“Den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn” – så enkelt kan det også siges.
Sådan stod der at læse i “beretning om dåb” – udsendt af biskopperne tilbage for 21 år siden – i 2005. Nuvel, det stod godt nok først at læse nederst på side 21, at den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn. De første 20 sider var fyldt med paragrafer og henvisninger – for sådan er vort bureaukrati jo! Skidt pyt med det – vi har ja-hatten på – det vigtiste var med og det kunne ingen da være uenige i. Alligevel begyndte jammeren, da der kort tid efter blev udsendt forslag til en ny dåbsanordning. Uenigheden gik på, om det skulle være en menneskeret at blive døbt – og om præster havde pligt (sic!) til at døbe. ALT imens vi fra det fjerne kunne høre Jesus belære disciplene om: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i … Modtrækket til dåbspligten udeblev naturligvis ikke og der blev råbt tilbage: at en sådan form for dåbstvang ville føre til en forsimpling af kirkens tro. ALT imens vi fra det fjerne kunne høre Jesus belære disciplene om: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i …
Debatten havde taget en syrlig absurd drejning fra, at “den kristne dåb er det bedste, man kan give sit barn” til en varmblodig – ville nogen sige – eller til en hysteriskladet debat med ulidenskabelige ord som ret, pligt og tvang. Der var med andre ord gået uskøn discipel-fnidder i den, præcis som vi møder det i dagens tekst, hvor disciplene stillede sig imellem Gud og menneskene.
Til disciplenes forsvar skal dog fremhæves, at de var børn af en anden tid. De var opdraget til, at ingen folk sådan kom løbende Gud i møde og slet ikke med småbørn i armene – og da overhovedet ikke for at få hans velsignelse.
FOR i gammel tid forvaltede husfaderen egenhændigt velsignelsen. Den blev givet videre fra faderens dødsleje til den førstefødte – en slags overdragelsesforretning – hvor også dyr, jord, anden formue og selvfølgelig retten til at velsigne gik i arv. Sådan havde det fungeret så fint slægt efter slægt – altså undtagen de mange gange, hvor der så alligevel gik ged i den. For det har det jo med at gå galt, når vi mennesker skal forvalte og disponere over Guds velsignelse … og alt det andet …
Disciplene havde – da de den formiddag bremsede forældre og børn – fuld gang i at holde orden i og hus med Guds velsignelse. De følte sig i den grad overansvarlige for, at der ikke skete en forsimpling af troen … uha uha … trospolitiet var virkelig kommet på arbejde. OG midt i det hele lød: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres …”
Så se da, på de mennesker – forældrene – kvinder og mænd, der bare kom med armene fulde af børn. De kom uden ord – de kom uden argumenter – de bare kom OG straks fik de opmærksomhed fra Jesus. En opmærksomhed – et nærvær – som måske siger langt mere end ord. Som da Grundtvig engang i forne tider skulle døbe et lille barn. OG dér midt i trosbekendelsen brød solen igennem Vartov-kirkens vindue og en fin solstråle ramte det lille barnehoved. Grundtvig – som det poetiske væsen han var – blev tavs, for nu var ord – i hvert fald for ham – og måske kun for ham – overflødige. Han fornemmede Guds nærvær – det kunne ikke blive mere konkret. Gudsriget er en realitet. “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det” – siger Jesus. Så enkelt er det. Det lille barn gør intet – det tager imod. Grundtvig med de mange ord og tanker blev standset. Som mennesker blev det julenat, da alt for en stund gik i stå. Et barn blev født – og så på os med alt andet end ret, pligt og tvang. Det lille Jesusbarn mødte verden – os – dig og mig – med kærlighed.
Guds rige er den virkelighed, som vi døbes i – som vi lever, ånder og dør i. Guds rige er den favn, som Jesus tager sine små i. Jesu favn er den kristne dåb, hvor vi ved navns nævnelse bliver Guds børn! Midt i det hele er der så atter nedsat en kommision, der skal give dåben et såkaldt – og for nogen at synes tiltrængt – eftersyn sprogligt og teologisk. Et af stridspunkterne handler denne gang om, hvorvidt vi i dåben bliver Guds børn. Svaret er kort og godt, ja i dåben bliver vi Guds børn OG det sætter vi vores fulde lid til. Den gamle reformator Martin Luther skrev, at i dåben bliver vi “livets børn og arvinger til alle Guds goder og Guds egne børn og Kristi brødre”.
I dåben tilsiges vi det evige liv og ikke mindst vore synderes nådige forladelse – forsoningens ord om, at Gud er med os alle dage! I dåben modtager vi Guds urokkelige JA til vore liv, hvordan de så end må forme sig. Guds rummelighed kender vitterlig ingen grænser – alt for ofte er det os selv, der gør Gud lille og sart. Vi ophøjer guden til moralisme – en moralisme der vel at mærke er skabt i vort eget – forsnævrede – billede. Spørgsmålet er da om vort eget såkaldte moralske kompas overhovedet giver andre mening – eller om vi ikke snarere er ude i Freuds tanker om et over-jeg, der kan ende som ren plage for de andre … og en fodlænke for os selv.
Guds historie med os – som vi hører gennem biblens forskellige fortællinger om Jesu liv, død og opstandelse – bevidner til fulde om, at han såmænd har klaret sig trods vore ofte ejendommelige sammenbrud – vore vildfarne tanker og spøjse idéer – og ikke mindst vore absurde – tangerende til onde – benspænd for hinanden. Så sart er han ingenlunde. Selv døden – da alt var mørkest og menneskeheden havde korsfæstet ham – overvandt han.
Igen og igen kommer han til os og siger de befriende ord, når vi forsøger at komme på tværs: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i for Gudsriget er deres”. Velsignelse som er det bedste, der tilsiges enhver fra Jesu egen mund! Velsignelse der vil, at vi skal leve som Guds elskede børn: I fred – i glæde – og i ansvar! AMEN
(salmer: 739 – 445 – 447 – dåb – 396 – præk – 123 – 752 v4+5 // 123 – 819 – præk – 674 – 826)
GÅ DA FRIT... 