verdens ende! Det er i den tro, at vi i dag fejrer konfirmation for de unge mennesker!

Efter næste salme kommer konfirmanderne op til alteret – her vil de én for én blive velsignet med håndspålæggelse. Måske nogen vil undre sig over, at de ikke skal svare JA. Det skal de ikke, fordi der er svaret ja i dåben. Det JA er slidstærk – det bærer i al evighed – det bærer over – det bærer med – det vil, at vi må fyldes med mod og glæde og ubekymrethed – i den tro kan og skal vi sige: LOV og TAK og EVIG ære være dig … AMEN