Normalt er kirken bagud – nogen vil endda hævde: håbløst bagud. Der er altid stemmer rundt omkring os, der opfordrer folket til at sadle radikalt om – i tide vel at mærke. Enten fordi det hele efter deres fornemmelse eller “analyse” er ved at gå nedenom og hjem og vi enten skal modernisere kirkelivet til det for nogen af os ukendelige med nye ritualer og rytmiske toner – eller vi rent faktisk slet ikke er langt nok bagud og derfor STRAKS bør trække nødstop og skrue tiden tilbage til dengang, ruder konge var knægt, Å ikke fandtes og præsten gik med høj hat og snildt væk kunne fælde dom over menighedens liv og levned. OG her i ugens løb hørte jeg så – fra den anden boldgade – nok en gang den sædvanlige jeramiade om, at nu måtte mennesker se at komme til fornuft og få droppet ham “himmelnissen” og al det der religiøse føleri.
Ak, ja, der har altid i blandt os været nogen, der ved, hvad der er bedst for menneskeheden – ideologisk som religiøst. Selv om det kan synes irriterende og spildte – ikke Guds ord – men bare ord på Balle-Lars, så kan det ikke være anderledes, fordi vi gudskelov lever i et land med tros- og ytringsfrihed. Vi må mene lige præcis, hvad vi finder vigtigt og rigtigt. Vi må samles frit og uden omsvøb – og i vores lutherske udlægning af kristendommen kan ingen blande sig i det enkelte individs forhold til Gud. Vi lever virkelig med højt til loftet! Det i sig selv er velgørende at vide.
Om kirken er bagud eller ej ER et fedt. For her og nu er den – som den er det hver evig eneste år på denne tid – EN hel måned foran kalender-hamster-hjuls-tiden eller slet og ret hverdagen. Nu er det endelig blevet NYTÅR – kirkens nytår – med første søndag i advent, hvor kirketjenerne har tændt det første lys i den flotte adventskrans og hvor vi sammen begynder den store nedtælling til julen med krybbebarnet, alle festlighederne – eller for nogen ufestlighederne – og det dertil medfølgende kaos. I dag udråbes jf Lukasevangeliet: et nådeår for os alle!
I en tid hvor pessimismen mildest talt dagligt hidses op globalt som lokalt – og måske lidt for nemt flyder som glohed lava om haserne på os i by og på land, da er der noget first-mover-agtigt over at lade netop den glædelige nyhed om nådeåret lyde fra alle landets godt og vel 2350 kirker i dag. Ud af kirkedøren sendes vi derfor senere med NÅDEÅRET som horisont.
Glosen NÅDEÅR kan egentlig med god grund lyde noget altmodisch – alpehue-agtig – og derfor kræver det en udlægning. Dykker vi ned i semantikken – som politiske kommentatorer altid kalder det – når der skal afdækkes betydning, så får vi med nådeåret fat i kristendommens kerne: frisættelse! Lad mig forklare:
Jødernes oprindelige helligdom var templet i Jerusalem. Templet var blevet ødelagt (den ødelæggelse taler vi om en anden dag) og synagogen blev den nødløsning, hvor jøderne overalt gik til gudstjeneste på sabbatten. Det var i Nazareth – Jesu egen barndoms by -, at han gik ind i en sådan synagoge og til menighedens tilfredshed læste teksten om nådeåret højt for dem alle og derpå tilføjede: “I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Eller sagt med andre ord i dag er Gudsriget her!
Det var denne prædiken med tidsangivelsen: i dag, som provokerede og mildest talt gjorde menigheden rasende. Nuvel de ventede sådan set også på opfyldelsen af profetien, men ikke lige nu og slet ikke ved ham – Josef søn – og derfor jog de prædikanten Jesus ud af byen og havde de haft magt, som de havde agt: så havde de smidt ham ud fra klippen. Hvad de ikke ville høre var, at Gudsriget og Jesus er en og samme.
Jesus er Gudsriget, der sprænger samtlige grænser, og gør plads til alle. Gudsriget hvor det ikke kommer an på at være jøde eller græker – træl eller fri – mand eller kvinde – for nu at citere Paulus. Jesus forvandlede med andre ord synagogen til kirke! Da han sagde: i dag er jeg godt budskab til fattige – i dag er jeg frigivelsen til de fangne – i dag er jeg de blindes syn – i dag er jeg de undertryktes frihed – i dag er jeg nådeåret fra Herren.
Det er i dette i dag, vi holder nytår i kirken! I dag er Gudsriget realiteten og det er det forøvrigt alle dage – men lige nu lever vi kun i dag -, så derfor er det i bund og grund et fedt, hvordan vi bøvler rundt med guden og vores såkaldt kloge fornuft, om vi staver Aalborg med nymodens bolle-Å – eller bare bedst kan med den gudstjeneste, hvor enhver synger med sit næb understøttet af vore dygtige kor: de små spire – de mellemste juniorer – og ikke mindst de store i kantorriet … der oppe nærmest himlen.
I dag er Gudsriget! Måske er vi bagud, men håbløst er kirkens budskab aldrig … tværtom: i dag kommer det ikke an på, hvem vi er og hvad vi måtte være rundet af – om blodet er rødt, blåt eller sort havde jeg nær sagt – og hvad vi måtte have bedrevet af store eller små sager … i gudsriget er vi alle som én sat fri af disse dødelige markører. Vi er sat fri, så vi kan leve … leve i dag … OG om 4 uger og en lille håndfuld dage er det igen juleaften … også i år vil og skal der lyde: i dag … og sætningen vil som altid fortsætte … er der født Jer. En glæde for hele folket … SÅ gå da fra kirke – fri og med advent i hjerte og sind … Godt nytår! AMEN
(salmer: Budolfi kl. 10: 362 – 70 – 87 – 66 – 74 – Klosterkirken kl. 16:30: 733 – 820 – 66 – 74)
GÅ DA FRIT... 