Det er sandhedens time – afsløringens øjeblik om man vil – det er i dag, at der skæres helt ind til benet – det er i dag, at Gud afslører sig selv. Det sker i relationen – det er i mødet mellem skaber og skabning – mellem Gud og mennesket, at det sker.
Sådan var det den dag på Morija bjerget, hvor Abraham i lydig tro førte Isak mod aflivning eller som det hedder på bibelsk: o f r i n g. I sidste øjeblik greb Gud ind – gav via en engel kontraordre – i denne på alle måder absurde beretning, som eftertiden til stadighed har grublet over og fortolket som alt lige fra en stærk og gudfrygtig tro til en etisk legitimering til at kunne begå mord og terror i Guds navn. Lad mig give et par eksempler:
Origenes – en af oldkirkens helt store teologer – advarede mod at forstå Isaks ofring bogstaveligt. I stedet skal fortællingen tolkes billedligt. Isak er et billede på Kristi guddommelighed og vædderen på Jesu menneskelighed. Isak og vædderen illustrerer den såkaldte to-natur lære, nemlig at Jesus er både Gud og menneske. For Luther handlede det om, at Gud prøver menneskets tro og så tilføjer han, at Abraham troede på de dødes opstandelse – og den snak havde han haft med Isak. Desværre – måtte Luther konstatere – så havde forfatteren udeladt denne samtale. Filosoferne: den fornuftige Kant og den jødiske Buber mente, at det måtte være en fejloverlevering og at det er Satan, der prøver Abraham – for sådan er Gud ikke. (Kilde: Else K. Holt: DTT 2017 p.2023-221 / Finn Damgaard: KD). Men skal vi holde os til teksten selv, så gives der ingen omveje, dogmatiske krumspring eller bortforklaringer.
“Hvor er offerlammet?” – måske er det netop spørgsmålet, der bryder ind i den stirrekonkurrence, som Gud og Abraham har gang i. Hvem blinker først i deres relation. Kan Gud regne med Abraham? Kan Gud gøre Abraham til stamfader for Israel? Er der basis for en pagt? Det er en helt anden Abraham, vi møder på bjerget end den dag, hvor han sammen med Sara måtte betvivle og le over, at de i deres høje alder – sådan cirka 100 år – skulle blive med barn og få Isak. På bjerget hvor Abraham “tog kniven for at slagte sin søn” viste Gud, at den ubetingede lydighed var forudsætningen for hans velsignelse – forudsætningen for at indfri løftet om, at Abrahams børn skulle blive “talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred”.
At ville efterfølge denne form for lydighed overfor Gud synes ikke kun absurd, men også grotesk for langt de fleste – ja, Luther går så langt som til at sige, at den, der tror, at han eller hun skal gøre som Abraham, må være fristet af Djævlen. Kierkegaard fraråder også denne form for efterfølgelse og skriver: “(…) mit æsel bliver stående forneden og kan ikke bestige bjerge”
En, der ikke lod æslet stå, var Jesus. Palmesøndag red han direkte igennem menneskemængdens hyldest op til templet, hvor Gud ifølge ypperstepræsten boede i det allerhelligste bag et forhæng. Der på pladsen var der salg af offerkvæg, offergeder, offerduer, offerlam – alt sammen til gode priser. Men Jesus blev vred og råbte “Der står skrevet: “Mit hus skal være et bedehus.” Men I har gjort det til en røverkule” (Lukas 19,46) i mens han raserede bordene – offerdyrene og de mange penge fra det strålende påskesalg fløj til højre og venstre.
Forskere hævder med rette, at beretningen om Isaks ofring også skal tolkes som ophøret af menneskeofringer. Jesu tempelrensning var dermed det endelige opgør med ofringerne. Store eller små dyr købt til nok så mange penge og derpå blodigt slagtet til Herrens ære giver ingen mening. For tilgivelse fra Gud til mennesket er altid betingelsesløs! Tilgivelse er ikke en handelsvare. For hvordan handles kærlighed – sand kærlighed?
Tilgivelsen – kærligheden som Jesus praktiserede og prædikede for alle og enhver, han mødte på sin vej – og som han fastholdt hele vejen op på korset og ind i døden. Tilgivelsen – kærligheden som det vigtigste i relationen mellem Gud og mennesket – som tilsiges os i dåben og nadveren og ordet – og som igen og igen vil forny vort livsmod, så vi kan og skal leve på trods …
“Hvor er offerlammet?” – hvor er det efter Jesu bersærkergang foran alle boderne på tempelpladsen? Skyllet ud med badevandet? Tog Jesus Isaks plads ovenpå brændestakken? Ja, vil visse teologier hævde – og ja vi synger salmer om Jesus som offerlammet – som Guds lam – også i dag!
Jesus blev den dag – den første langfredag i kristendommen – det offerlam eller den syndebuk eller den prygelknabe om man vil, som skulle tilfredsstille præsteskabets misundelse, vrede og hævnfølelse – Pilatus´ mere eller mindre strategiske forsøg på at tøjle situationen – alt imens folkets blodtørst bare voksede og voksede midt i et Jerusalem, der dirrede af had og kaos og skuffede forventninger. OG der – midt i det hele – praktiserede Jesus den – skal vi kalde det – etik, som han selv havde fremhævet og skærpet i den jødiske lov: nemlig det afgørende bud om fjendekærlighed! Vend den anden kind til og elsk din fjende. Denne på en måde frygtløse og ubetingede lydighed over for det største af de store bud kendetegnede Jesu liv, lidelse og død på jorden i blandt os! På korset – af alle steder – afslørede Jesus: Guds sande jeg som: KÆRLIGHED! Som den betingelsesløse kærlighed.
Kærligheden fra korset til os alle lyder: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” – Langfredag er den store amnesti: ikke kun de to forbrydere, som Jesus blev korsfæstet med, men også til hele mængden – pøblen af religiøse ideologer, præster, medløbere og dem der bare ser på – måske endda os – alle der taktfast råbte: Korsfæst ham! Jesus bryder enhver hævnspiral med kærlighed: øje for øje / tand for tand hører op – kærligheden og tilgivelsen får krop! Den bliver konkret med Guds indgriben i verden, der gør fred og glæde mulig på trods af menneskelig erfaring med nihilismen, som vi alle dage i større eller mindre grad har spredt bevidst som ubevidst omkring os.
Forhænget indtil det allerhelligste af templet flængedes, da Jesus døde – og alt blev stille – dødsens stille – folk listede af – “forestilligen” var slut – Gud var død. Jesu døde krop blev pillet ned og en velhavende mand ved navn Josef fra Arimetæa havde efter aftale med Pilatus fået lov til at begrave den døde krop. Jesus blev svøbt i ligklæder og lagt ind i en klippegrav. Graven blev lukket med en stor sten. Hvad der herfra skete indtil påskemorgen, hvor kvinder kom ud til graven, har Grundtvig digtet om i salmen “I kvæld blev der banket på helvedes port”.
Den synger vi sammen efter motet og kirkebøn – Grundtvig blander nordisk mytologi med evangeliet – nærmere bestemt byzantinsk nedfarts-teologi – som han er stødt på i et oldengelsk digt fra 600-tallet af munken Kædmon. Munken bruger 729 verselinjer – Grundtvig nøjes med 80 fordelt på 20 vers om hvordan Jesus brugte tiden mellem korsdød og påskemorgen på at rydde godt og grundigt op i Dødsriget. Som en anden vikingehøvding får han sat Døden på plads endnu mens det bløder fra hans naglemærker.
Vi er i trosbekendelsens ord: nedfaret til dødsriget og lige før på 3. dag opstanden fra de døde, selv i Dødsriget melder sandhedens time sig – ingen – ikke en eneste undgår konsekvenserne af langfredagens afslørende drama. Døden må dø! Mens alle de tilfangetagende sættes fri og vi med dem, når ordene lyder: “I dag skal du være med mig i Paradis” AMEN
GÅ DA FRIT... 