SKÆRtorsdag handler slet og ret om det ene af kirkens to sakramenter: nadveren. Nuvel, vil den opvakte sige: der er da ikke et ord om nadver i dagens evangelium! OG det er sandt: stykket fra Johannesevangeliet handler om fodvask. OG alligevel er teksten placeret på den helligdag i kirkeåret, hvor Jesus indstiftede nadveren – og for sidste gang spiste med de 12 disciple.
Så burde vi vaske hinandens fødder eller bare lade Jesus om det? Det er den overvejelse, jeg vil sige noget om.
Se, når Jesus igennem evangeliernes mange beretninger mødte mennesker på sin vej: det være sig de syge – de svage – de slagne – de stivnakkede – de stridslystne – de selvfede – så var det hver evig eneste gang ud fra devisen: MENNESKELIVET FØRST! Altid satte han den anden øverst – og måtte derfor også være den der – som ved dagens gæstebud – sætter sig selv på hug – nederst – og vasker vennernes fødder. For sådan var skikken, at slaven altid vaskede gæstens fødder! Så gæsten kunne entrere med rene fødder!
Jesus gør disciplene rene. Gør dem rene i et samfund båret af en konsekvent og ufravigelig opdeling af hverdagen i rent og urent. Det er den virkelighed, som disciplene voksede op med – og som Jesus prædikede og virkede i.
At være ren var forudsætningen for at kunne deltage i fællesskabet og der gives i det gamle testamente regler for alt: samliv – opdragelse – rengøring – mad etc etc.. Det er alle disse regler, Jesus taler imod og nyfortolker – f.eks. er det ikke, hvad vi putter i munden, der er urent, men det der kommer ud af munden på os.
Med fodvaskningen vender Jesus gudsbilledet på hovedet! Det traditionelle billede af en gud, der ophøjet og magtfuld lader sig hylde, afløses i påsken af en gud, der sætter menneskelivet først – som i kærlighedens tjeneste forrådes og foragtes – som hånes og hades – resulterende i, at mennesket i en ubeskrivelig blodrus slår Jesus af Nazareth – Guds egen søn – vores frelser og forløser – ihjel.
Men inden det for alvor går løs, så indstiftede Jesus nadveren! Som det lyder i dagens 2. læsning: epistlen af Paulus:
“Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!«” (1. Kor 11,23b-25).
Jesus indstiftede den forlods alle de uhyrligheder, som han langfredag skulle gå igennem. Han delte brød og vin med de 12 venner: Yndlingsdisciplen Johannes, der altid hang eller lå op ad Jesus – Matthæus, der oprindelig var tolder og dermed havde arbejdet godt og grundigt for besættelsesmagten – Peter, der da det virkelig gjalt ikke havde modet til at stå ved, at han om nogen kendte Jesus – endda rigtig godt – og på trods af løfter og gode hensigter bare måtte stikke halen mellem benene imens hanen galede – og ikke mindst Judas, der for ussel mammon solgte sig selv, og dermed gjorde det nemt for magthaverne at arrestere Jesus langfredag.
Jesus delte ud af sig selv og den kærlighed, der i sandhed er det eneste meningsfulde prædikat, vi – med vort fattige ordforråd – kan sætte på Guds egen søn. En grænseløs kærlighed der vil os – også når vi svigter, lyver, forråder, dræber, i et forsøg på selvretfærdighed vasker vore blodige hænder, er smidt ud af det gode selskab – går under i selvforagt – selvovervurderer – ja sætter vort eget ego højere end det nogensinde kan svæve. Ja på trods, så er vi inviteret til bords! Sådan som vi alle som én er det, når vi efter kantoriets motet har sunget Grundtvigs store salme: Oh Kristelighed.
Salmen der handler om alt det, som vi får og som vi samtidig “ikke helt forstår, men som dog lever i os i form af et håb, en tro, et løfte – løftet om, at vi har del i det land, hvor kærlighed bor, og hvor forgængelighed ikke har magt.” (Lisbeth Smedegaard Andersen).
Hvad vi både i nadveren – og i dåben – skænkes ganske gratis skal vi selv hver især forsøge at række videre: til vores næste – til vores fremmede næste – til vores ukendte næste – ja selv til vores fjende næste – række videre i både ord og handling! Den fordring følger med os ud af kirkeporten ud i hverdagen – vi S K A L være der for hinanden, som Jesus var der for sine disciple – OG når vi så oplever os skibbrudne ud i at ville gøre det rigtige – endda i et eventuelt forsøg på at være et autentisk (!) forbillede, som var vi Jesus selv – og derfor mildest talt kommer til kort foran den til tider meget høje etiske mur – ja, går i afmagt, SÅ er vi igen og igen velkommen her i kirken omkring det sparsomme måltid, der ikke synes af meget, men som søndag efter søndag mætter os for livets skyld.
Så lad Jesus om at vaske os rene. “Rene” en glose der i det menneskelige vokabularium har en bismag af ubehag, siden vi for et par hundrede år siden begyndte at tænke i racerenhed og andre uhyrligheder, og som kulminerede med nazisternes jødeudryddelser for over 80 år siden.
Jeg fristes til i stedet at bruge den gammeldags og sært højtidelige glose “tvætte” (der betyder vaske) – og med Grundtvig i mente sige: Lad Jesus tvætte vore hjerter – når hans legeme og blod fylder os med kærlighed – med tilgivelse – med forsoning – med nærvær – så vi sættes fri af alt det, vi måtte tynges af … så vi oprejste kan gå fra kirke med fred i krop og sind … gå ud i Ålborg … gå ud i påsken med langfredag og påskemorgen i vente, hvor vi igen i år kan og skal glæde os over, at det eneste, der varer ved i al evighed, er Guds kærlighed til menneskelivet … alt andet er overgange … på godt og ondt! AMEN
(Salmer: 180 – 456 – 466 – 321 – 179)
GÅ DA FRIT... 