Hvem kom egentlig først: Hønen eller ægget? Lad mig straks afsløre, at gåden er løst – ægget kom først! Fordi der siden tidernes morgen har været æg. Æg som der er kommet alt muligt levende ud af det. Her i Klosterkirken hører ægget med til skabelsen. Dér står døbefonden – på sin egen måde er kæmpe ægget med til at stabilisere og give “kirke-møblet” tyngde. Ægget er symbolet på skabelsen og dermed et tegn på liv. Vores liv som vi kommer til kirke med for at få velsignet i den treeniges navn: Faderen, Sønnen og Helligånden.
Omkring alteret – hvor vi senere mødes til brød og vin – holdes de 4 knæfald på en måde sammen af æg – og se på alteret står 2 lysestager med æg på æg – og kigger man rigtig godt efter, så står der med græske bogstaver: ALFA og OMEGA på dem – symbolet på det for os så hjernevridende udsagn: FRA EVIGHED til EVIGHED. Jesus forklarer os det, når han siger: “jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden” – citat slut. Et sted mellem alfa og omega befinder vi os så lige her og nu – på denne sidste flotte søndag i september … for at fejre høsten! Måske det lyder for altmodisch for os moderne bymennesker, så derfor kunne det hedde, at vi er sammen om at sige tak til Gud for skabelsen med alle dens muligheder!
Takke Gud for dagen i dag … og endda gøre takken endnu mere konkret med en tak for, at vi får, hvad vi har brug for. I Fadervor – alle bønners moder – lyder det: Giv os i dag vort daglige brød. Hvor brød ikke bare er konkret brød – med eller uden spelt eller birkes. Den gamle reformator Martin Luther udlagde i et skrift, der fik titlen “lille katekismus”, hvad det daglige brød er og jeg citerer: “mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, marker, dyr, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode kollegaer, gode og sande myndigheder, god regering, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og ret tilværelse, gode venner, trofaste naboer og lignende.” Alt det der giver livet fylde og mening. Alt det der gør, at vi kan leve en tryg tilværelse sammen som Guds elskede skabninger.
Altså lige indtil vi ikke kan mere, fordi bekymringer tager over. Hvem – især af os voksne – kender ikke til, hvor svært det kan være at vriste sig ud af den ængstelige uro og den bedrøvende tilstand, som bekymringer kan medføre. Så gad vide, hvad Jesus egentlig tænkte på, da han frimodigt sagde til os: Vær ikke bekymrede! For er det ikke lettere sagt end gjort?
Hvad vi tilsiges i dåben og hver eneste søndag i kirken er, at vi ikke behøver bekymre os om Guds kærlighed til os. Guds kærlighed er evig og umistelig. Den er uafhængig af vores gøren og laden – og hvad vi formår. Vi skal med andre ord ikke møde op med en bestemt moral eller et særlig ånd. Vi er Guds børn i et og alt – i tykt og tyndt – på godt og ondt. Den kærlighed kaldes for syndernes forladelse og den vil, at vi skal leve, selvom vi måtte fejle – snuble – gør hinanden ondt – ikke leve op til vort eget selvbillede … vi skal leve!
Vi skal leve, også selv om bekymringerne trænger sig på. Bekymringer over penge og alle de sager, vi har slæbt til huse. Bekymringer over verdens noget kaotiske tilstand. Bekymringer over egen og de andres ve og vel. Og så alt det andet, der kan bekymre og holde én søvnløs til langt ud på natten – indtil dagen så småt begynder at gry og en ny kræver os!
Lad mig lige gøre holdt og forklare, at bekymringer er tanker. Det særlige ved bekymringer er, at det er tanker, der understøttes af frygt og angst. De dannes i vores reptilhjerne kaldet amygdala, som scanner omgivelserne for fare og derfra aktiverer derfor flygt- eller kæmp-befalinger ved at sende biologiskebeskeder ud til hele kroppen. Så gør kroppen sig rent fysisk klar, parat, start til enten at stikke af eller slå fra sig. Vi fyldes med adrenalin og pulsen banker op. OG se det gav rigtig god mening dengang, da vi boede ubeskyttet og hverdagens møder bød på farlige dyr, fjender og andet ubehageligt …
Vores bekymringshjerne er en del af det evolutionære udvikling og dermed et grundvilkår. Den er slet og ret et produkt af vores oprindelige væren i verden, dengang omstændighederne var anderledes end i dag. Når det så er sagt, så er spørgsmålet om vi rent faktist har så meget at være bekymret over. 95% af vore bekymringer bliver aldrig til noget, fortæller en undersøgelse. Samtidig hævder den tyske sociolog Ulrik Beck, at vi lever i et risikosamfund, hvor der er overdrevent meget fokus på alt det, der kan gå galt.
Bekymringerne er blevet kollektive på helt vitale områder: sundhed – miljø – mad – terror – tryghed. Det har affødt en hel bekymringsindustri, der spinder guld på alt det, der kan gå galt i vores liv. De forskellige industrier lever fedt af alverdens dommedagsprofetier, hvor alt håb lades ude. Bekymringerne bliver fodret 24/7 – bl.a. gennem nyheder og vores skærme – fodret med alt det farlige – med alt det, der kan gå galt …
Så hvad stiller vi i den sammenhæng op med Jesu ord om, at vi ikke skal bekymre os. Ja, vi kunne jo begynde med at bruge fornuften – den venstre hjernehalvdel – regulere og dele bekymringerne op i gode og dårlige. De gode bekymringer er dem, der tænker fremad og som så rent faktisk hjælper os med at problemløse. De dårlige bekymringer er derimod dem, der hele tiden får os til at tænke, at ALT er farligt. De flytter ind og belejrer langsomt vores tilværelse. Tilliden formørkes – ilten slipper stille og uroligt op. De dårlige bekymringer har det med at gøre os frygteligt selvoptagne. For en ting er, at tankerne kortslutter ens sind, men de fylder det altså også ud til bristepunktet, så der ikke rigtig er plads til andet end “mig selv”.
Overfor den tilstand står det selvforglemmende! De øjeblikke hvor vi optages af verden – skabelsen – omkring os på den gode og på den risikofri måde, så bekymringerne minimeres – bliver sat på pause. Vi opsluges måske af et andet menneske eller af et dyr (f.eks. en hund). Eller vi hengiver os til naturen eller musikken eller en leg – en sportsaktivitet – eller en god historie.
De selvforglemmende øjeblikke kan noget – og må anbefales os alle som en modgift til enhver bekymring – især de kollektive. Så glem dig selv! Sagt i en tid, hvor vi til stadighed skal mærke efter og være mindfulde eller stoiske og alt det der. Glem dig selv – overgiv dig til livet – til skabelsens udtryk og muligheder. Gå om lidt fra alterbordet – gå ud fra kirken – gå ud i verden – mød den nye uge med fred i krop og sind – og husk så på, at det kun er 5% af vore bekymringer, der rent faktisk bliver til noget! Hvilket vil sige, at ud af 20 bekymringer er de 19 ligegyldige. AMEN
(Salmer: vipper springer – 730 – 872 – 728)
GÅ DA FRIT... 