Så blev det midfaste – vi er midt i fastetiden – så derfor kredser hele to af dagens tekster om mad og om det at spise. Konfirmanderne har lært – eller de er ihverfald blevet fortalt, at med reformationen så er religiøs faste overflødig. Vi har dåben og vi har nadveren og disse to sakramenter er alt nok.
Når folk i de rigtig rigtig gamle dage fastede, så var forrådskammeret som oftest tomt. I vore dage opstiller mennersker gerne egne fasteregler – og de der egne-regler handler som oftest om at give afkald på det, man ikke kan lade være med at fristes af. Folk faster fra deres telefoner og de dertilhørende asociale apps – mens andre ivrigt deler på de selvsamme medier, hvordan de går mere gammeldags til værks og afstår fra sukker og søde sager, hvidt brød, kød, alkohol eller tobak for en tid eller mere. Blandt os rige europæere er det ligefrem blevet mode med periodevis faste, hvor den ene kendis efter den anden beretter om vægttab, bedre sundhed, dybere søvn, federe drømme, pænere hud efter, de er begyndt kun at spise otte timer i døgnet – dog forhåbentlig – ikke i træk – og så i øvrigt afstå fra enhver form for fast føde resten af tiden. Med andre ord fasten består!
Jesus selv fastede i hele 40 dage i ørkenen efter sin dåb, hvor Gud erklærede, at han – Jesus – var hans elskede søn. Efter de 40 dages faste, ensomhed og fristelser i ørkenen, påbegyndte han sin vandring som Guds søn blandt mennesker. Så at faste var ikke fremmed for Jesus – eller for den første kristne menighed. (Ap.G. 13,2-3). Det var en helt naturlig del af deres liv.
I dagens tekster handler det dog nærmere om ufrivillig faste – lad mig forklare:
I den gammeltestamentlige tekst – læst fra alteret – om israelitterne i ørkenen, ”giver de ondt af sig”. En noget bedaget vending, der på moderne dansk kunne lyde, at Gud er udsat for en regulær shitstorm fra israelitterne, for ”helt ærligt, nu går vi på din befaling rundt herude i ørkenen og så er der ikke engang noget at spise”. Deres utilfredshed og brok virker. Gud hører efter og sender først et træk fugle afsted – små fine vagtler, så der kan komme kød over bålet – og derpå finder og samler de et underligt hvidt lag, på jorden det hedder ”mana” OG så faldt ro over lejren.
Gud viser sig her, som den der igen og igen skaber. Han viser sig også som den, der trofast følger mennesket – ja, jeg fristes til at sige, at afhængigheden mellem Gud og mennesket er gensidig. Vi har brug for ham – og han har brug for os! For hvem skulle han ellers være gud for?
Og i evangeliet hører vi om en flok mennesker, der leder efter Jesus og hans disciple – og da de finder ham, så anklager Jesus dem straks for kun at lede efter ham, fordi de er sultne og bare vil bespises. De har hørt om bespisningsunderet, hvor han kort forinden har mættet en stor flok med ganske få men udsøgte råvarer: lidt brød og lidt fisk som viste sig at være mere end rigeligt til 5000.
Men i forhold til deres ønske, så har Jesus lige nu og her noget helt andet på hjerte: Jeg er livets brød” siger han – og på den måde ledes vores tanker – måske – hen på nadveren. Jeg ved ikke helt om flokken – altså dem der ledte – har hørt det som sort snak. De vidste jo ikke, hvad der om kort tid i påsken skulle ske med Jesus i Jerusalem. Her et par tusinde år efter kender vi historien om skærtorsdag, hvor Jesus delte vin og brød med sine disciple en sidste gang og dermed satte det fælles måltid ind i en ny forståelsesramme, der pointerer, at kærligheden af alt er størst. Guds kærlighed var påskemorgen stærkere end løgn, svigt og død!
Der er en klar linje mellem de to testamenter – jødedom og kristendom hænger sammen: det gamle anskueliggør uden dikkedarer Guds nærvær, barmhjertighed og trofasthed midt i det golde ingenting. Egenskaber som hans elskede søn Jesus – i det nye testamente – konkretiserer med vin og brød. Brød og vin som han af hjertet deler med ethvert menneske. Med enhver uanset hvem vi måtte være og hvordan vi så ellers vælger at leve livet sammen og hver for sig – det rækkes os! Om vi faster – f.eks. på den “fordi-jeg-kan-agtige”-måde så rækkes vi brødet – for livets skyld. Om vi ikke faster og står til fals for alverdens fristelser, så rækkes vi brødet – for livets skyld.
Det er altid for livets skyld, når vi samles til gudstjeneste. Når den lille bæres til dåben – når de store børn snart skal konfirmeres – når par kommer med deres kærlighed og vil giftes – og ja den dag, hvor vi – forhåbentlig mæt af dage – bæres ud af kirken og fortsætter livet i evigheden.
Det er for livets skyld, når vi sammen beder: Giv os i dag vort daglige brød! Ikke som en ordre til Gud, som dengang da de gamle isralitter, sultne og trætte sagde: stik os så en fugl. Men som det lyder i alle bønners moder: nemlig Fadervor: som en TAK. Tak, fordi vi får, hvad vi har brug for – ihukommende reformatoren Luther, der i sin lille katekismus skriver: “så som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, marker, dyr, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode kollegaer, gode og sande myndigheder, god regering, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og ret tilværelse, gode venner, trofaste naboer og lignende.” Alt det der giver livet fylde og mening.
Når vi efter næste salme alle som en inviteres til nadverbordet – for at blive rakt livets brød og modtage syndernes forladelse – så sker det for livets skyld! Så vi efter endt gudstjeneste kan gå fra kirke – gå hver til sit – som frie mennesker med fred i krop og sind – klar til en ny uge – for livets skyld. AMEN
(Stor tak til sognepræst Mia Dyreborg Knudsen for go inspiration)
Salmer: 4 – 10 – 447 – 28 – 459 – 29
GÅ DA FRIT... 