“At slukke for nyhedsstrømmen kan virke som en udvej – mange har nok haft trangen – men det er en stakket trøst. Virkeligheden sker, om vi ænser den eller ej.” sagde Kongen i sin nytårstale til os undersåtter. Jeg må inddrømme, at de mange politiske analyser og gule “breaking news”-bjælker efterhånden har mig gjort mig træt. Da P1 så i ugens løb havde indkaldt en trommeslager til at mene noget om den franske præsident valg af solbrille på det elitære folkemøde i DAVOS, så knækkede jeg helt! Verdens absurde gang med bizarre præsidentielle udtalelser, trusler, psykologiske behov for at eje – andres land – og ikke mindst en enestående overdreven evne til at forstyrre – disrupte som det hedder på nudansk – hvad som helst døgnet rundt, gør det bestemt ikke nemmere at overskue, hvad der egentlig er på færde i den såkaldte vestlige verden. Dommedagsscenarierne – defineret af forskellige lærde – står i kø og flere bekymres for fremtiden. Vore ældre medborgere, der husker den sidste verdenskrig, ser paralleller mellem i dag og dengang. Vores tid larmer og det er kun naturligt, at vi savner fred og ro – gerne hvor nyhedsstrømmen bare handler om indenrigspolitiske skærmydsler og hvor afskaffelsen af Stor Bededag pludselig synes at være det rene barnemad …
Måske hører vi – som folkeskaren i dagens evangelium – kun tordenen og ikke Guds røst. Vi hører ikke det gode, men kun kaos, løgne og formørkelse, der konsekvent synes at overdøve og overskygge ALT det, som tilværelsen også er: nemlig tilsigelsen af Guds kærlige nåde! Den nåde, der vil, at vi skal leve – leve på trods af gule nyhedsbjælker og truslerne fra øst som vest. Vi fanges måske i en art nihilisme, fordi ufreden og grådigheden og ondskaben sætter dagsordenen og måske vi forfalder til at tænke, hvordan i himlens navn kan der gives en gud, når uforudsigeligheden fylder og sætter dagens orden … er guden abdiceret og har overladt menneskeheden til sig selv og sin egen ynkelige elendighed? Hvordan skulle vi så kunne få enderne til at nå sammen med en fjern gud i himlen og uforsonlige mennesker på jorden?
Et svar kunne vi hente fra den bøn, som Jesus selv beder og som gives os i dåbsgave: nemlig Fadervor – helt præcis fra den linje der lyder: “ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Bemærk her en vigtig pointe: at himlen kommer før jorden! Gud er overordnet mennesket – og ikke omvendt. Så ville guden nemt blive ren projektion af os selv: vores psykologiske behov eller vrede eller hvad vi måtte bøvle med … og af erfaring ved vi, at det for alvor går galt, når vi gør os selv til guder! OG det har vi det jo med at gøre både i det store som i det små. Vi forbliver derimod jorden tro gennem bønnen: “ske din vilje som i himlen således også på jorden”. OG samtidig lader vi Gud være Gud.
Himlen er at forstå som Guds evige og uforanderlige kærlighed, sådan som vi møder den hos Jesus, der i dagens tekst lader os vide, at nu begynder hans vej mod påsken med vandringen mod Jerusalem og ikke mindst mødet med menneskehedens taktfaste dom “korsfæst ham – korsfæst ham” – timen er kommet! Timen er kommet, da Jesus på korset måtte skrige: “Min Gud – min Gud hvorfor har du forladt mig”. Timen er kommet, hvor jorden for en stund var gudløs. Hvor altings mening var borte. Hvor skygger lagde sig tungt hen over jorden.
OGSÅ vi må til tider efterlyse mening. Meningen med død – ondskab – krig – vold – løgn – grådighed – sygdom – ulykke – destruktion – OG hertil er kun et at svare, der gives vitterlig ingen højere mening med disse! Heller ikke selvom vi ofte pr automatik forsøger at regne den ud … sætte den i system … sågar forsøger at kalde det lærdom eller prøvelse eller noget trejde i forsøget på at holde det meningsløse ud. Vi er slet og ret underlagt naturens gang og hinandens luner – vi er underlagt tilfældigheder og uheldigheder. Vi er – for at sige det lige ud – underlagt vores egen utilstrækkelighed til at ville det gode og til at gribe ind, når uretfærdighederne melder sig. I min teologiske optik gives der kun en eneste mening og det er Guds kærlighed til os. Det er Guds trofasthed overfor dig og mig – overfor hele menneskeheden! Som overgår ALT det, vi selv forsøger eller overvejer at gestalte …
Timen er kommet! Johannesevangeliet kalder det herliggørelse, da den døde Jesus genopstod på den tredje dag. Opstandelsen er evigheden, der igen og igen slår sprækker ind i vores tid. Guds ord er at forstå som granatnedslag i vores liv, der vel at mærke sætter os fri af at skulle kravle op i himlen og selv søge egen frelse. Herliggørelsen med opstandelsen og evigheden sætter os helt fri af at skulle lede efter Gud: her eller der – i naturen – eller endnu være i os selv.
Vi skal turde lade evighedens tilsagn om Guds kærlighed fylde os med håb og med mod til at leve på trods af tidens mange undergangsfortællinger. Vi lever – alle som en – under Guds kærlige dom imens “Virkeligheden sker, om vi ænser den eller ej”. AMEN
(Salmer: 20 – 892 – 557 – 817)
GÅ DA FRIT... 