SIND-Daghøjskoles juleafslutning

Her går vi så rundt og forsøger at finde svar. Finde svar på, hvorfor vi egentlig er her! Finde svar på, hvad vi egentlig skal lave. Finde svar på, hvad det vil sige at elske. Undrer os over, at vi skal dø og alle de andre store spørgsmål i livet! For hvad skal det hele i bund og grund gøre godt for? Hvad er meningen med mig og mit liv – med mine sorger og glæder – med min lidelse og med alle de andres?

Og mens vi vandrer rundt i klit og vang eller bare sniger os langs panelerne eller drister os ud i midtbyen en forfrossen fredag formiddag eller som hyrderne står på Herrens mark, så åbner himlen sig som den julenat, da englene i hobetale truttede på en gang majestætisk og samtidig lystigt i trompeter og andre blæseinstrumenter.

Julenatten er stjerneklar og måbende må vi med dem – hyrderne – lægge nakken tilbage og  bare glo på det forunderlige – på dramaet – det himmelsk drama – som udspiller sig lige for øjnene af os. For os alle – om vi er små, høje, brede eller smalle – om vi er hyrder, på pension eller en af de kornfede nordjyske bondeknolde – om vi er rige eller fattige i ånden eller hånden – om vi er til øko eller ganske konventionel sødmælk i kaffen – om vi er totalt ude af den eller syrligt forbitrede indkrogede i os selv – om vi er gale eller særligt normale – så står vi der og kan på en måde slet ikke slippe uden om tanken: Hvad i himlens navn sker der lige her?

Og mens vi tænker og står som uforstandige får: så lander Vor Herres eget sendebud mit i blandt os – og pludselig betyder det intet om du står inderst eller yderst, forrest eller bagerst – for englen lander virkelig midt i blandt os med al himlens kundskab og indsigt og den siger kort og godt: FRYGT IKKE!

Og vi venter og vi venter og vi venter på flere ord, som skal forklare os altings sammenhæng! Vi hænger ved englens læber, fordi vi tror, at vi NU skal indvies i mysteriet om den store gåde – en art åndelig opadstræben, som vil gøre os klogere på hele molevitten. Så vi håber og tror, at vi ad den vej kan blive bekræftet i, at der må være en større sammenhæng. En mening med sygdom – en mening med død og ødelæggelse – en mening med lidelse – en mening med ulykker og tilfældigheder. Ja, en mening med ALT det, som vi har en idé om bedre at magte, hvis det indgår i “den store plan”!

Og alt imens opstiller vi frygt-scenarier i hoved og krop. For der er så meget at frygte – dagen i dag – juletiden – mørket – ondskab – os selv og hinanden og så er der alle de store kollektive frygtfænomener: klimaet – at vandet virkelig stiger så meget, så vi kun kan overleve i Aalborg tårnet, frygten for terror – så selv en glemt gymnastikpose udløser et opkald efter Rulle Marie og svineinfluenza – så vi på valgdagen her fornylig overvejede om det nu også var klogt at dele kuglepen i stemmeboksen og alle syge fik besked om at blive hjemme.

Så hvis vi ikke i forvejen kæmper vores egen lille kamp mod angsten og frygten, så skal den i hvert fald nok blive plantet i os via medierne og andre senkapitalister, der øjner et marked. Ja, eksperter taler ligefrem om, at vi lever i en frygtkultur, hvor potentielle farer – dem der muligvis kunne ske med en brøkdels sandsynlighed, men som vist primært produceres og aktiveres i vores fantasi – bliver ophøjet til reelle farer! Det er guf for en god spændingsfilm – men uhensigtsmæssigt for vores velvære – for det kræver overskud at kunne sige skæg for sig og snot for sig!

Og i dette vort åndløse øjeblik åbner englen atter sin englemund og siger til dig og mig: FRYGT IKKE! Det er svaret på den store kollektive frygt og vores egen lille solo frygt! FRYGT IKKE kære venner!

For det er det eneste svar, der gives os! FRYGT IKKE! Det er svaret på altings undren – det er svaret på livets store og uoverskuelige gådefuldhed! Så når vi ind imellem må stirre ud i luften og spørge efter meningen i vort eget liv – i forholdet til hinanden, til kærligheden, til ensomheden,  til sorgen, til døden, til dagen i dag, til guden,  til depressionen, til stemmerne der buldrer i hovedet – ja når vi føler, at vi står midt i meningsløshedens gabende tusmørke og fryser langt i sjælen, så lyder det samme svar til os igen og igen: FRYGT IKKE! På de to ord skal vi sammen og hver for sig turde være midt i livet!

Glædelig jul! AMEN

FOR HELE FOLKET – eller det tårnhøje juletræ…

I tidernes morgen – dengang hvor mennesket stadig troede, at træerne kunne vokse ind i himlen – besluttede folket sig for at bygge et tårn! De byggede og byggede, for de ville helt op til Gud eller måske endda højere op endnu. Hvorfor de havde fået denne idé, ja det kan jeg jo kun gisne om. Men måske syntes de ikke, at skaberværket var godt nok eller måske ville mennesket slet og ret selv være gud! Det interessante er, at folket var så enigt om projektet, at ingen – overhovedet ingen, ja ikke en eneste – satte spørgsmålstegn ved byggeriet, alle som én var med til at lægge sten på sten.

Da Gud Skaberen erfarede dette, og måske anså det som et muligt angreb på egen suverænitet, måtte han gribe ind: v5  Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. v6  Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. v7  Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« v8  Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. v9  Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. (1. Mosebog kap 11,5-9)

Og 1-2-3 så var tårnet, som skrevet, jævnet med jorden. Tilbage stod menneskeheden i murbrokker mere forvirret end nogensinde før!  Menneskene var ikke længere en homogen størrelse, som kun talte et sprog. Derimod var vi pludselig alle sammen spredt ud over den ganske jord i en stor broget mangfoldighed.

Nuvel, beretningen hører med til skabelsesmyten. Og med arkæologi, evolutionsteori og de mange andre vigtige videnskaber så ved jeg godt, at så enkel er udbredelsen af menneskeheden heller ikke. Men omvendt tør jeg godt på baggrund af tårnets fald fortolke, at etniske forskelle også er en del af skabelsen. Og dermed er posen åbnet op for kulturel forskellighed og for et hav af mangfoldige traditioner og måder at være mennesker på.

Muligheden for total forvirring er til stede, for hvordan skal det gode liv leves, opleves og efterleves? Hvordan skal vi dyrke guden og er der i det hele taget plads til flertydighed? Kakofonien er blevet et grundvilkår.

Julenat kom Gud igen til jorden. Ikke som ham den store destroyer fra Babel – ikke med en sherif rydder op attitude. Men Gud kom som det lille Jesusbarn. Født i en stald uden nogen dikkedarer.

Mennesket blev nu en gang for alle befriet fra selv at skulle strække halsen ind i himlen. Frelsen lå pludselig lige foran dem i krybben og smilede som forårssolen morgenrød! 

Og ude på marken stod nogle hyrder og en engel sagde til dem: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!

Glæden ligger i krybben og glæden er gaven til hele folket! Den omfavner jordens mangfoldige menneskehed – på kryds og tværs af alle vore fysiske som mentale jerntæpper!

Glæden vil fortælle os, at der altid er mere at sige. At der altid er en ny begyndelse og glæden vil give os mod til at leve i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed.

Det er på den glæde, at vi forbereder julefesten. Den fritager os fra at bakse med juleræsets babelstårne, hvor vi måske tvinges i knæ økonomisk og hvor vores indre stressbarometeret bare stiger og stiger! Glæden er i vuggen og ikke i himlen. Men når roen julenat sænker sig over land og by, list så for en stille stund udendørs, læg nakken tilbage og lyt til englenes sang:

“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

(from juleklumme i Budolfi sognebladet nov 2009)

POTENTIEL vs. AKTUEL!

Et gennemgående træk er, at potentielle farer bliver fremstillet, som om de var aktuelle farer. Verden er fuld af potentielle farer. Nogen kan skubbe dig ud foran en bus, du kan få en meteorsten i hovedet, og en terrorist kan kapre det fly, du sidder i, men det er næppe nogen god ide at basere sin hverdag på, at noget sådant kan ske. De fleste potentielle farer bliver aldrig aktuelle.

Lars Fr. H. Svendsen: Frygt (2008)

THOMAS MORES BØN.

Herre,

hjælp mig at finde på udveje,

der genopretter det gode forhold.

Skænk mig et sind, der er fremmed for kedsomhed

og ikke kender til muggenhed,

ikke giver sig til at klynke og klage.

Find dig ikke i,

at jeg bekymrer mig for meget

om det anmassende ”jeg” i mit indre.

Herre, giv mig sans for humor,

giv mig den nåde

at forstå en spøg.

Giv lykken en rimelig plads i livet

i mit eget og i andres.

Skænk os alle en smule lykke nu og da.

HVOR ER DIN HÅND, GUD?

Gud, jeg troede, at du var den, der holdt hånden over mig. Men lige nu mærker jeg ingen hånd, ingen beskyttelse. Jeg falder – og det gør mig bange! Når du nu ikke har holdt hånden over mig, Gud, vil du så godt holder hånden under mig og gribe mig?

Ruth Østergaard Poulsen: Fra det dybe råber jeg til dig (2009)

EN POLKABØN

Kære Gud i Himlen, sodavandsbruset gælder de levende! Hele universet er lige til at drikke denne morgen, hvor lyserøde ambulancer roterer i en vielsesring, og ballontræer udslynger kernesunde frugter for hvert barn, der bliver født. Store hænder kærtegner lammet. Alle fortabte vender hjem til en høstak i fremtiden. Nålen passeres af kamelen, hvorved brillestænger knækker, og gevaldige broer leder over afgrundsdybt vand. Tak for hver sætning, jeg holder tilbage som vejr, der er trukket. Tak for trinbrættet, der blot var begyndelsen på sletten. AMEN

Simon Grotrian: Citroner til Vorherre (2008)