I dag skal vi tale om døden! Døden har alle dage voldt mennesket kvaler – og alle dage har vi gjort os store eller små tanker om den. Den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup nuancerede det og sagde, at døden er ganske naturlig, Den er en følge af livet. Det er derfor livet, der er gådefuldt. At livet findes er udfordrende for tanken. At vi er her. At der er en skabelse, der gentager sig igen og igen med de mangeartede udtryk. Hele skaberværket: menneskene – dyrene – planterne – hvad vi kan se og hvad vi ikke kan se. Alt det derude der i dissse dage skifter farve, visner, blæser væk. Imens de spæde kim er på vej. Det er gådefuldt …
Når døden volder os kvaler, så er der en brutalitet i det bastande faktum, at vi i princippet kunne reduceres til at fødes for at dø. Når vi sådan skærer helt ind i det biologiske ben. Jeg må atter ihukomme salige Johannes Sløk, der engang fik besøg af et par ateister, der gerne ville, at han lavede dem et gudløst begravelsesritual. Det hastede ikke, sagde de. Men Sløk fandt straks en gammel kuvert og skrev på bagsiden: Fjern det lig! Sådan må det være, når verden er gudløs – når vi blot fødes for at dø …
Vi lever ikke i en gudløs verden. Vi lever med opstandelsen som horisont – som den mening der kan lindre og trøste. Vi lever i ansvarlige relationer med hinanden – og med vores dyr og naturen og resten af verden derude omkring os. Vi er – også – i relation med de døde. De døde er en del af os selv. Vi har sammen delt glæder og sorger med den nu afdøde. Vi er gået igennem få eller mange indvortes og udvortes storme. SÅ vi må erindre – vi må tolke – vi vender og drejer måske livets mange tilbagelagte brudstykker. Vi erkender vores indbyrdes afhængighed på godt og ondt, mens vi står tilbage med følelsen af den ufravigelige adskillelse, som døden sådan ganske konkret er. OG midt i det hele hører vi evangeliet til i dag om enken fra Nain; hvordan hun kommer med sin døde søn. Han skal efter skik og brug begraves. OG der midt i det hele møder Jesus den sørgende moder med de trøstende ord: Græd ikke! Hvorpå han siger til den døde: Rejs dig op!
Oversættes de biologiske facts og Jesu egne ord til den døde til ritualsprog, så lyder de genkendelige begravelses-ord: Af jord er du kommet – til jord skal du blive – af jorden skal du igen opstå. De to første sætninger matcher præcist vores biologiske erfaringer med alt levende, mens den sidste sætning: af jorden skal du igen opstå, er talen ind i vores liv, som den lyder påskemorgen. Den morgen da graven var tom og der til os alle bliver sagt: hvorfor leder I efter den levende blandt de døde – han er ikke her – han er opstandenden. Ordene fortæller os, at de døde lever i evigheden hos Gud – samtidig med, at vi, der bar, og som er efterladt i adskillelsen, kaldes ud af mørket og tomheden – vi kaldes af Jesus tilbage til livet. Vi kaldes som hinandens relationer – hinandens medmennesker – til at lindre den andens sorg – vise den anden forståelse og omtanke … vise medfølelse!
I onsdags var kristendoms-linjeholdet fra lærerseminariet på besøg her i kirken. De ville høre om det lutherske, om folkekirken og om Budolfi. En af de studerende pegede op på maleriet der – i sydsiden af skibet – og spurgte: hvad sker der lige der – sidder der tre præster i en kælder? Godt spørgsmål som straks måtte undersøges. Selve “møblet” kaldes et epitafium. Det er fra 1631 og opsat af biskop Christen Hansen Riber til minde om hans første hustru Mette Mathiasdatter og deres 8-årige søn Matthias, der begge døde i 1630. Hun blev 39 år. Tillad mig at fortælle lidt mere om tavlen:
- Øverst står Kristus med den velsignende hånd-gestus (sådan som han også ses øverst på altertavlen og over mig på lydhimlen).
- Nedenunder er der et langstramt løvehoved med et overdrevent åbent gab med blottet tunge. Så følger døden symboliseret med det obligatoriske kranium og to korslagte knogler plus en henslumrende kornfed engel og derpå kommer de første ord og jeg citerer: “Jeg er opstandelsen og livet. Alfa og Omega”.
- Maleriet, selve hovedmotivet, viser os opvækkelsen af Lazarus – som er prædikentekst på denne søndag i lige år – også kaldet 2. tekstrække. Lazarus har været syg – er død – er blevet gravlagt – forrådnelsen er gået i gang – Jesus kommer forbi og siger: Lazarus kom herud!
- Lige under evangeliet i billedform af den genopvakte Lazarus knæler i bøn Christen Hansen Riber med hustru Mette og deres lille søn Matthias. De er alle tre iført datidens sorte borgerdragt, den som ordinerede præster i dagens folkekirke bærer som tjeneste-uniform.
- En engel nedenunder peger ned på teksten, som oversætter fra latin lyder:
- “Du for Gud velbehagelige, elskede hustru, den yndigste del af mit liv, Du forlader mig nu og bebor de himmelske templer. For mig den elskedes mand står der kun en kort tid tilbage, inden du skal være sammen med mig i himlene, hvor du nu hellig hviler. Den sørgende ægtefælle satte de afdøde salige sjæle dette minde.”
Som en serviceoplysning skal oplyses, at biskop Hansen Riber i 1631 giftede sig med Elisabeth Pedersdatter Hegelund, enke efter biskop Jacob Jensen Holm. Hansen Riber døde 2. april 1642 i en alder af 75 år og blev begravet her i Budolfi.
Jeg indledte med ordene: I dag skal vi tale om døden. Når vi i kirken taler om døden, så taler vi samtidig – ja, altid – om opstandelsen. Kristi opstandelse er det prisme, vi læser teksterne igennem. Som bliver gentaget i sakramenterne: dåben og nadveren. En gentagelse der til stadighed vil, at vi skal leve – også på de dage, hvor biologien i kroppen gør det svært at leve igennem som menneske – på grund af alder eller sygdom eller anden besvær eller dårlige nerver eller sorg og savn eller oplevelsen af tomhed – af følelsen af at vi måske blot lever for at dø …
Aalborg bisp Hansen Riber giver os svaret på det hele, når han fra Lazarus-beretningen på mindetavlen øverst citerer Jesu ord: “Jeg er opstandelsen og livet”. Det var det budskab, som Jesus mødte folkene i Nain med. Det var sådan han mødte enhver på sin vej. Han bar håbet foran sig – og han gjorde det i kærlighed til den fattige – den fremmede – til fjenden – den udstødte – de syge og som i dag til den døde. Det er med opstandelsen som horisont – som prisme, at også vi her og nu skal leve og en dag turde dø. Opstandelsen kan indgyde os livsmod. Kan lade den utrøstelige fornemme fred. Kan lette den skyldige for sin byrde. Kan lindre det smertefulde. Kan bibringe glæden i det daglige, hvor livet i stort og småt leves og lykkes. AMEN
(Salmer: 754 – 356 – 148 – 224 – 731)
GÅ DA FRIT... 