I søndags – 4. søndag i advent – klokken præcis 16:03var det vintersolhverv her til lands. Årets korteste dag. Nu går det atter – langsomt og sindigt – mod lysere tider! Dagene længes. Vi har brug for det.
I søndags blev der i Sidney på stranden tændt et lys for hver af de 15 jødiske australier, der brutalt (d. 14. december) blev mejet ned af islamister, mens de sammen med 1000 andre jøder fejrede Hanukkah. Lysfesten, hvor traditionen tilsiger, at der første aften tændes 1 lys – anden aften 2 lys og så fremdeles i 8 dage. Indtil i alt 8 lys er tændt! Lysene vil fortrænge mørket og symboliserer troens frihed!
Gennem 4 søndage har også vi tændt lys i adventskransen: først 1 – så 2 – så 3 – så 4 lys. Denne finurlige gran-tingest, som her i Budolfi plejer at hænge ned fra loftet deroppe, stammer som så meget andet fra Tyskland – og kom via sønderjyderne under 1. verdenskrig til resten af Danmark. Den tyske besættelse fik sønderjyderne til at pynte kransen med røde sløjfer, som tegnet på danskhed – og lysene blev symbolet på længslen efter frihed i en mørk tid.
Lys og frihed hænger sammen! Sådan er det også i kristendommen, der tog sin spæde begyndelse julenat i Bethlehem. Det var en tid fyldt med trængsel. Romerne havde besat jødernes land – og når der skulle tælles i mandtal, så var det for at få styr på antallet af skatteydere.
Kejser Augustus havde brug for penge til sit store imperium, så han kunne gøre det endnu større med endnu mere administation og endnu flere hære. OG så lige midt i det hele – i en kold og klam stald under Bethlehemsstjernens skær – lod Gud sig føde som et lille menneskebarn! Hans navn er Jesus og han fødtes som et konkret modstykke til menneskets egen iboende trang til evig og altid at rage til sig – og om muligt at ophøje sig selv til hersker over det hele eller i hvertfald det meste, som oftest på bekostning af de andres liv og levned. SOM et lys i mørket kom han med budskabet om fred til hele folket. OG vi skal forstå hele folket som alle og enhver i hele den vide verden! Han kom med en ny begyndelse, som skulle sætte mennesket fri!
For fred sætter fri. Guds fred sætter os fri fra at skulle bruge livets timer på at gøre os særligt til overfor Gud. På den måde sættes også Gud fri fra at skulle klappe i sine gude-hænder over vores opstyltede og påtagede fromhed. Julenat bliver vi af englene fortalt, at Guds kærlighed har vi. Vi er elskede – også når vi jokker i spinatten og glemmer hinanden på godt og mest på ondt, ja, så er vi stadig Guds elskede børn!
Friheden skal vi bruge på hinanden. Vi skal give plads. Plads til forskellighed. Vi skal forstå, at den andens liv er lige så vigtigt som vort eget. Derfor har vi også alle et ansvar for at gå imod den omsiggribende antisemitisme, som desværre manifesterer sig med lynets hast verden over i det store som i det små. Det kan simpelthen ikke passe, at vores jødiske brødre og søstre ikke kan leve i fred og dyrke deres tro i frihed.
I fredags var der i Weekendavisen en meningsmåling, hvor 31% erklærede sig helt eller delvis enig i, at islam skal forbydes i Danmark. Dertil skrev kommentator Niels Lillelund i Jyllandsposten: “Det er radikalisering i tørre tal, og det er til at tude over”. Et plaster på såret er, at næsten 70% stadig går ind for religionsfrihed.
Tiden er inde til, at hele folket verden over besinder sig på den Guds frihed, der sætter ånden fri! OG erkender, at ingen kan eller må bruge den frihed til at skade andre mennesker med. Det være sig gennem ussel hverdagshad eller vold eller mord eller terror – det være sig i at ville begrænse det enkelte menneskes frihed til at tro! Så ender vi i en perverteret pseudo-frihed, der bid for bid æder vores demokratiske samfundsorden – og som langsomt men sikkert lægger livet øde for os alle.
Julenat fødtes det lille Jesusbarn! Fødtes for at give det jødiske folk, som han selv var en del af; – og os – dig og mig – en ny begyndelse. En ny begyndelse hvor vi for livets skyld skal møde hinanden på kryds og tværs – eller i hvert fald giver det et forsøg.
OG ikke mindst skal vi alle – for livets og åndsfrihedens skyld – finde modet til at sige fra overfor den militante og menneskeforagtende fundamentalisme, som ikke tåler tilstedeværelsen af andres holdninger eller synspunkter, som slet og ret ikke forstår frihedens væsen: Åndsfriheden vi julenat skænkes med krybbebarnets komme til verden. Åndsfriheden der har sit udspring i Guds kærlighed til mennesket! Den kærlighed der i et og alt omfavner os, så vi kan leve – og så vi kan tage ansvar for os selv – og vort medmenneske!
Vi skal finde modet til at forsvare hverdagen med dens glæder og sorger – forsvare friheden til at tro, tænke, skrive, tegne, elske, grine, danse, vælge frit – forsvare friheden til at være menneske med fejl og mangler – med sårbarhed og mistrøstighed – og med fejhed, når vi ikke magter, hvad vi burde gøre for livets skyld!
Nu er det endelig jul – glæden er jordens gæst i dag, som vi sammen synger det om lidt. Lyset – det lille krybbebarn – er kommet til verden for at fortrænge mørket – kommet for at give os alle en ny begyndelse – vi kalder det også tilgivelse – alt sammen under håbets fortegn.
SÅ gå da fra kirke med fred i hjertet – gå som frie mennesker – gå som Guds elskede børn – og gør det, du kan og skal! Glædelig jul!
(Salmer: 94 – 96 – 104 – 119 – 121)
GÅ DA FRIT... 