Vi på vej mod påske. Om blot en uge: palmesøndag skal der jubles, når Jesus gør sit indtog på æsel i Jerusalem – et indtog, der dog hurtigt blev afløst af vrede – af forrådelse, korsfæstelse, død og opstandelse. Men inden kirkens største højtid tager sin begyndelse, så bliver vi med evangeliet i dag ført tilbage til der, hvor det begyndte med Jesus: nemlig undfangelsen. SÅDAN som også vores liv begyndte – med undfangelse – med det helt igennem biologiske mirakel, at liv bliver til …
Vi inviteres med ind i Marias dagligdag, hvor hun uventet får et absolut og på alle måder skelsættende besøg – ikke kun for hende – men så sandelig også for os – som menneskehed – som folk. Det evige – i skikkelse af englen Gabriel – overbringer Maria – og os – det himmelske budskab – det budskab, der har sit udspring fra før verden blev grundlagt – budskabet der lyder: du skal blive med barn! Vi præsenteredes dermed for en ny fortolkning af livets tilblivelse, der kort og godt sætter vores biologiske erfaringer til vægs … og nu handler det om at turde lade biologi være biologi og så bare tage imod … tage imod det nye gudsbillede, der gives os, når Gabriel siger til Maria: du skal give ham navnet Jesus.
Og her er det så, at jeg tillader mig at gøre et lille sidespring til et brev som Paulus skriver til menigheden i Efesos – hvor jeg vil citere indledningen: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse. For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.”
Gud havde dengang alt var tomhed og øde – “tohu va-bohu” som det så klangfuldt hedder på hebræisk i skabelsesmyten fra det gamle testamente – udvalgt Jesus til at fortælle os om Guds kærlighed til hele folket – udvalgt Jesus så han som Guds egen søn i ord og gerning kunne omfavne: de udstødte – de syge – de fremmede – de andre – og os fortabte med tilgivelse og med budskabet om, at der er velsignelse nok til alle.
Når vi skal høre om mødet mellem Gabriel og Maria lige præcis i dag, så er det ikke kun, fordi en graviditet varer 40 uger svarende til 9 måneder og vi i kalenderåret 2025 vil kunne tælle os frem til, at i år går Maria – sådan litterært-biologisk – 15 dage over tiden, for så passer det nemlig med, at vi igen sidder her i Klosterkirken eller over i Budolfi eller et helt tredje sted: onsdag d. 24. december og synger om et barn, der er født os – inden vi hver for sig valfarter hjem for at spise and og gris og kikærte-steg og sovs og ris ala mande og marcipan og stollen og æbleskiver i en forhåbentlig til den tid frydefuld juletid – nej, når vi hører om Gabriel og Maria i dag, så er det fordi ordene: du skal give ham navnet Jesus – og påskemorgens opstandelse hænger sammen.
Sammenhængen hedder slet og ret menneskelighed! Guds egen søn kom til verden som baby-menneske i en kold stald i et menneskefyldt Betlehem og han døde som et forkastet og korsfæstet menneske i et kaotisk Jerusalem! Livet igennem delte han sig selv med den, han mødte på sin vej. Han gjorde det i troen på, at livet altid er stærkere end døden. Han rækker evigheden ind i vores timelige liv – så at vi tilværelsen igennem altid kan hægte os på den kærlighed, der igen og igen opmuntre os til at rejse os fra kirke og gå! Gå med fred …
At Jesus både er evig og timelig på en og samme tid ER et vaskeægte paradoks – en selvmodsigelse – måske endda en absurditet, der rækker ud over alt, det som vi normalt sætter vores daglige lid til: forstand, logik, fornuft. Som når Maria må sige til Gabriel: jeg har jo aldrig været sammen med en mand. Et biologisk fakta som englen ignorerer – og i stedet taler videre om, at en hellig ånd skal komme over Maria. Det evige tørner sammen med vores erfaringsbaserede timelighed. Samtale mellem de to synes mildeste talt noget gådefuld – grænsende til det provokerende, bekendelsens ord om jomfrufødsel er normalt det, som kristendomskritikere slår hårdt ned på som det rene nonsens. På samme måde med opstandelsen: en stendød mand genopstår efter 3 dage … begivenheden synes at være et kors for forstanden, især når én selv forsøger at begribe Guds væren i verden med egen forstand og egen erfaring.
Hvad vi skal turde tage med os i dag er, at evigheden også ER her hos os, som den var den dag i Maria’s liv og som det lød til os i dåben – evigheden er her og nu – også selvom verden for tiden synes mere idiotisk og nihilistisk end ellers – grænsende til det “tohu va-bohu”-agtige / tomhed og øde … og måske vi netop i disse tider kunne lære lidt af Maria, når hun siger: Lad det ske mig efter dit ord! SÅ alt ikke kun afhænger af hvad jeg – og mit usle ego – vil og kan og selv tror … men det er måske for meget forlangt?!!
Vores håbshorisont ER evigheden, der i gudstjenesten minder os om, at Guds kærlighed til os og alle de andre er det gelænder, der gør, at vi aldrig bare er os selv, når vi stavrer derudaf i verden – men det gelænder som vi kan klamre os til på de uoverskuelige, angstfulde og ufuldkomne dage og som vi på de solrige kan læne os op ad, mens vi glemmer al elendighed og bare lader forårsolen kærtegne kinden og i et splitsekund måske fornemmer et strejf af evigheden … AMEN
GÅ DA FRIT... 