Der er nu noget over at komme hviledagen i hu! Komme i hu … en bedaget vending. Det betyder slet og ret: huske. Vi skal huske hviledagen. Hviledagen har sin rod i skabelsesberetningen. 6 dage brugte Jahve på at skabe og jeg citerer fra 1. mosebog afslutningen på kapitel 2: Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. Hvis nogen ihukommer de 10 bud, så står der i det tredje: Du skal holde hviledagen hellig! Spørgsmålet er så bare, hvad vi forstår ved hellig.
Søren Ulrik Thomsen – digteren og kirkegængeren – fortalte om dengang han begyndte at gå til gudstjeneste om søndagen i Vor Frue kirke i København. Når præsten gik på prædikestolen, så gik digteren konsekvent på toilettet. Af den simple grund, at han på gaden frygtede at møde digteren Store Klaus Rifbjerg, der uden tøven eller skam i livet ville råbe efter ham: Er du blevet hellig, Thomsen?
Blevet hellig: i folkemunde har det der med at være hellig noget selvretfærdigt og bedrevidende over sig – tangerende til det hykleriske og så er vi på en måde i den for de fleste af os så velkendte kategori: farisærisme. Den religiøse gruppering prædikede raskvæk, at alle – især de andre – skulle overholde love, regler og forordninger til punkt og prikke og som selv gang på gang kom til kort og måtte kløjs i egen hellighed. Tillad mig i flæng at nævne et par af de i alt 39 forskellige slags arbejde, der var forbudt på sabbatten: at tænde ild – at pløje – at så – og at høste. At høste skal forstås i videste betydning: det var forbudt at plukke en frugt eller rive en gren eller et blad af et træ. Byrder måtte ikke bæres, og man måtte ikke gå mere end 2000 alen fra sin by, hvilket svarer til cirka en kilometer. Det var også forbudt at slå en knude på en snor og at skrive to bogstaver og helbrede …
Det er helligdag og Jesus er indbudt til middag hos en farisæer. På vejen ind støder han på en syg mand. Jesu helt naturlige indskydelse er at helbrede den syge. Det er på alle måder hans metier at hjælpe det andet menneske, men han ved også, at han er under lup. Han ved så udmærket, at farisæerne holder godt øje med ham: for tænkt sig, hvis de kunne fange ham i at bryde sabbatten. I stedet for at gå forbi den syge, for at hytte sit eget skind, i stedet for at træffe aftale med den syge om, at mødes senere i en baggård og så ordne helbredelsen, så løfter Jesus hovedet, ser sine dommere lige i øjnene og spørger dem: ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?”
Dommerne, farisæerne er tavse, siger teksten. Måske de er så bange for deres egne regler og indbyrdes hierarki, at tavsheden vidner om frygten for at sige noget, som en anden farisæer kan bruge mod en? For tavshedens tale handler om kontrol, om frygt og om regler. Midt i denne larmende tavshed berører Jesus manden. Efter den nu raske mand er gået, så forsøger Jesus at gøre op med farisæernes selvretfærdige lovoverholdelse ved at skrabe lidt i deres velpolerede hellighed. Farisæerne som for alt i verden ville overholde lovene – koste, hvad det koste måtte – må alligevel forstumme, når Jesus spørger dem: “Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?”. Atter tavshed. Det taler til farisæerenes fordel, at de i det mindste ikke lyver – for de ved så udmærket, at Jesus har en pointe. De ville til enhver tid bryde sabbatten for at redde en af deres egne. Det gør farisæerne til mennesker.
K. E. Løgstrup kalder det spontane eller suveræne livsytringer. Det ligger indgroet i os, at hvis f.eks. et barn er på vej ud på en trafikeret kørebane efter en bold, så kaster vi os uden tvivl ud efter barnet. Ikke som en beslutning, men snarere som en refleks. En næstekærlighedens fuldbyrdelse. Løgstrup selv kalder det for en grundløs godhed i livet.
Det er denne grundløse godhed Jesus møder mennesker med. Den står på alle måder i skærende kontrast til farisæernes – og for den sags skyld vores. Menneskers tænkte – udspekulerede – godhed består som oftest i at få eget selvbillede til at shine, så de andre kan imponeres eller bryde ud i klapsalver – eller også fordi godhed kan betale sig: der er både omtale og penge i at være god. Jesus ydmyger på alle måder farisæerne – han sætter deres religiøse system til vægs. Han bryder midt ind i deres sabbatsglæde, hvis inderste væsen slet og ret var en ubegrundet selvtilfredshed. Se mig! Bemærk lige min hellighed!
I sognet har vi i år masser af vielser. Hver evig eneste gang læses denne Paulus-tekst fra Kolosenserne: “Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.”
Det er jo både smukke og opbyggelige ord! Hvis menneskeheden kunne alt det der af sig selv og sammen med hinanden, så måtte Nobels fredspris være overflødig. Skilsmisseprocenten være nul! Tidens oprustningspolitik være aldeles usexet. Men på en bryllupsdag hvor serotoninen og anden lykke farer rundt i krop og sind, så synes ALT jo muligt! Men tænk sig, hvis vi skulle fremvise godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed for at vinde Guds kærlighed. For ad den vej at blive hans udvalgte! SÅ var vi mildest talt sat til vægs som de andre farisæer. Vi ville fare vild og blive kvalt af egen håbløs frelsesegoisme. Vi ville gå i hokus-pokus-mig-selv-i-åndelig-fokus og resten af verden ville måske endda opleves som være i vejen for min vej til Gud. Der er bre det aberdabei, at man ikke kan fortjene sig til det, der kun gives af nåde: Guds kærlighed. At knokle på for at vinde Guds kærlighed gennem en særlig religiøs habitus og til stadighed bruge tiden på at lede efter tegn på, at det lykkedes, ender i fortvivlelse.
Vi er døbt til at være Guds udvalgte, hellige og elskede! Også på de dage, hvor man i sit måske eftertænksomme sind tørt må erkende, som Paulus formulerede det til romerne: “det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”. Da er det altid godt at komme hviledagen i hu og at bruge helligdagen på at gå i kirke: hører orglet bruse, synge salmer, ihukomme dåbens løfte, samles om nadverbordet … blive genrejst … for at gå hver til sit – klar til en ny uge, hvad den så må bringe. AMEN.
(Salmer: 392 – 397 – 411 – 817)
GÅ DA FRIT... 