Jesus var netop kommet ned fra bjerget. Han havde holdt en af sine helt store taler: bjergprædikenen. Han havde støvet den gamle moselov af og nyfortolket den! Skærpet den. På mange måder gjorde Jesus det ikke nemmere at være menneske:
F.eks når der står skrevet: (…) tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart nok til at tage bjælken ud af din broders øje. (7,5). Oversat til nudansk: ryd op i eget liv før du peger fingre af andres fejl og mangler.
Eller fordringen om at elske sine fjender – vende den anden kind til, som én måske synes er enten umulig og urimelig: især i en verden, hvor vi taler om og ofte ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest, at ugerninger skal afregnes. Omvendt så er fjendekærligheden altafgørende, når det f.eks. er én selv, der er fjenden, så vore ugerninger ikke bliver gengældt øje for øje, tand for tand, men bliver tilgivet og sonet. Efter denne etiske belæring forlod Jesus, som tidligere nævnt bjerget med alle tilhørerne i hælene – og nede i dalen nærmede en spedalsk mand sig Jesus! Her må vi forstå, at sygdom er lig urenhed og urenhed skal holdes langt væk fra alle de rene – isoleres. Sådan står der i den gamle lov: en sygdomsmanual foreskriver kuren: Den lokale præst fungerede som medicinmand, der dels skulle stille diagnosen over 7 dage – og skulle afgøre om den syge fortsat kunne være en del af fællesskabet eller om vedkommende skulle have stemplet uren og dermed sendes bort! Det er denne praksis, der bortfalder: Jesus række ud efter den syge og den skarpe grænse mellem ren og uren ophæves. Gudsriget, han prædiker, er for alle. Den spedalske selv er samtidig trådt ud af moselovens felt. Han opsøger Jesus – the new guy ind town – han sprænger moselove og dens religiøse foreskrifter …
Jesus helbredte manden og sendte ham dernæst tilbage til præsten, så denne kunne gøre status og give ham prædikatet: ren … til det kunne jeg så undre mig over, at al den snak om ren/uren stadig vigtig, for var Jesu mission netop ikke at gøre op med modsætning mellem at dele folk op i rigtige og forkerte? Det er som om evangelierne er optaget af at lade Jesus helbrede alt det, der ikke er perfekt: de døve – de blinde – de stumme – de lamme – den blødende – og i dag den spedalske. Hvorfor denne forhippethed på altid at ville af-eksistere enhver “fejl og mangel”? ER der virkelig ikke plads til kronikerne og andre “fysiske udfordringer”?
JO: for hvad Jesus gør her ER at vise ubetinget kærlighed til det enkelte menneske uanset, hvad vi måtte bøvle med – også i forhold til religiøs habitus – uanset hvilket selskab, du er rundet af – og han gør det på en sådan måde, så den enkelte kan vende tilbage til sin daglige gang: Moselovens foreskrifter.
Det er vigtigt at forstå, at alverdens kulturer og samfund altid har og har haft sin egen forståelse af sygdomme. De gamle grækere diagnosticerede f.eks gennem studier af balancer og ubalancer i kroppens væsker. Nu om dage tænker vi i analyser, evidens og genmateriale – staten opfordrer os om at gå til screeninger eller selv holde øje med ethvert synlig som usynligt tegn på kropslige afvigelser …
På Jesu tid – i den etablerede jødedom – var sygdom en Jahves straf, som manifesterede sig i form af f.eks. pest, svindsot, bylder, sindsforvirring. Derfor var – og er der til stadighed – strenge hygiejne regler bl.a. vedrørende al livsførelse.
Det er denne jødiske kontekst, som Jesus taler ind i og hans opdrag er slet og ret at møde enhver med kærlighed. Vi lever i en anden tid, men Jesu opdrag er det samme: at møde enhver med kærlighed. Derfor er det et fedt, hvilken sygdomsforståelse vi lever med eller under: det være sig: Guds straf – ubalancer i slim, galde etc – defekt DNA eller om vi dagen lang tjekker op på hudens pigment-ændringer eller hver 5. minut må aflæse aktivitetsurets pulsdudsving eller antal skridt etc. – i gudsriget er der plads til alle – uanset hvilken form for medikalisering, vi er underkastet.
Den romerske officer underkastede sig Jesus, som han i ord bekendte som Herre – den korteste trosbekendelse. Dermed ændres den oprindelige forståelse af gudsriget, der var bundet op på etnicitet: på Israel, hvor kun jøder tilhørte Guds udvalgte folk. Romerens bekendelse gør med et Guds historie universel med plads til enhver uanset ophav, kultur og tilhørsforhold – hvor alle bliver Guds børn i dåben!
Da romeren løb efter hjælp må han have anset sin tjener for et Guds barn. Hans sind var fyldt med barmhjertighed, han måtte hjælpe dette arme menneske, der lå og led! Præcis som Jesus sagde i bjergprædikene: Salige er de barmhjertelige, for de skal møde barmhjertighed (5,7). Romeren gav afkald på sin egen værdighed! Han smed, hvad han havde i hænderne og bevægede sig ned ad den militære rangstige, fordi han ikke kunne andet! Jo, han kunne eksercere sine soldater og de parerede som gode soldater nøje hans ordre. Hans ord var i den sammenhæng lov! Han nærede forlods tillid til ord – til at ordet skaber, hvad det nævner! Var det det, der gjorde, at han kunne sige til Jesus: Sig blot et ord, så vil min tjener være helbredt (8,8b)? Måske – men alligevel ikke helt – tillid er vigtigt! Det afgørende her er, hvad romeren sagde inden: Herre, jeg er for ringe til, at du kan komme ind under mit tag (8,8a). Det er dette HERRE, der gør hele forskellen. Bekendelsen som vi sang: Du Herre Krist hvor frelser est! Ham der har: Al magt på himlen og på jorden.
Så følger resten af helbredelses-historien! Skeptikeren i mig overvejer dog om vi selv hver især er ansvarlige for egen frelse? Her må vi ihukomme, hvad Paulus så ofte siger til os: Troen kommer altså af det, der høres (fx i Romer 10,17a.). Troen er udenfor os selv! Ingen skal selv udvikle troen på basis af selverhvervede kompetencer ud i diverse spirituelle knæbøjninger! Troen kommer i mødet med Guds Ord!
Den forrige forrige biskop her i Aalborg Søren Lodberg Hvas sagde det i en ordinationstale til nogle unge præster: ”Troen kommer af det ord, som tages til hjerte og bliver til liv og salighed i vort eget liv”. Og han citerede Luther: “At tro på Gud, betyder ikke, kan du vel tænke, at man kan gribe om ham med hænderne og holde ham fast, eller at stikke ham i en pung, eller lukke ham inde i en kasse. Men det er at gribe om ham, når hjertet griber ham og hænger ved ham.”
Vi er nu over halvvejs igennem helligtrekongers tiden – hvor det gennemgående tema har været: Hvem er Gud? Svaret er Jesus Kristus, vores Herre som igen og igen møder os med syndernes nådige forladelse, fordi gudsriget er en realitet. AMEN
GÅ DA FRIT... 