Freden har atter sænket sig på den verdslige måde – mange har allerede smidt julens rekvisitter ud eller tilbage i papkassen, der er røget i kælderen eller på loftet – fadeburet er tømt for den sidste julesul, bagværket er fortæret og mange handler for øjeblikket ind til nytårsaften med endnu et udtræk af mad og dertilhørende kanonslag, underlige hatte og alkohol nok til en 12 hestes brandert. Alt er sådan set, som det plejer at være og det er godt nok.
Som altid her i kirken har vi ingen hastværk; for hastværk er som bekendt lastværk. En tidligere kollega sagde altid, når stress eller uro ramte: husk vi arbejder i evigheder, hvilket betyder, at vi har altid mere tid! Tid er også, hvad det bl.a. skal handle om i dag, hvor den gamle Simeon må omfavne og løfte barnet, der tog bolig iblandt os den nat, da Gud blev menneske.
Den klassisk græske tænkning – som også præger det nye testamente – tænkte tiden i to forskellige begreber: Chronos (med Ch) og Kairos.
Chronos: den målte tid a la tiden går klokken slår – tiden som kvantitet – som målbar i sekunder, minutter, timer, døgn, uger, måneder, år – chronos der sætter rammer for vort liv fra undfangelse til død – chronos som ophav til det kroniske altså det vedvarende – chronos der både begrænser og afgrænser – deler tilværelsen ind i bider: spisetid – skærmtid – alenetid – arbejdstid – taletid – skoletid – øvetid – spilletid – kirketid – kærestetid – tabertid … etc. etc.
Kairos: som tiden med udvalgt kvalitet – det gunstige øjeblik. Tidens fylde – som Paulus benævner det i dagens uddrag fra Galaterbrevet – tidens fylde der er kristendommens omdrejningspunkt – da Gud “dumpede ned” på vores tidslinje og blev menneske i kød og blod – som dig og mig. Chronos og kairos smeltede med andre ord sammen. Det timelige og det evige flettedes sammen og gik i et – Øjeblikket, som Kierkegaard kalder det skete.
Før øjeblikket – før krybbebarnets komme – rådede den gamle pagt, som var Simeons virkelighed. Men netop den dag i templet måtte han håndgribeligt omfavne det nye – han måtte løfte – opløfte – øjeblikket – tidens fylde – barnet der lå der foran ham. Simeon kunne ikke andet end hylde den kærlighed, der som et skrøbeligt spædbarn blev født til glæde for hele folket i en kold stald og som “(…) voksede op, blev stærk og fyldt med visdom”.
Hans lovprisningen af Jesus-barnet lød:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Det var ikke kun Simeon, der måtte bryde ud i sang. Hos Lukas-forfatteren lovprises der op til flere gange med sang. Tidens fylde – øjeblikket – glæden over Jesus-barnets komme – udtrykkes i hele 3 forskellige sang-scener: en før – en under – og en efter fødslen:
- Simeon som vi hører om i dag – der i toner måtte forene det gamle og det nye: Som en herlighed for Israels folk og som en lysende åbenbaring for os hedninge.
- Julenat på marken, hvor englen og den himmelske hærskare måtte syge: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag” (Lukas 2,14) – da himmel og jord blev forenet i kærlighed.
- Da Maria gravid måtte mærke den ufødte Jesus sprælle i maven og hun i det samme fyldtes af Helligånden (Lukas 1,39 ff).
Alle tre sange er ren lovprisning af Gud – lydbølger fra hjertet, der søger udad – opad – direkte mod det uendeligt evige – mod vores himmelske Far.
Simeon kunne efter dette intense øjeblik nu endelig dø i fred, fordi profetien, som han havde ventet så længe på og inderligt trængt til at se med sine egne øjne – profetien om den frelse som folket havde længtes efter – endelig var en realitet: ”Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel”.
For med lyset – glæden – barnet som englen måtte lovprise i sang julenat – skete der i sandhed noget radikalt nyt – noget der ikke lader sig pakke ned i kasser indtil næste jul og blot må betragtes som en nydelig rekvisit eller som lader sig begrænse af biologi eller evolution eller chronos – tiden … for hvad der skete den julenat forandrede for altid: ikke kun Gud, der afstod hævnens og voldens mulighed og i stedet på korset vendte den anden kind til af ren kærlighed for menneskelivets skyld. Guds tilgivelse blev det nye sort! Eller sagt knap så popsmart: tilgivelsen blev den nye virkelighed – blev det lys, som tilværelsen skal leves i.
Konkret – og noget mere lavpraktisk – fik evangeliet også liturgisk betydning – man kan nemlig sagtens hævde, at Lukasforfatteren har stået fader til det, som nogen omtaler som gudstjenestens rygrad: nemlig menighedens fællessang. Hvor traditionen og loven i den gamle pagt altid har tilsagt, at et nyfødt barn skal fremvises i templet – denne praksis ændredes med den nye pagt til dåben -, så blev Simeons lovsang en fast del af gudstjenesten.
Salmesangen: vel at bemærke menighedens salmesang! Ikke præstens eller messedrenges eller solisters skønsang. Men menighedens – det almene præstedømmes – det særligt lutherske, hvor enhver der er kravlet ud af dåben ER præst! Folkets sang som en særlig markør for vor lutherske kirke – og i særdeleshed for den danske folkekirke! Takket være både store og små salmedigtere, så har vi uden tvivl verdens bedste, smukkeste og vigtigste salmeskat! Den rummer ord til enhver situation – til enhver livsytring! Til ethvert øjeblik! Den klinger af tidens fylde og kombinerer i poesi og melodi elegant, hvad menneskelivet længes efter – glædes over og undres af – sørger og klager over – eller direkte gruer for! Den deler bestemte – men kærlige – kindheste ud til os, hvor vi huskes på, hvilke forpligtelser vi, som døbte, også er tilsagt!
Hans Edward Nørregård Nielsen – den nu afdøde kunsthistoriker og forfatter – omtalte sig selv som salmebogskristen! Et herligt prædikat … for ærlig talt så prædiker vores store salmister med deres salmevers ofte langt mere præcist til hjerte og forstand end mange af os prædikanter overhovedet formår, så gud ske tak og lov for, at vi har salmerne, når eller hvis præsten går helt af hånd på prædikestolen …
Salmerne løfter os igen og igen ind i historien om Jesu fødsel – om hans liv, hans død og opstandelse. Om det så er julens engel og hele det himmelske entourage, der synger for både Gud og os – eller Marias eller Simeons eller menighedens salmesang – så omfavnes vi af ordene om tidens fylde, sådan som de også blev os tilsagt i dåben, hvor Gud lod os vide, at vi er hans børn – løftet over i hans rige – med evigt liv og vores synderes nådige forladelse. Tilgivelsen der må fylde os med håb og mod til at leve i tiden – den biologisk kronologiske – og samtidig turde give os hen til de øjeblikke, der skænker vort hjerte, hvad verden ej ved. De øjeblikke, der giver glæden frit løb i blandt os, så fortvivlelse og formørkelse må vige, så det selvkredsende pauseres og freden til mennesker med Guds velbehag må omfavne hver og en af os. AMEN
(Salmer: 106 – 83 – 123 – 8 – 103)
GÅ DA FRIT... 