Forfatter: Henriette Pedersen

sogne- og sygehuspræst hunde-ejer

Vinter-solhverv

~ Henriette Pedersen
Nu mørkner Vindens Stemme,
      og Sol er ikke hjemme,
      og Dag bli’r stadig mindre,
      en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have,
Natten er som Nat i Grave.
      Smaa Blomsters Blus har Kulde
      blæst ud paa Mark og Mulde,
      og bladløst Træet breder
      sig uden Sang og Reder.
Is om Næsset gnyr og knager,
evneløs er Eng og Ager,
Døden ud af Himlen klager.
      I Natten Øjet møder
      en Sne af frosne Gløder,
      vemodigt gennemstraales
      det Mulm, som aldrig maales.
Under Ild fra disse Kloder
stivner sagte Sø og Floder,
bliver Jorden aldrig Moder.
      Og Maanen naadig smiler,
      naar den i Natten hviler,
      fortrolig, som den vidste,
      at alle laa i Kiste,
som det i dens Lys fornemmes:
Disse Børn skal stille gemmes,
sove sødt og saligt glemmes.
      Men just som Solen vender,
      et Haab igen sig tænder,
      og lyse Haner gale
      i Barndoms dybe Dale.
Sangen brister frem fra neden,
Lykkens Fugl har Æg i Reden,
atter kommer Vaar og Eden.
      Og Juletræet tændes,
      saa Barneøjne blændes,
      og alt i Drøm forgyldes,
      af Sole Stuen fyldes,
Mands og Kvindes Hjerter gynge,
hører fra den glade Klynge
sene Somres Fugle synge.

~ Thøger Larsen ~

Farven lilla mens vi venter

~ Henriette Pedersen

VENT
‘I kaffebaren med cigaret og cola
i frost over fodgængerovergangen
i biografens dybrøde foyer
i flugt med hænderne for ansigtet

vi venter på nogen

i flyvende efterår på Oktober Boulevard
i bilen død midt i nattens slum
i værelser presset ind under taget, stukket ned under gården
i tog susende væk fra, imod og igennem alle byer

vi venter på nogen

i årevis
i aften.’

~ Søren Ulrik Thomsen

Aalborg domkirke aka Budolfi har i forbindelse med renoveringen af Budolfi Plads fået nyt lys på sig. Lilla er fra gammel tid bodsfarven, så tiden op til jul – adventstiden er både indadvents – og ventetid.

Mørk er november!

~ Henriette Pedersen

‘Mørk er november og løvfaldet slut, vandet begynder at fryse, lyset fra solen og blomsterne brudt – da må vort hjerte selv lyse. Synge vil vi, legen er magt, mer end beregning, forstand og foragt værn mod det sorte og tomme. Om der svæver dødelig dræ, vil vi dog elske – og plante et træ: frugter kan uspået komme.’

~ Thorkild Bjørnvig ~