I Birkerød by-midte opfordrer kommunen folket til at lade julepyntet hænge. Endelig en verdslig instans, der forstår, at Jesus-barnets fødsel med det glædelig budskab – med guirlander og kravlenisser og stjernelamper – om Guds fred og hans kærlighed til enhver skabning, skal vi ikke sådan haste med at få sendt på loftet eller i kælderen. Vi skal derimod dvæle ved budskabet og glæden! Vi skal i det stille fejre barnet. Vi skal – og må – ikke bære julen ud før tid. OG før tid er i følge traditionen helligtrekongers aften – på næste mandag d. 5. januar! Jeg glædede mig virkelig over opfordringen i Birkerød, også selvom den handler om noget så profant som optagelsen af næste års DR-jule-tv-kalender – og pynt i vinduerne vil derfor gøre sig godt sådan rent scenografisk!
Ak ja … men skidt med den kommunale opfordring, der er fortsat juleglæde i luften og budskabet om barnets komme kan ingen ændre på! Det kommer igen i år til os på trods af uro – og krig – og terror – og brok – og ævl – og kævl. Gud vil verden! Selvom menneskeheden som altid – igen og igen – kører sig selv og hinanden ud over kanten. Verdens magtkampe kan ikke neutralisere eller overtrumfe den himmelske kærlighed, der ramte jorden julenat.
Verden over har børn og voksne gennem alle tider måtte lide og dø på grund af magthaveres tyranni. Gennen flere sæsoner har studiekredse her i sognet læst og diskuteret litterære vidneskildringer fra Sovjetunionens “store terror”. Hvordan almindelige mennesker blev mistænkeliggjort og anklaget – og om hvordan de mange gik til grunde og hvordan de få, der overlevede med forstanden så nogenlunde i behold, forpligtede sig selv til at fortælle om de faktiske forhold under Josef Stalins megalomani og paranoia. OG for at sige det rent ud, så er det helt ufatteligt, hvad vi mennesker finder på og sætter vi værk for at beholde magten over alle de andre. Hvordan vi beklikker andre – hvordan vi under frygtens fortegn kan manipulere folks fejhed, så de stiller sig an og gør mod andre, hvad vi alle inderst inde ved er forkert – eller de fleste. Det 20. århundredes terror er rigt dokumenteret og til stadighed dukker, der nye detaljer og episoder op. Fælles for tyranerne er deres selvovervurdering som nærmest guddommelige – og fælles er hvordan folk har hyldet dem og dermed bestyrket dem i dette vanvid.
Nogen vil måske protestere over, at jeg bruger det personlige stedord VI, men i det menneskelige sind ligger viljen til magt – i hvert fald som en mulighed og det kan der være en masse gode evolutionære grunde til. I det menneskelige ligger der måske ovenikøbet et potientiale til at gå hele vejen … dette sagt ind i en tid, hvor humanismen til stadighed lærer os, at mennesket er godt, men hvor Kierkegaard også – og andre før ham – lærte os, at vi altid står med et valg! Vil jeg lade mig omfavne af Guds kærlighed eller vil jeg følge mit eget ego? Skåret meget firkantet ud!
Andre tidsaldre kan også være med – i dag hører vi om Kong Herodes, der havde stærke og tætte bånd til Romerriget. Han regerede slet og ret med frygt og paranoia og jalousi. Han henrettede på kryds og tværs enhver, der stod ham i vejen – også egne familiemedlemmer – OG det siges, at ingen sørgede, da han døde. MEN inden da leverede han massiv terror til alle på alle hylder! I følge forfatteren til evangeliet i dag udså Herodes sig krybbebarnet som den største trussel! Barnet, som er identisk med julebudskabet selv om glæde og fred til hele folket … OG fred betyder alt andet lige frihed. Friheden til at leve … og til at måtte træffe valg til glæde for Gud og ikke mindst til gavn for næsten!
Fred betyder fraværet af krig og trusler. Guds komme som menneske til jorden indvarslede en ny tid: en kærlighedens tid, som konkret manifesterer sit nærvær til ethvert menneske verden over – også når vi træffer de forkerte valg! Barnet ser dig! Fordomsfrit – og uden vilje til magt! Barnet – og dermed Kristus – dømmer dig med kærlighed.
Hvis der er noget diktatorer ikke bryder sig om, så er det nye tider, for nye tider er uforudsigelige og den eneste der må være uforudsigelig i al sin grusomhed og terror er den store leder selv! OG det var Kong Herodes så også. Han lod straks alle drengebørn på to år dræbe. SOM straffen for, at Maria og Josef og den lille Jesus nåede væk i tide!
Nu kunne én så indvende, hvorfor er der ufred – så meget ramaskrig – i verden, når Gud vil det anderledes? Det er en helt legitim tanke – også her i julen, hvor f.eks Kyiv og det øvrige Ukraine konstant er blevet bombet og terroriseret – ja, den 24. februar begynder det 5. år af den på alle måder utilstedelige og ondskabsfulde angrebskrig. Jeg tror desværre – at det er som Prædikeren skriver det i det gamle testamente: at Gud har lagt menneskene verdens gang på sinde! Og verdens gang synes så også at være en stor dystopisk slagmark for tiden …
Dertil må konstateres, at mennesket er skabt begrænset – ikke kun fordi vi fødes til at dø. Vi slår simpelthen ikke til, når det virkelig kommer til stykket. Vi svigter – vi fejltolker – vi roder – vi regerer – får ikke sat de grænser, der burde sættes i tide – vi dømmer – bedømmer – fordømmer – os selv og ikke mindst hinanden. Vores iboende trang til at dømme de andre får egoismen – og trangen til at dominere – frem – vores indre tyran næres og går pludselig af hånd.
Hvad Gud angår, så er svært – tangerede til det besværlige at tro – et glædeligt mysterium (selv om det vist er kættersk at sige mysterium) har ramt verden. Det eneste vi – måske – kan forholde os til er, at Gud blev menneske! Vi har Kristus og det ord om ham, der søndag efter søndag bliver forkyndt i kirken. Ordet der blev til kød – som bolig i blandt os – og som vil, at vi skal leve på trods af verdens kaotiske tilstand. AMEN
(Salmer: 123 – 336 – 129 – 134 – 117)
GÅ DA FRIT... 