Mindegudstjeneste i Klosterkirken

10. september 2023 i anledning af WHO’s internationale forebyggelsesdag for selvmord.

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Romerbrevet kap 8 vers 38-39)

For 5 dage siden – den 5. september – blev der for 15. gang afholdt flagdag for Danmarks udsendte. Kranse blev nedlagt og de der faldt for fædrelandet blev i særdeleshed mindet. DOG er der en gruppe på 75, der igen i går bliver forbigået og det er de veteraner, der efter endt tjeneste tilbage i hverdagen, har begået selvmord (i årene 1992 – 2018 jf. forsvaret faktaark til flagdagen 2023). De er ikke på listen over faldne, deres navne bliver ikke nævnt eller æret. Lige nu ved den årlige mindegudstjenesten i anledningen af WHO’s internationale selvmords forebyggelsesdag vil vi her i Klosterkirken mindes og ære dem. På samme vis som vi mindes og ære alle de mange mænd og kvinder – drenge og piger, der gennem tiden har begået selvmord både i det nære som det fjerne. Vi vil sende venteranernes familie, venner og kammerater en tanke – på sammen måde som vi i stilhed gør det til vores egne og hinandens, der valgte livet fra. 

Vi ved i bund og grund ikke, hvorfor livet blev valgt fra. Døden blev grænsen på elendigheden – lidelsen – smerten – afmagten. Samtidig må vi også erkende, at det eksakte – det helt præcise – svar har den afdøde taget med sig i graven. Vi kan gisne – vi kan motivforske – vi kan snakke i diagnoser – vi kan sidde tilbage med et eventuelt afskedsbrev – vi kan måske så meget og dog melder sig det store HVORFOR? og det tunge spørgsmål: var der ikke mere vi som efterladte kunne gøre? eller hospitalsvæsenet? eller nogen? slog den der forebyggelse ikke til? Svaret får vi ikke her – kristendommen giver sjældent konkrete svar på konkrete spørgsmål. Da Guds egen søn – Jesus Kristus – hang på korset langfredag måtte han ud i evigheden i smerte råbe: Min gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?  OG der kom ikke noget svar! Langfredag forblev himlen tavs … og dog ved vi, at Jesu sagde til andre der også skulle dø: I dag skal du være med mig i paradis. Der var ingen trusler eller fordømmelse – for fordømmelse er forsømmelse af det evangelium, der tilsiger os, at intet kan skille os fra Guds kærlighed! Hverken i livet eller døden. Vores døde har fred – de lever videre i evigheden hos Gud.

Vores døde lever i os – i vores hjerter og tanker – på godt og ondt. For de døde er – også – til stede i vores helt menneskelige fortrængninger og desperate afværgemekanismer. I vores smerte og måske skuffelse over, at det ikke gik som vi troede og håbede og drømte om. Fortsættelsen i kristendommen til os lyder lige nu: “Den dag, de døde elskes for det, de var, og tilgives for det, de ikke var, og lades i fred for os som vi for dem, da er sorg blevet til glæde. (citat Lisbeth Smedegaard Andersen KD: 13.07.2002) Når et menneske er dødt, kan vi ikke mere nå dem, hverken med vores kærlighed eller vores vrede. Og de kan ikke nå os. Men vi kan gå til Gud og bede om at få vore synders forladelse, ligesom vi kan bede om hjælp mod bitterheden, når den lammer os og hindrer os i at komme ud af sorgen. Først da bliver sorgen til en levende erfaring, vi kan bære videre som en del af os selv i det liv, vi endnu skal leve her på jorden, hvor alt har sin tid.”

I troen på at ingen eller intet kan skille os døde som levende fra Guds kærlighed er vores opgave med Guds hjælp at indgyde hinanden mod til at leve: i tro frem for i mistillid, i håb frem for i tomhed og i kærlighed frem for ligegyldighed. AMEN.