De står der stadig – juletræerne – der oppe på hver sin side af det store flotte alter. For her i Budolfi slipper vi ikke julen før tid. I dag er det så blevet tid til at sige farvel og tak for nok en jul – og dermed forsøge at forstå, hvad legenden om de vise mænd egentlig vil os. Når jeg siger legende, så er det, fordi netop den historie er der blevet digtet videre på mange gange, som var det en art fan-fiction.
Fan-fiction er en genre, hvor fans skriver videre på deres favorit-historie. Genren er gammel, men i nyere tid er fx. historierne om Harry Potter via fans på internettet blevet videreudviklet. Her og nu vil jeg dog spare jer for mere litteraturteori, men blot sige, at “nogle vise mænd” i dagens evangelieuddrag ER i legendeform blevet til hele tre! De fik navne og kongertitler: Kasper er konge i Persien og Melchior konge i Ægypten og Baltazar konge i Nubien (et land midt i Afrika). Det er sådan en art konfirmandviden, da mange af de unge mennesker har spillet adskillige krybbespil; hvor persongalleriet gerne er udvidet med alt lige fra nabo over mexikansk pizzabager til vinkekatte og jeg ved ikke hvad, for så kan alle være med og på sin egen skæve måde være et aktiv i fortællingen om Guds komme til verden.
Men holder vi os til dagens evangelisk-fortalte aktører, så er det ledestjernen, der er fælles for de vise mænd uanset hvor mange de så måtte være. Ledestjernen – himmel-fænomenet der kan navigeres efter – rettesnoren der leder på vej! På vej mod barnet i krybben … på vej mod den spæde Jesus: Guds egen søn. På vejen tages de vise i forhør hos Herodes! For den store mægtige konge har udset sig spædbarnet som fjende nr. 1. Spædbarnet der i al sin spædbarnlighed ligger der skrøbelig og afmægtig i en kold stald hos sine fattige forældre – det er spædbarnet Herodes ANSER som truslen – og hvad han vil ER at få ham ryddet af vejen. Jesusbarnet skal med vold og magt udryddes, fordi den kyniske magthaver ikke tåler, at andre end ham selv må shine – må regere – må tilbedes og så fremdeles.
Verdenshistorien er fuld af eksempler på denne adfærd – både før som nu. Magtfuld paranoia – religiøs eller politisk eller i en uskøn sammenblanding – har påført og påfører til stadighed uhyggelig meget lidelse, fortvivelse, tab af værdighed – død og ødelæggelse – og tåler hverken modsigelse eller satire … (som en fodnote skal nævnes, at det på tirsdag er 10 år siden de franske bladtegnere på Charlie Habdo koldblodigt blev myrdet på redaktionen, mens de tegnede deres på mange måder livgivende svirpere).
Herodes ville, at de vise mænd fra Østerland skulle finde barnet for ham, så han kunne føre sin morderiske plan ud i livet. De fandt barnet: de lovpriste det og de begavede det efter skik og brug med guld, røgelse og myrra. MEN de lod ikke Herodes vide noget som helst. De valgte med hjertet fuld af glæde derimod en anden vej, da de forlod Jesusbarnet. Det er den vej, som vi hørte om, da lille Bille blev døbt, hvor det lød: GÅ … derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple … idet i døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Når vi krænger det sidste stykke julepapir af legenden om Kasper og Melchior og Baltazar – når vi afmytologisere beretningen – eller dekonstruerer tilføjelserne en for en – og dermed piller al videredigtning om deres hudfarve, alder, erhverv (for de var vist også storkøbmænd) og skærer helt ind til benet, så går der en lige linje FRA de vises besøg i stalden under ledestjernen, hvor Gud julenat tog bolig i blandt os TIL den dag – slutningen af samme evangelium – hvor Jesus befalede sine disciple til at GÅ … til at gå ud i verden … og døbe!
Den glæde der fyldte de vise ved mødet med krybbebarnet ER den samme glæde, der fylder os, når et barn bæres til dåben. Når dets lille hoved overøses med 3 håndfulde vand og ved navns nævnelse tituleres: Guds barn! Når det skænkes evigt liv og forlods får tilsagt sine synderes nådige forladelse. Forlods – ja, længe før vi overhovedet overvejer – bevidst som ubevidst – at gøre andre fortræd bliver vi tilgivet. Vi omsluttes med andre ord i dåben af Guds kærlighed, der vil at fred og glæde skal være med os på vores vej gennem tilværelsens op- og nedture.
Grundtvig digtede derom i sidste strofe af Dejlig er den himmel blå, som vi sammen synger om lidt: Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, som han os lod åbenbare til at lyse for vor fod.
Da Grundtvig skrev sin første udgave af Dejlig er den himmelblå med ikke mindre end 19 strofer havde han netop været i en frygtelig krise – i en hæslig psykotisk tilstand -, hvor han oplevede, at han kæmpede mod en slange – symbolet på djævlen selv. Afsættet for salmen blev da, at vi er som en flok syge skravl, der liggende stirrer ud i den dunkle nat, mens vi apatiske – selvkredsende – venter på døden. OG da er det, at vi – ifølge Grundtvig – må bryde ud i et: dejlig er den himmelblå. Stemningen er med et splitsekund forandret – fra mørke til lys – fra død til liv! Grundtvig har set stjernen – betlehemsstjernen! Han er selv på vej, som de vise mænd! Måske han også er en af de vise?!!
Du og jeg er også på vej! Om vi er vise eller ej, så må vi tro på, at livet ikke kun er statisk – at tilværelsen rent faktisk er foranderlig – at den er dynamisk – også selv om vi måtte føle os på afveje og vildveje eller stagneret i tilværelsens blindgyder, for der er i den grad masser af lidelse og smerte i verden og i vores relationer mennesker imellem. Der er fortabelse og fornedrelse og forbitrelse og tilintetgørelse. MEN der er også lys og der er liv!
Mens juletræerne pilles ned og smides ud, så lad Guds kærlighed være vores ledestjerne – tag den med fra kirke – lad den lyse i hjertet og hjernen, så den må give dig – og mig – mod til at følge livets vej, hvor vi tør leve … og ikke mindst lader de andre leve – også dem vi ikke forstår – er uenige med – eller slet og ret ikke bryder os om. SÅ den glæde, der blev os åbenbaret julenat, må række og strække nu og i al evighed. AMEN
(salmer: 749 – 362 – 441 – 136 – 101)
GÅ DA FRIT... 