En højmesse består som regel af en håndfuld læsninger inklusiv de særlige bønner, der på kirkesprog hedder kollekt. I den første lyder det i dag: Giv os fred på jorden. Javel – og knap er vi så nået til læsningen fra det gamle testamente, før vi har balladen. Her fortælles om den ellers altid så retfærdige Kong David. Ham der i sine unge år besejrede den store Goliat med sin slangebøsse og en sten placeret lige mellem den store kæmpes øjne og siden blev forbilledet på den ideelle konge. Han har sendt sin bedste ven Urias i krig. Fordi han havde gjort Urias’ hustru gravid og ville have hende for sig selv. Urias stod med andre ord i vejen for Davids lykke – hans begær. Så afsted til frontlinjen med Urias og David fik det, som han ville. Urias blev dræbt og David fik kvinden Batseba for sig selv!
Giv os fred på jorden! Sådan er vi spændt ud mellem ønsket om fred på jord og vort eget ego, der har det med at skygge for andre menneskers liv og levned … og sågar i grådighedens navn ikke skyr midler, når der er noget, vi vil have; når der er noget, vi begærer så kraftigt, at vi i yderste konsekvens må slå ihjel – dræbe andres glæde – reducerer dem til statister i vores egen iver.
Det kunne være en pointe, men fortsættelsen i historien om David åbner en ny vinkel. Nemlig da David vredes, da han hører Natan fortælle om den riges mands usympatiske adfærd, da han slagter den fattige mands eneste og kæreste lam. Den rige der i grådighedens navn uden blusel vælger sine egne mange dyr fra, da den vejfarende skal trakteres. David forarges over andres adfærd og kræver dødstraf, men ‘glemmer’ / ‘fortrænger’ sin egen gøren og laden overfor Urias. Profeten Natan bliver da det spejl, der afslører Davids eget hykleri – og han gør det med ordene: “Du er manden”!
Nok en pointe: Natan sætter et spejl op for os om forargelsen som hykleri. Hvor nemt det er at fordømme, især når vi rask væk puster vort eget lille store ego op som bedre end de andres.
En oldgammel erkendelse som altid er god at blive mindet om – også på en varm julidag her før en ny uge – den nok så berømte uge29 – griber os og vi måske snart skal ud og promovere det høje sommerhår. Hvor latteren og de lyse nætter og alle isene og strandsandet mellem tænderne og sorgløsheden og roséen i flaske på en måde trækker i sindet på samme vis som Gak ud min sjæls hyldest til natur og evighed.
Samtidig med at vi – eller nogen af os – deler skyld ud til højre og venstre, når vi rask væk giver tidsånden – den ånd især vi præster elsker at prygle i timevis og føler os hævet over – skylden
eller hvad med de sociale medier, som mange af os må forbande og råbe ekkokammer efter, imens vi uploader den næste solnedgang –
eller ungdommen, som en dag selv bliver ældre og så partout synes, de selv var en bedre ungdom end den allesteds nærværende –
eller de kulturradikale og deres selvfede idealisme, der ender i kvalm moralisme –
og hvem vi ellers ikke måtte bryde os om og derfor giver skylden FOR det meste – selv vor egen åndløshed … ja, selv det mest ligegyldige får de andre på nakken for. Alt det vi egentlig bare burde bære over med – lade fare – eller som tysken ville sige: Schwamm d’rüber – på dansk: visk det ud!
Menneskets har alle dage været sig selv nærmest – når det altså ikke lige er ude af sig selv, men det er en anden snak. Skygger nogen eller noget for vores vilje til magt, så forsøger vi gerne – bevidst som ubevidst – at masse os frem … på bekostning af den anden: mele egen kage eller egotrippe eller kaste under bussen, som det hedder på nudansk.
Natan hvisker ganske sagte i mit øre, mens jeg skriver denne prædiken: STOP DIG SELV! Stands den sorte mennesket-er-ondt-retorik før nogen dernede på bænken begynder at flå hårrødderne ud af hovedbunden i en art kropslig synd-bekendelse eller mere bekvemt tager flugten ud ad porten for at trække frisk luft. Stop-mig-selv og indskyd, at vi altid har et VALG … vi har et valg om vi vil hykle … hykle i kor … i kirkekor … forarges – eventuelt tage den et skridt længere og forarges over forargelsen … for derpå at hykle over de andres forargelse over forargelsen … indtil vi rammes – lammes af profet Natans ord: Du er manden! Så hvad med din egen skyld, når det er dig, der solformørker de andre?
Nu rammer vi dagens egentlige pointe – hovedpointen: SKYLD … bjælken i eget øje. Jeg må ihukomme Henrik Stangerup, der om nogen gerne gav tidsånden tørt på. I 1973 skrev han romanen: Manden der ville være skyldig. Den handler om Torben, der uforvarende slår sin kone ihjel i en brandert og bagefter forsøger at blive kendt skyldig. Det viser sig umuligt. Samfundet har nemlig afskaffet skylden. Torben er blot et offer for en voldelig barndom og for samfundets strukturer – et produkt af omstændighederne. Godt eller ondt er en gang for alle bortretoucheret. Det personlige ansvar er opløst og dermed er enhver individualisme død. Torben hindres i at få den straf, han synes, han fortjener. Samfundets dom lyder: drabet var et hændeligt uheld og derfor fandt det slet ikke sted. Han drives til vanvid og indlægges psykiatrisk på Lykkeparken, fordi hans eneste ønske ER at være skyldig, så han kan udstå sin straf, sone sin skyld og vende tilbage til et liv. Så han igen kan blive en fri mand!
“Du er manden”! – eller måske rettere “Jeg er manden”er hvad Stangerups bog handler om! At være manden eller kvinden – eller slet og ret individ – er lig med at være skyldig. Vi kan vælge det gode – vi kan vælge det onde – vi kan vælge midt i mellem eller afstå fra at vælge, hvilket jo også er et valg. Vi er altid mere end hvad omstændighederne gør os til – nok kan vi tolkes både tæmmet og hæmmet grundet vort såkaldte over-jeg, men vi er også vilje med sans for grådighed og for begær og alt det andet, som hører eksistensen til.
Kristendommen fortæller mennesket ind i Guds historie, der rækker langt ud over vores grådige begær, vores hykleri og vores forestillinger om egen og de andres skyld. Guds historie med os rækker ud over ideologier og strukturer og alt det, vi igennem tiden har konstrueret og sat i system. I Guds historie tiltales du og jeg igen og igen af evangeliets budskab om, at enhver dømt skal kendes fri af nåde, sådan som der står skrevet i næste salme.
Vores skyld får aldrig lov til blot at blafre derude i vinden. Den negligeres ikke og tilskrives aldrig noget, den ikke er. Vores skyld mødes uden Guds fordømmelse – den mødes med tilgivelse: med syndernes nådige forladelse, som vi hver især fik i dåbsgave – og som vi modtager i nadveren. Dåbens løfte plus brødet og vinen er vejen videre fra de valg, der uigenkaldeligt gjorde og gør os skyldige … når vi skygger for andres glæde.
Det er barmhjertigheden selv, der møder os i ord – og giver os svaret på den bøn, der lød i begyndelsen: Giv os fred på jorden. Svaret der vil, at vi skal gå fra kirke med glæde – genrejst til at traske ud i sommeren – ud i uge 29 – som frie individer – ud i tilværelsen med alle dens muligheder på godt og ondt. AMEN
(Salmer: 726 – 684 – 696 – 276 – 806)
GÅ DA FRIT... 