Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste (…), det har I gjort mod mig. På en måde svarer den sætning lidt til den, vi hørte under dåben lige før: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.
FOR Jesus solidariserer sig i et og alt med mennesket. Samtidig med, at ingen – som i absolut ingen – må forhindre nogen i at modtage Guds velsignelse. Det siger noget vigtigt om den gud, som vi også kalder kærlighed. Den kærlighed, der vil gå gennem ild og vand med os. Den kærlighed, der igen og igen opmuntrer os til at være i verden – være i livet på godt og ondt – og som samtidig fordrer, at vi skal turde tage både ansvar og vise mod, når det kræves af os. OG vigtigst af alt, så vil kærligheden rejse os, når vi snubler … når vi trods alle de gode intentioner alligevel glemmer – eller overser – eller slet og ret ignorer den sultne og den tørstige. Det er evangeliets kerne – og den kerne kaldes syndernes nådige forladelse. Den kan – er min påstand – intet menneske overleve ude. For uden Guds kærlige tilgivelse ville vi overladt til hinanden og vores egen dom.
”Ingen kan være dommer i sin egen sag”! Sådan lyder en fast vending. Vi kunne også spørge, hvem kan være objektive, når det gælder os selv? Forestil Jer f.eks. en fodboldkamp uden dommer, hvor de enkelte spillere selv skulle dømme – a la hvad synes vi så lige selv, der skete her! Eller forestil Jer en retssag, hvor den anklagede selv skulle fælde dommen eller hvor det hele udelukkende var op til den, der anklagede. FOR mange mange år siden mødte jeg et menneske, der havde uendelig svært ved at tilgive et andet menneske (tilgivelse er jo på en måde også en art dom, hvor vi på en eller anden måde siger: jeg lever med, hvad du har gjort). Det andet menneske havde gjort noget uigenkaldeligt – nemlig hængt sig! Den efterladte kæmpede foruden sorg og savn med at tilgive, men kunne ikke. Kunne ikke finde et sted i hverken hjerne eller hjerte, hvor tilgivelsen var en mulighed. Derimod flød kroppen og sindet over af vrede og fortvivlelse og dyb sorg. Hvad jeg vil sige: vi er begrænset! Vi er ofte begrænset i vores evne til at dømme os selv og især hinanden. Lige meget hvor oprigtigt vi ønsker at kunne tilgive det utilgivelige, så kommer vi til kort.
I kristendommen er der en instans udenfor os selv! Som er aldeles uafhængig af vores enten storslående evne eller sølle vilje eller alle de der gode intentioner, vi kan diske op med. Den instans hedder Jesus Kristus. Ham der hver evig eneste gang, der døbes, siger: lad de små børn kommer til mig, det må I ikke hindre dem i, for Gudsriget er deres. Ham der solidariserer sig med hver og en, der tørster eller sulter …
I dåben – og dermed i kirken – skal ingen bevise sit værd som menneske. Du skal ikke byde ind med noget som helst, hverken med penge eller attitude eller korrekte holdninger: det være sig politiske, religiøse, etiske og i den dur. Du behøver ikke flashe fromhed og hvad vi mennesker gerne disker op med, når vi søger anerkendelse hos hinanden. Det er derimod helt ok at undre sig og stille spørgsmål – som vi også gør i konfirmationsundervisningen – ved de mange ord, dogmer og bekendelser. Et spørgsmål i dag kunne lyde: Kan det nu også passe, at der er plads til alle i Gudsriget? JA, lyder det hurtige svar jævnfør dåbens løfter.
Godt så … men hvad så med tekstens sondring mellem de velsignede får og forbandede bukke. Hvilken kø havner jeg mon selv i? Har jeg overhovedet nogen indflydelse på noget som helst i forhold til min egen frelse? Ærlig talt så er der langt mere urent trav end rent mel i min pose – for jeg har jo ikke bespist alle de sultne og jeg har ikke besøgt dem, der sidder i fængsel og jeg har ikke givet mit tøj væk til de nøgne. Skulle jeg i et ærligt sekund fælde dommen over mit eget hoved, så er der ikke noget at komme efter – altså jo der er rigtig meget at komme efter: jeg måtte i sandhed bøje mig for kolde facts og stille mig op i de forbandedes bukkekø! Men før det her ender med at udvikle sig til et Oxfordmøde, hvor I er tvangsindlagt til at lytte til mit synderegister, så kunne vi i stedet lære noget mere om den kristendom, som præsenteres i Matthæusevangeliet
Det blev skrevet i en tid, hvor det var afgørende at få folk – jøderne og de andre – til at gå i kirken i stedet for i synagogen. En ny og barmhjertig religion skulle udbredes og derfor måtte forskellene mellem den gamle tro og den nye tro trækkes op – endda ganske hårdt. Hvor der i den gamle tro var en klar opdeling af mennesker mellem de rene og de urene – så insisterede Jesus på, at i Gudsriget er der plads til alle.
Matthæus måtte derfor skærpe tonen, så det enkelte menneske kunne komme til at leve frit i verden. De religiøse regler om f.eks. mad, påklædning, bøn og afstraffelse – og om hvem man måtte omgås, hvor og hvornår det være sig kvinder, syge, hedninger etc var afskaffet. I stedet skulle der prædikes om Gudsriget – om tilgivelse – om evigt liv. I den gamle religion dømte præsteskabet: de holdt øje for øje – øje med, at de i alt 623 menneskeskabte bud blev overholdt og derpå afgjorde de om dit liv var rent eller urent – velsignet eller forbandet! Så hvis du – altså ifølge Matthæus – blev i den gamle tro, så var du dømt til fortabelse. Dels fordi ingen kan leve et helt liv uden at træde ved siden af – og dels fordi al din tid ville gå med at ramme rigtigt for din egen skyld. Der ville gå frelses-egoisme i den. Du ville glemme din næste: han eller hende, der tørster og sulter. I den nye religion – kristendommen – er dommen taget fra os mennesker – og gudskelov også fra præsterne (kirkehistorien er fuld af skrækeksempler på hvor sort det kan ende). Vi lever alle som en under en og kun en dom: nemlig kærlighedens! Den sætter fri – eller som Grundtvig digter det: SÅ gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde. AMEN
(Salmer: 732 – 843 – 396 – 812 – 29)
GÅ DA FRIT... 