For 688 dage siden blev den ikke-politiske gruppe: “Bring them home now” (på dansk: Hent dem hjem nu) dannet med det ene formål at få alle gidslerne: børn, kvinder og mænd, der samme morgen lørdag d. 7. oktober 2023 blev kidnappet i det sydlige Israel af HAMAS, bragt hjem til deres familier.
Gruppen tilbyder støtte; det være sig psykologisk og økonomisk til alle de involverede familier. Foran kunstmuseet i Tel Aviv har de skabt et “gidsel torv”, hvor et digitalt ur markerer, hvor mange dage, timer, minutter, sekunder, der er gået siden bortførslerne fandt sted. Der er plakater af de savnede. Der er installationer og demonstrationer. Alle og enhver kan komme forbi; i tavshed eller i samtale eller i gråd. Alt sammen for ikke at glemme en eneste af de kidnappede og måske vigtigst af alt: at holde håbet i live! Håbet om, at deres kære må komme hjem.
I templet den dag, da Jesus var på vej, var der traditionen tro sørgedag! Den etablerede menighed græd – de ihukom, hvad der var hændt deres forfædre. De græd over de tragedier og de plager, der havde nedbrudt livets glæder og Jesus græd med dem! Han solidariserede sig med sine brødre og søstre – han var selv født ud af jødedommen og dermed forbundet med templet og samtidig forpligtet til at udbrede Guds kærlighed til hver enkelt, som han mødte på sin vej. Nogen gange som trøst og andre gange som modsigelse.
Har sidder vi i Budolfi. Langt fra sorgen og gråden på torvet og i templet. På tryg afstand af al verdens ufred. OG alligevel er det måske slet ikke så fjernt endda. Vores frygt og angst – vore kvaler og fortrædeligheder – vores sorg og savn med knuste drømme og skyld og skam og alt det afmægtige, der ikke rigtig giver bonus på et CV, kan synes mere usynlige. Men disse følelser er ikke væsens forskellige fra de andres. De gør os derimod alle ganske menneskelige! Måske det i virkeligheden er hvad Jesu mission handler om: Guds kærlighed til det menneskelige! Derfor måtte Jesus, efter at han havde tørret øjnene, gå bersærk udenfor templet, hvor der blev handlet friskslagtede offerdyr i enhver størrelse til enhver pris. Døde dyr der siden blev bragt for Gud som f.eks. taksigelse.
Jesus ville noget andet, han vil, at vores menneskelighed bringes for Gud. Ikke som offer. Den tid er forbi – og det er de døde dyrs så også. Nej, vi skal komme som os selv, som dog måske er det vanskeligste, når alt kommer til alt. For pludselig er det ikke nødvendigt at pudse moralisme-glorien eller gestalte et særligt idealistisk sindelag eller kunne fremvise lister over egen godhed eller iscenesætte sin egen ynkelighed. Vi skal turde være på godt og ondt! Også når samvittigheden er sort som en cigarrullerskes neglebånd! Når de store ord om menneskeheden bliver for abstrakte og visionerne for det gode liv ender i varm bla-bla-bla luft. Når politikere, intellektuelle og andet godtfolk endnu engang slår tonen an til åndelig oprustning og hvad den enkelte borger bør preppe af klassisk dannelseslitteratur og såkaldte kristne værdier … foruden den obligatoriske mængde vand og tørfoder, vi allerede har i kælderen. Og vi så trods velmente råd stadig står der på Herrens mark med sorg og afmagt i livet, fordi vi ikke kan andet, så er der Gud ske tak og lov et sted, hvor vi altid kan høre de ord, der rent faktisk sætter fri!
I den pastoralle selvfedmes uhellige navn vil heller ikke jeg stå tilbage for lidt litteræroprustning, i dag fra forfatteren Hemmingways “Hvem ringer klokkerne for?”. Romanen fra 1940 indledes med et citat af den britiske præst og barokdigter John Donne og lyder: ”Ethvert menneskes død river noget fra mig; thi jeg er ét med den ganske menneskehed; saa derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for – de ringer for dig.” Citat slut.
De ringer for dig! Når kirkeklokkerne her i Budolfi eller et andet sted ringer, så er det altid for dig! De ringer for dig, når du sørger. De ringer for dig, når du glædes. De ringer morgen og aften, når det er tid til at bede den bøn, som vi får med os i dåbsgave: fadervor. De ringer og minder dig om, at der altid er et sted – et helt konkret sted bygget af sten – hvor vi på tværs af skel er fælles om det alment menneskelige. I kirken kan enhver sorg eller følelse eller afmagt – også den vrede og den forurettede – rummes uden den partout skal formuleres, analyseres eller når det går rigtig højt for sig italesættes. Den kan sagtmodig deles med Gud i tanke, ord og handling.
Måske trøstes du. Måske modsiges du. Men et er sikkert: du bliver hver evig eneste gang mindet om dåbens løfte: at du har det evige liv og at du har din synds nådige forladelse. Når vi om lidt mødes om alterbordet, hvor Kristus gavmildt deler sin grænseløse kærlighed med enhver, som trænger; så sæt dig, tag imod og rejs dig så og gå fra kirke med fred i sindet!
Gå som et frit menneske – gå via torvet – gå via pladsen – og se til, at også du har en forpligtelse til at sprede håbet, så glæden, den levende Guds glæde, kan komme din næste – dit medmenneske – til gavn og Gud til ære. Amen
(Salmer: 294 – 447 – 396 – 291 – 42)
GÅ DA FRIT... 