FAR ikke vild! Sådan sluttede dagens læsning fra Jakobsbrevet, som vi hørte lige før dåben af de to små børn. FAR ikke vild!
Alle dage har de, der ikke mente sig vildfarne været parate til at formane os vildfarne: om ikke at være vildfarne. JA, siden kirkens allerførste tid har der været rift om at styre menighederne udenom alt “det vilde” – med alt fra social kontrol og ideologi til paver og selvbestaltede talsmænd/kvinder – styre og holde justits i det gudsrige, som Kristus efterlod os. Styre i forhold til hvem, der måtte sidde hvor og hvornår – hvem der måtte gå til alters – hvem der måtte blive døbt. Hvem der måtte bestemme og definere den sande lære – udpege de såkaldt vantro og kætterne, som i perioder røg på bål rundt om i Europa. FAR ikke vild sætningen har i den grad været tolket og sat på formel på godt og især ondt – … og kampen mod vildfarelsen synes slet ikke slut – den har fundet nye former … især udenfor kirken.
Siden Ruslands brutale invasionen af Ukraine d. 24. februar 2022 – på tirsdag for 4 år siden – har det været nødvendigt at genopruste det danske forsvar. At kunne forsvare sig som nation og folk ER blevet den virkelighed, vi lever i – om vi så bryder os om det eller ej. Sammen med de nødvendige indkøb af krudt og kugler har forskellige politikere, lærde og andet godtfolk meldt sig på banen ud i kunsten at ville udruste folks ånd. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan – for indtil videre har meget få konkrete tiltag meldt sig – men måske forestiller jeg mig små hustandsomdelte hæfter eller opslagsværker med opbyggelig viden / tekster /kønne billeder, der skal forsøge at opruste den enkeltes ånd – og seneste skud ud i den disciplin vil snart blive defineret af “rådet for kulturel modstandskraft” … FAR ikke vild… tænker jeg … FAR ikke vild …
Spørgsmålet ER så bare, hvem der kan og skal definere, hvad vildfarelse er – hvad modstandskraft er … ja, hvad ånd er …
Kunne vildfarelse være, når mennesket tror det ved bedst. Som disciplene i dåbsteksten, hvor de forsøger at blokere forældre og børn i at komme til Jesus for at få velsignelsen – og Jesus straks må korrigere deres vildfarelse med ordene: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i for gudsriget er deres!
Kunne vildfarelse være, at vi bevidst som ubevidst glemmer hinanden, fordi vi hellere vil sidde til bords end tjene vores næste? Unddrage os ansvaret for at vise omsorg for ham eller hende, der ikke lever et liv efter det småborgerlige vaterpas … vil at de andre skal være som os … underkender at vi hver for sig er sat fri til at ånde luften i fulde drag …
OG modstandskraft … eller skulle vi slet og ret kalde det “mental oprustning” – jeg må derfor spørge: er det mod, der efterlyses? Mod til at leve i forhold til tilværelsens måske mange op- og nedture? Courage når eksistensen ind i mellem sender os i gulvet – eller efterlyses der i virkeligheden et bestemt sindelag? Et sindelag der i yderste konsekvens kan ende med at begrænse vores grundlovssikrede ret til at tænke, tale, tro, tegne og elske frit … det er sket før … og derfor kan det ske igen …
Og hvad med ånden? JA, i kristendommen lærer vi, at Ånden er hellig – at den – og nu bliver det måske lidt teologisk langhåret – men helligånden er at forstå som kærligheden mellem Gud Fader og Gud søn. Vi hører helt konkret om den, da Jesus selv bliver døbt – og (jeg citerer): SE, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig: og der lød en røst fra himlene: “Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. (Matt 3,16b-17)
Det er denne på alle måder grænseløse kærlighed, som Jesus igen og igen mødte alle og enhver med – også dig og mig – og alle de andre – plus dem vi ikke bryder os om – dem vi kollektivt eller personligt ringagter og bagtaler – og alle dem vi på ingen måde kan eller vil inkludere …
Det er denne grænseløse kærlighed, som igen og igen kalder os ud af det hjørne, som vi maler os op i, når vi rammes og lammes af de selvkredsende livsytringer: f.eks. misundelse, had, fornærmethed, mistillid. Tilstande og følelser, der isolerer os fra fællesskabet – og som forhindrer os i at leve som frie individer.
Den græseløse kærlighed vil, at vi skal leve på trods af alt det, der kan lægge livet øde – og som hver eneste søndag inviterer os til nadverbordet – hvor vi genrejses – hvor hver enkel tilsiges syndernes nådige forladelse – så du og jeg med fred i sindet kan gå fra kirke … gå ud i en ny uge med dens mange muligheder for at fare vild …
Som gudstjenestens sidste “salme” skal vi i dag synge Ingemann’s herlige – og opbyggelige: “I sne står urt og busk i skjul” – den er udleveret på ark, da den desværre ikke er med i salmebogen. Den blev skrevet i 1831 og indgår i en historisk roman – dem skrev Ingemann flere af, som de kyndige litterater så ned på. Disse romaner havde til hensigt at genrejse den folkelige selvtillid efter en serie for vort land så smertefulde tab: “Englænderne røvede flåden, København blev udsat for historiens første terrorbombardement, unionen med Norge blev ophævet, og finanserne lå i ruiner efter statsbankerotten i 1813” (Kilde: højskolesangbogen online). Sangen skal være min anbefaling til “Rådet for kulturel modstandskraft” – bl.a. fordi Ingemanns livsanskuelse er såre simpel og lige til: I tilværelsen kæmper lyset og mørket bestandig mod hinanden – men lyset vil sejre!
Vi er i fastetiden. Vi er på vej mod påsken med Jesu død og opstandelse. Med historierne om vildfarelse: det være sig disciplenes løgn og svigt – menneskehedens sans for hævn – og den enkeltes måske manglende mod til at stå imod, når det virkelig gælder. Karaktertræk der til alle tider har defineret mennesket, selvom vi helst ville være dem foruden.
Fastetiden som forlængst har udspillet sin rolle i protestantismen, fordi det hverken gør til eller fra at spise mindre eller anderledes i vort forhold til Gud. Det der til gengæld giver mening er, at vi i kirken tør tale om menneskets mørke – negative – syndige sider: om egoismen – om viljen til magt – om det, der gør det svært at være menneske – om det vi helst ikke sætter på CV’et eller flasher på de sociale medier – om det der knækker vort selvbillede – taler om alt det, der hverken synes opbyggeligt eller robust eller charmerende. Karaktertræk – vildfarelser – der igen og igen omfavnes af Guds kærlighed til den enkelte – den grænseløse kærlighed som giver os modet til at leve trods synd og død. AMEN
(Salmer: 754 – 502 – 447 – dåb – 28 – præk – 294 – I sne står urt og busk i skjul)
GÅ DA FRIT... 