Der er noget vederkvægende – noget på alle måder forfriskende over dagens glædelige budskab, hvor det forkyndes os, at Jesus er hyrden for os alle! OG det uanset hvad vi selv måtte mene om de andre og deres gøren og laden og det uanset vores bemærkelsesværdige meritter eller selvpromoverende evner ud i fromhed – eller godhed – eller åndelighed – eller ydmyghed eller rigdom – eller noget af alt det andet, som vi i det skjulte eller åbenlyse bryster os med.
Jesus er hyrden og han er det i kraft af den død, som han led på korset og den samme fysiske død, som han påskemorgen trodsede i kærlighedens navn og genopstod til glæde for hele folket. HØR, det er i sandhed evangeliets kerne, at Jesus er hyrden for både gode og os onde. Vores herre – når vi træffer de rigtige valg og når vi bevidst som ubevidst vælger forkert: vælger os selv og glemmer/tilsidesætter næsten. Holder på den forkerte hest … om man vil.
Den 4. maj 1945 kl. præcis 20.36 fik borgerne i Aalborg og resten af Danmark et helt særligt budskab, som mange havde ventet på i fem år. Ud af radioen lød der disse befriende ord: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Midt i glæden og jublen – midt i sangen og festen – ja, midt i rusen og lykkefølelsen – begyndte også jagten på de, der havde fulgt den falske hyrde: nazisympatisører – værnemagerne – de tysksindede i Sønderjylland – pigerne der havde soldater-kærester, der kæmpede for det 3. rige. De blev tævet – afklædt – hånet – klippet – lynchet – hentet – ført bort – dømt (med tilbagevirkende lov) til straf eller død …
Allerede i maj 1934 havde en flok teologer under ledelse af den reformerte schweitzer teolog Karl Barth set nødvendigheden af at komme med en erklæring om, hvem der er den sande hyrde.
Forhistorien var den, at nazisterne efter magtovertagelsen i 1933 hurtigt satte sig på styret af den evangeliske kirke gennem indsættelse af en såkaldt rigsbiskop. Nationalistiske præster havde udtalt, at nazi-styret var et godt regimente, indsat af Gud og det med henvisning til Luther – og samtidig spillede de en ikke uvæsentlig rolle i arie-lovgivningen. Kredse i den evangeliske kirke begyndte at finde sammen om en modstand, der primært handlede om at bringe kirken frelst igennem tiden. Karl Barth var en klar modstander af en sådan begrænset strategi. Han forudså den kommende katastrofe, og han mente, at kirken kun kunne reddes som kirke ved at sige et klart og markant nej til den hedenskab, som nazistyret efter hans mening repræsenterede. I begyndelsen af 1934 havde han sagt sin ærlige mening ved et kirkeligt møde, hvor kirkeledere havde forberedt et memorandum i forbindelse med, at de skulle i audiens hos Hitler. Han havde, rettet til forfatterne af den pågældende delvise hyldest til Hitler, udtalt: “Vi har ikke den samme tro, vi har ikke den samme ånd, vi har ikke den samme gud!” (KD 11.08.2011 / Niels Henrik Arendt: Den dag, kirke tog afstand fra Hitlers regime).
Og så tilbage til selve erklæringen, som Barth i Frankfurt d. 16. maj 1934 mødtes med de to lutherske teologer Breit og Asmussen om. Formiddagen gik med drøftelser. Så fik de sig en god frokost, hvorpå de to lutherske præster skulle sove til middag! I mens satte Barth sig med kande stærk kaffe og to brasilianske cigarer, og da de to kolleger tre timer senere atter viste sig, var erklæringen i hovedsagen færdig. Som Barth senere drilsk formulerede det: “Den lutherske kirke sov, den reformerte kirke vågede.””
Den 31. maj 1934 blev erklæringen vedtaget af 138 teologer i byen Barmen nær Wuppertal. Det blev her slået fast, at når den kristne kirke bekender Jesus Kristus som herre, er han herre over både himmel og jord, kirke og verden. Uden at nævne Hitler eller nazismen ved navn tog den klart afstand fra regimets misbrug af evangeliet, politiseringen af kirken og dyrkelsen af enhver anden herre end Jesus Kristus. Barmenerklæringen slog også fast, at den kristne kirke må være modstander af enhver ideologi, samfundsform eller anden samfundsfaktor, som får tillagt religiøs eller absolut status.
I Danmark er det sådan, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne! Heller ikke biskopperne selvom de ofte af journalister udspørges om, hvad kirken mener om både dit og dat. OG nogen mener åbenbart, at det kunne være rart med folkekirkelige udmeldinger om samfundsforhold, men den går ikke. Vi har et par legendariske eksempler: hvordan den svenske kirke udtalte sig om enkelt-skrogede tankskibe i Øresund – og hvordan den norske kirke mente en masse om, hvordan de mange olie-milliarder skulle uddeles i u-landsbistand.
Luther sagde tilbage i 1520 i et brev til den tyske adel: “Den der er krøbet ud af dåben kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave”. Vi kan derfor kun udtale os hver især – ingen er nærmere Gud end andre – alle er vi lige for Gud. Med Barmen-erklæringen – som den århusianske teolog og modstandmand Regin Prenter tog til sig, er vi hver især og sammen ansvarlige for at holde fast i bekendelsen om, at Jesus er herre – og hyrden! Sådan som det bliver os forkyndt i evangeliet i dag. Der gives ingen andre … men hvad så med de mange, der tog fejl, som heilede og svor troskab mod føreren. Som ganske bogstaveligt valgte umenneskeligt og for os utilgiveligt forkert – og gik i seng med den nazistiske ideologi og lod blidt eller seende alt det grusomme ske?
For at svare på det må vi ty til den sidste replik, der lyder i dagens tekst: “Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.” (10,16). Det er ord, der peger ud af kirken. Ikke som mission, tænker jeg. Men derimod peger ud på, at Jesus er hyrden i verden! Han er den kærlighed der påskemorgen genopstod til glæde for hele folket – og som vil os – også når vi vælger forkert – ja endda grusomt forkert. AMEN
(Salmer: 408 – 238 – 447 – 163 – 168 – en lærke lettet)
GÅ DA FRIT... 