Gud er kærlighed betyder så også, at ingen kan komme imellem det enkelte Guds barn og Gud selv … der er et eksklusivt forhold – oppe fra og ned – og vise versa … som en art cylinder, hvor der strømmer velsignelse – tilgivelse – og et håb om, at vi igen og igen må fyldes med mod til at leve vores liv. Ingen kan blande sig i det enkelte menneskes gudsforhold. Luther skriver i 1520: “Den der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave”. Det var ord henvendt til Rom om, at kirken skulle blande sig uden om forholdet mellem Gud og den enkelte. Det er også ord til os om det, vi kalder det almene præstedømme: at vi slet og ret alle som en er lige for Gud! Ingen er nærmere den Gud, vi kalder kærlighed, end andre. OG hvordan nåede Luther så frem til alle disse frisættende tanker, som nær havde kostet ham livet? Jo, det gjorde han gennem læsningen af de bibelske tekster – historierne om Jesu møde med mennesker. Hvordan Jesus prædikede, at Gud er kærlighed.
ET eksempel på præcis dette finder vi i den historie, som jeg læste lige før: Om kvinden som mændene kræver stenet, fordi hun har været sammen med en mand. For mig ER denne beretning en nøglefortælling i kristendommen! Lad mig udlægge:
Jesus gør i beretningen op med ideen om en “guddommelige” dødsstraf. At der skulle være gerninger som guden ikke bryder sig om og som derfor kræver, at det skyldige menneske skal bøde med sit liv – skal straffes – skal stenes ihjel. Ingen kan efter denne formiddag, hvor de lovkyndige præster kom slæbende med kvinden, dømme nogen til døden i Guds navn. Tværtimod så satte Jesus menneskelivet – det helt almindelige hverdagsliv – dit og mit – over regler og forordninger og hvad der ellers måtte være overleveret …
Han gør det ikke med magt. Han gør det ved at sætte relationen i centrum. Relationen mellem os mennesker bliver det nye omdrejningspunkt! Jesus kalder det næstekærlighed – forholdet mellem dig og mig. Kristendommen handler om livet – om det liv der udspiller sig for øjnene af os lige nu! Derfor måtte Jesus da også også give de lovkyndige præster igen, da de udfordrede ham: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.
Synd er kirkesprog for et fælles eksistensvilkår, der betyder, at vi alle er født med fejl og mangler. Synd er et frisættende begreb og vil fastholder os i, at vi er uperfekte: også når vi anstrenger os for at være det modsatte – uperfekte selvom vi måske hader, at andre får øje på vores blinde vinkler og sårbarhed. Syndsbegrebet sætter os fri af at stræbe efter det umulige: at ville være perfekte og ‘plet-fri’ mennesker. Da Jesus sagde til de lovkyndige præster, at den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten … så taler han til det menneske, der kan sige sig fri af fejl og mangler, som gennem et helt liv aldrig har trådt forkert! Mændene der kom slæbende med kvinden endte da også med at lægge stenene fra sig … for de havde, da alt kom til alt, ikke noget at lade andre høre …
Så foruden at kristendommen handler om relationen mellem dig og mig, så handler den også om, at vi skal se indad før vi kaster noget som helst efter hinanden. Hvordan er det nu, man siger? Jo, når jeg peger 1 finger mod dig, så peger 3 fingre ind mod mig selv.
Den sidste grund jeg vil nævne i forhold til dagens evangelie-uddrag er, at kristendommen sætter os fri til at være – fri af andres dom! Det kan godt være, at kvinden blev grebet med fejl og mangel … men det giver os ingen tilladelse til at dømme hende. På en måde fødes det individuelle menneske den dag, da de lovkyndige præster kom slæbende med kvinden.
Lad mig samle op:
1) Jesus gør op med den religiøse dødsstraf – og sætter fokus på tilgivelse.
2) Jesus vil at vi skal kigge indad – og ikke kaste med sten, når vi nu – måske – selv bor i glashus.
3) Jeg er mig og du er dig – med fejl og mangler … vi er hver især – og sammen – Guds børn.
Den her historie er som før nævnt en kernehistorie – og det er den ganske enkelt for livets skyld. Det er for livets skyld, at I kære konfirmander blev døbt. Der ved døbefondet blev I ved navns nævnelse kaldt Guds børn – og samtidig fik I fik syndernes forladelse: det vil sige Guds livgivende og evige kærlighed, der vil jer lige meget, hvad andre måtte finde på at sige eller dømme jer for … og lige meget, hvilken modstand I møder på jeres vej fremover. I ER for evig og altid Guds børn … og det lige meget, hvordan I forvalter eller bøvler med den kristne tro. OG husk ingen kan komme imellem jer og Gud.
Om lidt skal I op til alteret – her vil I ved navns nævnelse en efter en blive velsignet. Måske nogen vil undre sig over, at I ikke skal svare JA, men SE det gjorde nogen af Jer selv, da I fornyelig blev døbt – og ellers gjorde jeres forældre eller en gudmor eller gudfar det, da I var babyer. Det JA gælder alle dage … Konfirmationen er ikke noget tros-forhør. Jeres tro er et ukrænkeligt og suverænt i forholdet mellem jer og Gud. Vi er her ene og alene for livets skyld … og se det er alt nok. AMEN
GÅ DA FRIT... 