Osip Mandelstam – den store russiske digter der levede i årene 1891 – 1938 – som vi her i foråret har brugt en studiekreds på at læse om – brød sig ikke om den gammeltestamentlige Gud! Han fandt ham ganske enkelt for enevældig og frygtede i krop og sind hans magt … og ikke mindst hans luner! Mandelstam var født i Warszawa ud af en jødisk slægt, men hans far ville, at han fik en tysk sekulær skolegang i stedet for en rabbinsk, hvor han skulle terpe moseloven dag og nat. Senere valgte Mandelstam at blive døbt – i Finland i metodisk kirken – en retning indenfor protestantismen.
Mandelstam fortæller selv, at det var treenigheden, der var det afgørende for ham! Det var nåden – dynamikken – bevægelsen: at forandring altid er mulig, der livet igennem begejstrede ham.
For ham var islam enevældig og de østerlandske religioner ren stilstand og uden personlighed. Under Stalins terror omtalte han Moskva, som en stor sten-Buddha: en by – en stat uden dynamik, hvis eneste mål var at sikre en ensartet tankegang i landet. Enhver afvigelse fra ensartetheden – den frie tanke – blev betegnet som pestbefængt og måtte elimineres: forhør – arrestation – tortur – strafceller – henrettelse – fængsling – deportation – arbejdslejr – Kolyma – 52 graders kulde etc: Alle veje førte til undergang. Systemet var blottet for den nåde, der igen og igen genskaber liv.
Kristendommen og dermed troen på, at Gud blev menneske gjorde derimod en verden til forskel – også for Mandelstam – for den gjorde det muligt at digte og skrive tekster trods den allestedsnærværende frygt for at blive angivet af stikkere: det være sig familie eller naboer eller de rettroende stalinister og så midt om natten blive hentet af tjekkisterne: Stalins mange håndlangere – og slæbt afsted uden den mindste vished om fremtiden. Kristendommen gav Mandestam indre frihed til at være menneske midt i al umenneskeligheden! Når hans hustru – Nadeszja Mandelstam – overvejede selvmord, som “den udvej, vi har i baghånden” (p 97), så sagde Mandelstam: “Hvordan kan du vide, hvad der vil ske i fremtiden … livet er en gave, som ingen tør nægte at modtage”. OG som et overbevisende argument sagde han: “Hvordan i alverden har du fået ind i hovedet, at du skal være lykkelig?”. Mandelstam hang på alle måder ved livet. Han opsøgte aldrig ulykken og han lagde aldrig billet ind på “den såkaldte lykke”. For ham eksisterede den slags kategorier ikke. (SÅ de årlige – og ved nærmere eftertanke absurde – FN definerede lykke-målinger / “World Happiness Report”, hvor finnerne og dannerne kæmper om første pladsen, ville Mandelstam nok have rystet voldsomt på hovedet af). Livet er en gave og det lige meget, hvordan det arter sig … og når Nadaszja under nok en flugt, hvor de manglede mad og penge og tag over hovedet kunne udbryde: “hvis de skyder os, så undgår vi selvmordet” – så svarede Mandelstam hende: “begynder du nu igen (…) vent lidt … ikke endnu … lad os se tiden an” (p.98).
Når jeg på denne langfredag i det Herrens år 2025 inddrager Mandelstam, så er det i en refleksion over: hvorfor vi – og dem før os – afviser / ængstes / vredes over andre menneskers tanker og livsformer? I epoker så meget så retten til eget liv frakendes den enkelte … så den tyske forfatter Schillers berømte ord: Lev og lad leve / Leben und leben lassen trædes under fode.
Nuvel, jeg er bekendt med, at den klassiske dogmatik vil, at Jesus døde for at sone Guds vrede på grund af et æbleskrog fra skabelsens første uge og så synes nogen alt er sagt og amen til det. Men lader vi den fortolkning ligge og i stedet stiller spørgsmålet: hvorfor folket med høj puls og umisforståelig blodsmag i munden taktfast den dag i Jerusalem råbte: Korsfæst ham – korsfæst ham, SÅ kan det i følge min simple teologi udlægges, fordi Jesus livet igennem brød med den enevældige måde at forstå gudens væren og væsen på! Jesus prædikede tilgivelse for alle og enhver frem for de gængse moselovs-principper om gengældelse og hævn og straf. OG det var denne nye og radikale omformning – omkalfatring af religion -, som blev opfattet som en trussel. Nogen var bange for at miste magt – frygtede at topstyring og privilegier ville ryge og vi alle pludselig skulle stå der lige for Vor Herre: lige elskelige – lige frie – og dermed lige ansvarlige for det liv, vi har fået for intet.
Det må være denne kendsgerning, der provokerer. ER det mon derfor vi til stadighed higer efter det enevældige – ensartetheden – det statiske – det totalitære – den stærke mand/kvinde? Der bare har at bringe lov og orden og retfærdighed og gøre det af med dem eller den, vi ikke bryder os om: korsfæst ham – korsfæst ham!
Er vi langfredag ude i et trinitarisk selvopgør / selvregulering på korset, hvor Jesus udlever alle de ord, som han i sit korte liv prædikede for enhver uden stillingstagen til køn, nationalitet eller religiøs praksis: elsk din fjende / vend den anden kind til / den, der er ren, kan kaste den første sten etc.. Alt det, der synes, kropumuligt for langt de fleste af os, når relationen virkelig spidser til og vi midt i vores utilstrækkelighed ikke kan komme fri af eget ego og i et splitsekund måske tænker, hvisker eller uartikuleret skriger: korsfæst ham?
Langfredag lader Jesus sig henrette af menneskeheden – ikke kun for at være tro mod egne princippet – men også for at lære den enevældige noget om menneskelivet og dermed fuldende og give den treenighed, som Mandelstam anså som den eneste troværdige religion, KROP! Gud blev menneske for på eget legeme at forstå at tilgivelse er den eneste vej frem! Derfor kunne Jesus – som det eneste menneske gå i forbøn for os alle og på korset bede: Far tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! OG dermed faldt enhver tanke om en enevældig gud til jorden … Gud blev sat fri til at være afmægtighedens gud – og midt i dødsøjeblikket gjorde han altid nyt: for at enhver i dag skal være med ham i Paradis. AMEN
(salmer: 192 – 187 – 188 – 538)
(Citater fra: Nadezjda Mandelstam: med håb imod håb)
GÅ DA FRIT... 